Præsentation af resultaterne fra det praktiske forsøg "Efficiency Run 2015"

Magasin

Lastbiler til langturskørsel: Integreret strategi reducerer CO2-emissionen med op til 14 procent.

Stuttgart / Berlin – Brændstofforbruget og dermed CO2-emissionen for moderne lastbilskombinationer kan sænkes med tocifrede procenttal ved hjælp af foranstaltninger, som allerede er tilgængelige på markedet. Det har et praktisk forsøg, som Daimler Trucks i dag præsenterede resultatet af, vist. Dette feltforsøg med projektnavnet "Efficiency Run" har utroligt stor betydning for godstransportbranchens opfyldelse af CO2-målene. For Efficiency Run har vist, at brændstofforbruget og dermed også CO2-emissionen kan reduceres i et betydeligt større omfang – og også til en lavere pris – hvis man ikke udelukkende fokuserer på at optimere motoren, men derimod ser på køretøjet som en helhed.

Testrækken er gennemført af Daimler Trucks sammen med de førende tyske logistikvirksomheder DB Schenker Logistics, Große-Vehne og Elflein. Den blev udført under realistiske betingelser på typiske ruter med typisk transport af typisk last. Forsøgene blev ledsaget i detaljer af den uafhængige testorganisation DEKRA. Det var DEKRA, der definerede forsøgsbetingelserne, foretog målingerne og tolkede resultaterne.

Et af de vigtigste resultater: De to Mercedes-Benz Actros standard-sættevognstog, som var optimeret til Efficiency Run, forbrugte hver især omkring 12 til 14 procent mindre brændstof end et standard-sættevognstog til spedition baseret på vognparken 2014.

Efficiency Run undersøgte også potentialet i ekstra lange lastbiler – også her med et entydigt resultat til følge. Den ekstra lange lastbil opnåede i testen en forbrugsfordel på omkring 17 procent i forhold til det deltagende standard-sættevognstog til volumenbaseret transport.


Over al forventning.

"Det er hermed bevist: Hvis vi ønsker en yderligere betydelig sænkning af forbruget og CO2-emissionen, skal vi ikke udelukkende koncentrere os om at optimere motoren. Så skal vi forene kræfterne og også inddrage dæk, sættevogne og andre vigtige komponenter. Kun på den måde kan det lade sig gøre på en måde, som også er økonomisk fornuftig", sider dr. Wolfgang Bernhard, som er ansvarlig for Daimler Trucks & Buses i Daimler AG's direktion.

"Vores test bekræfter også tesen om, at to ekstra lange lastbiler kan løse de samme transportopgaver som tre konventionelle sættevognstog – og sågar på en væsentligt mere effektiv og ressourcevenlig måde", siger dr. Bernhard.

Stefan Buchner, leder af Mercedes-Benz Trucks: "Med Mercedes-Benz Actros bestræber vi os på at tilbyde vores kunder det mest effektive køretøj inden for sin klasse. Så derfor var vi naturligvis meget spændte på, hvor meget det var muligt yderligere at optimere køretøjet som en helhed. En reduktion på op til 14 procent i forbindelse med standardsættevognstoget og 17 procent i forbindelse med den ekstra lange lastbil overgik helt klart vores forventninger.



At reducere CO2-værdierne er en opgave for hele branchen.

De europæiske erhvervskøretøjsproducenter har allerede opnået meget, når det gælder CO2 -emissionen: Således er forbruget pr. ton kilometer faldet med omkring 60 procent siden 1965 med en samtidig gennemførelse af seks lovpligtige udstødningstrin. Det beviser: At den mest effektive regulator for en erhvervskøretøjsproducent er kunden. Fordi brændstofomkostningerne udgør næsten en tredjedel af de samlede driftsomkostninger (Total Cost of Ownership), forlanger kunden til stadighed produkter med det mindst mulige forbrug. Som en konsekvens heraf gør Daimler Trucks sit yderste for at tilbyde kunderne de mest effektive køretøjer.

Aktuelt er alle erhvervskøretøjsproducenter underlagt nye CO2-mål for vejgodstransport. EU har nemlig til hensigt at gennemføre en reduktion af CO2-emissionen på 30 procent inden 2030 (i forhold til 2005). I Tyskland har man sågar drøftet en sænkning på 40 procent. I denne sammenhæng er det vigtigt at gå nye veje, for det er ikke længere tilstrækkeligt blot at koncentrere sig om selve motorvognen. For i endnu større grad at kunne sænke CO2-emissionen fremover på en økonomisk hensigtsmæssig måde skal både politikerne og transportbranchen forene kræfterne og tænke i større helheder.



Integreret strategi skal omfatte alle faktorer.

Derfor er det vigtigt, at man i forbindelse med en såkaldt integreret strategi søger for, at alle aktører inden for vejgodstransport medvirker til at opnå målene: Producenter af erhvervskøretøjer, opbygnings- og dækproducenter, logistikvirksomhederne og desuden også de politiske instanser. Daimler Trucks har præsenteret dette koncept sammen med andre europæiske producenter på IAA-messen for erhvervskøretøjer i 2014.

Den integrerede strategi har til formål at optimere hele lastbilstransportsystemet. Foruden motorvognen inddrager man hermed også sættevognen (f.eks. dimensioner og vægt, vindmodstand, lette materialer), dækkene (f.eks. rullemodstand, dæktryk, enkeltdæk) eller brændstoffet (f.eks. biobrændstof, naturgas). Men også selve kørslen (f.eks. chaufførtræning, lastkomprimering), infrastrukturen eller vognparkudskiftningen spiller en rolle som løftestang i den integrerede strategi. At den integrerede strategi fungerer i praksis har Efficiency Run nu i den grad bevist.


Efficiency Run baner vejen for yderligere økonomisk hensigtsmæssig CO2-sænkning.

Daimler Trucks og de tre logistikpartnere har i forbindelse med Efficiency Run haft fokus på de køretøjsrelaterede optimeringsmuligheder. Standardbetingelserne for gennemførelsen af Efficiency Run kan beskrives med en simpel formel: De skal være så virkelighedstro som muligt. Det betyder, at der i rækken af forsøg skal anvendes standard-sættevognstrækkere med en standardmæssig drivline. Til optimeringen af Mercedes-Benz køretøjerne i konfigurationen Actros 1842 og Actros 1845 med en akselafstand på 3700 mm blev der udelukkende anvendt komponenter, som aktuelt er tilgængelige på markedet. De to Actros Efficiency Run-sættevognstog med et markant rødt-hvidt farvedesign, som blev brugt til feltforsøget i vognparken fra virksomhederne DB Schenker og Große-Vehne, var begge udstyret med den forudseende fartpilot Predictive Powertrain Control (PPC).

Actros-sættevognstrækkerne blev forsynet med vægtoptimerede Krone Eco-anhængere, som ligeledes er tilgængelige på markedet i denne form. Der har længe været tilsvarende varianter i køretøjsproducenternes sortiment.

Som et supplement til den lavere egenvægt på grund af letvægtskonstruktionen og anvendelsen af aluminium i stedet for stål i front- og hækområdet var Eco-anhængerne i forbindelse med Efficiency Run udstyret med sidebeklædninger, Wabco OptiFlow Tail (hækspoiler med indklapningsmulighed), afrundet underkøringsværn, bortfald af opbevaringsrum, lette alu-faldstøtter og aerodynamisk optimerede kantprofiler. Dæk med lav rullemodstand afrundede optimeringen af køretøjerne.

Den ekstra lange lastbil med toakslet ladvogn Actros 1845 og fireakslet anhænger skulle dyste mod de standardkombinationer, der deltog fra det tredje speditionsfirma Elflein. Virksomheden, der har hovedsæde i Bamberg, har efterhånden en af de største vognparker med ekstra lange lastbiler i Tyskland.

Som referenceværdi blev der ved testkørslerne, som fandt sted i løbet af en uge hos DB Schenker og Große-Vehne, anvendt standard-sættevognstog, som blev identificeret på tidspunktet for projektopstarten i slutningen af 2014 i transportvirksomhedernes vognparker, og sammenlignelige kilometerydelser for de deltagende Efficiency Run-køretøjer. Også i forbindelse med testkørslerne med den ekstra lange lastbil blev der parallelt anvendt et sættevognstog med standardanhænger som referencekøretøj for på den måde at muliggøre en sammenligning mellem standard-kombinationen og den standardmæssige ekstra lange lastbil.



Resultat: Betydelige forbrugsfordele.

Den omfattende analyse af de data, som DEKRA indsamlede, viste et tydeligt resultat: Det er muligt at opnå en forbrugsoptimering på et hensigtsmæssigt økonomisk grundlag med komponenter, som allerede i dag findes på markedet. Resultaterne overgik i den grad testpartnernes forventninger.

Rolf Deisinger, chef for forsøg med lastbilers drivlineintegration og brændstofforbrug hos Mercedes-Benz Trucks, som var ansvarlig for gennemførelsen af Efficiency, tilføjer: "De lavere forbrugsværdier er omtrentligt ligeligt fordelt mellem Actros sættevognstrækkeren og sættevognsanhængeren. Det bekræfter vores konstatering af, at man er nødt til at kigge på hele systemet. Den integrerede strategi er den rigtige vej at gå i bestræbelserne på at finde brændstof- og omkostningseffektive løsninger."



Sammenligning af ekstra lang lastbil og standardlastvognstog.

Anvendelsen af en ekstra lang lastbil i forbindelse med feltforsøg foretaget af den tyske myndighed 'Bundesanstalt für Straßenwesen (BASt)' afføder i Tyskland i et vist omfang meget emotionelle diskussioner. Disse køretøjer kan uden tvivl ikke anvendes til alt, men ved en hensigtsmæssig afvejning af transportopgaven og strækningsprofilen bidrager den ekstra lange lastbil mærkbart til en sænkning af CO2-emissionen. I den forbindelse lægges hovedvægten især på transport med stor volumen ved en sammenlignelig lavere vægt.

DEKRA-undersøgelsen viste i forbindelse med Efficiency Run indledningsvist et forventeligt merforbrug på 23,8 procent for den ekstra lange lastbil fra firmaet Elflein sammenlignet med en standard-sættevognstrækker med megaanhænger. DEKRA-ingeniørerne sammenlignede derefter den ekstra lange lastbils målte drivmiddelforbrug med højere transportkapacitet med den volumenorienterede transportydelse.

Og herved fik man i den grad bekræftet formlen 2 = 3. Det betyder, at transportydelsen for to ekstra lange lastbiler modsvarer transportydelsen for tre standard-sættevognstog. I CO2-regnskabet reducerede den besparede kørsel således emissionsværdien med 17 procent inden for den valgte testramme.

Dr. Wolfgang Bernhard: "Som producent betragter vi ikke ekstra lange lastbiler i en isoleret sammenhæng. Vi er overbevist om, at disse køretøjer udgør et yderst attraktivt alternativ til hele transportbranchen."



Det uafhængige DEKRA overvågede testkørslerne.

Før de tre forbrugsoptimerede kombinationer og de pågældende referencekøretøjer begav sig ud på vejene i testkørslen, definerede Daimlers forsøgsingeniører, repræsentanter for de tre speditionsvirksomheder og DEKRA's eksperter i fællesskab de testparametre, der skulle anvendes i forbindelse med Efficiency Run 2015. Uwe Burckhardt, procesmanager og stedfortrædende leder for DEKRA Automobil Test Center: "Sammenligningen mellem referencekøretøjerne fra de deltagende virksomheders vognparker og de forbrugsoptimerede køretøjer skulle ske under virkelighedstro kørsel, skulle kunne reproduceres og udmunde i seriøse resultater af høj kvalitet. Det krævede et stort forberedelsesarbejde."

Først beregnede et team bestående af brændstofforbrugs- og CO2-eksperter fra Daimler Truck på DEKRA's testbane i Klettwitz de anvendte anhængeres kørselsmodstand i henhold til ACEA-metoden. Parallelt med dette diskuterede man sammen med Mercedes-Benz Trucks de strækninger, der skulle køres i forbindelse med Efficiency Run. Valget faldt til sidst på transportstrækninger, som de tre speditionsvirksomheder dagligt anvender. Endelig skulle chaufførerne også instrueres med henblik på så vidt muligt at eliminere den individuelle kørestil og skabe tilnærmelsesvist ens forudsætninger (f.eks. angående klimareguleringen i kabinen eller manøvrerings- og overhalingsvaner). Det var et erklæret mål i forbindelse med Efficiency Run at reducere chaufførernes påvirkning af forbruget og så vidt muligt opnå mulighed for at teste motor-mod-motor.

Under feltforsøget blev samtlige hændelser som f.eks. kødannelser, standsning ved lysreguleringer, manøvrering, kørsel uden last eller "slipstrømskørsel" bag langsommere køretøjer, mængden af by-, landevejs- og motorvejstrafik samt vindforhold – styrke og vindretning – ført til protokols af de ledsagende DEKRA-specialister eller ved hjælp af kameraer i køretøjerne, således at de eksterne påvirkninger kunne medtages i vurderingerne. Desuden skiftedes chaufførerne i henholdsvis Fuel Efficiency- og referencekøretøjet til at køre forrest efter hvert stop. Lastbilerne startede således ved læssestationer, efter pauser eller ved stop på undersøgelsespladser med en afstand på ti minutter. Ved etapemålene skiftede de to chauffører plads ved rattet på reference- og testkøretøjet.



Der blev især lagt vægt på præcis beregning af brændstofforbruget. Uwe Burckhardt: "Ved denne type forsøg er det vigtigt ikke blot at tanke op. Man skal holde værdierne op mod strækningerne og betingelserne." Under rækken af forsøg blev lastbilerne tanket af et tankkøretøj for at sikre en ensartet brændstofkvalitet og -temperatur. Det anvendte brændstof blev undersøgt for sit indhold af fedtsyremethylester, dvs. andelen af biodiesel samt volumenandelene af kulstof, ilt og brint. Ompumpning af 150 l diesel umiddelbart inden hver optankning skulle forhindre temperaturforskelle, som kan opstå ved for stor varme i tankbilens slange. Målingen blev gennemført med et kalibreret flowmeter i tankbilen. I den forbindelse fyldte DEKRA-eksperterne først køretøjerne med tankpistolen og derefter med måleglas. Efter gennemført tankning kørte køretøjerne hen over en vægt for at dokumentere vægtene komplet og pr. aksel.

DEKRA-eksperterne havde under feltforsøget også adgang til måleresultaterne fra teletjenesterne i Daimler FleetBoard, som nu er blevet standardudstyr i Actros-sættevognstrækkere. De modulopbyggede tjenester fra Daimlers dattervirksomhed understøtter vognmandsfirmaet i forbindelse med den overordnede administration af chauffører, køretøjer og transporter. For det første kan chaufføren kontrollere og forbedre sin økonomiske køremåde direkte. Og for det andet kan DEKRA-eksperterne ved hjælp af værktøjet "FleetBoard kørestilsanalyse" kontrollere slid- og forbrugsrelevante faktorer som f.eks. en forudseende kørestil, hastighedsændringer eller bremseadfærd. Desuden dokumenteredes det via FleetBoard, at alle speditionschauffører, der deltog i Efficiency Run havde en absolut professionel kørestil. De opnåede således på FleetBoard vurderingsskalaen, der går fra 1 til 10, altid en karakter på over 9,5.

Uwe Burckhardts konklusion: "Fordi vi beregner et stort antal delresultater med vores målemetode står vi efter dette brændstofforbrugsforsøg, som er gennemført under virkelighedstro betingelser, med en række vigtige og brugbare oplysninger om de opnåede forbrugsværdier."



Det første skridt på vejen.

Daimler betragter det succesfulde testforløb med tocifrede brændstofbesparelsesprocenter og den hermed forbundne reduktion af CO2-emissionen som et skulderklap, der indikerer, at det er vigtigt at arbejde intensivt videre i samme retning. Dr. Wolfgang Bernhard: "Efficiency Run var et virkelighedstro praktisk forsøg – som vi gennemførte med stor succes. Vi har langt overgået vores egen målsætning om en brændstofbesparelse på seks procent. Efficiency Run var det første skridt i den retning, som vi fortsætter med at følge. Vi er overbevist om, at der findes et yderligere potentiale for at gøre vores lastbiler endnu mere miljøvenlige og samtidigt at realisere dette mål under hensyntagen til de omkostningsbevidste transportvirksomheders økonomiske aspekter."


Tekniske data.

Efficiency Runs sættevognstrækker Mercedes-Benz Actros.
Kører hos DB Schenker / Große Vehne.

Kabine: L-førerhus, StreamSpace 2,5 m, akselafstand = 3700 mm
  765 ASH (plant gulv)
Motorer: OM 471, 310 kW / 420 hk med TopTorque (Große-Vehne)
  OM 471, 330 kW / 450 hk med TopTorque (DB Schenker)
Kilometerydelse: ca. 50 000 km (køretøj), ca. 5000 km (anhænger)
Fartpilot:: Predictive Powertrain Control
Gearkasse: Mercedes-Powershift 3 (G 211)
Retarder: -
Aksel:: iBA = 2,611
Dæk: SZM FA: Goodyear Fuelmax S: 315/70 R 22,5
  BA: Goodyear Fuelmax D: 315/70 R 22,5
Anhænger: Krone Eco inkl. sidebeklædning og hækspoilerindkøring
Dæk anhænger: Goodyear Fuelmax T: 385/55 R 22,5
Tankstørrelse: Dieseltank til venstre: 570 l
  Dieseltank til højre -
  AdBlue-tank: 75 l

Efficiency Runs ekstra lange Mercedes-Benz Actros
Kører hos Elflein.

Kabine: L-førerhus, StreamSpace 2,5 m, akselafstand = 5800 mm,
  765 ASH (plant gulv)
Motorer: OM 471, 330 kW (450 hk) med TopTorque
Fartpilot: Predictive Powertrain Control
Gearkasse: Mercedes-Powershift 3 (G 211)
Retarder: Sekundær vandretarder
Aksel: iBA = 2,412
Dæk køretøj:
FA: Goodyear Fuelmax S: 315/60 R 22,5
  BA: Blackline: 295/60 R 22,5
Anhænger: Krone SDAH
Dæk Dolly /anhænger: Krone SDAH 445/45 R 19,5
Tankstørrelse: Dieseltank til venstre 500 l
  Dieseltank til højre: 500 l
  AdBlue-tank 75l

Virksomhedspræsentation.

DEKRA.

I 90 år har DEKRA beskæftiget sig med sikkerhed: Det tyske køretøjsovervågningsinstitut, som blev grundlagt i 1925 i Berlin, er i dag en af verdens førende ekspertorganisationer. DEKRA SE er instituttets datterselskab, som varetager den operative drift i koncernen. I 2014 havde DEKRA en omsætning på omkring 2,5 milliarder euro.

Virksomheden beskæftiger omkring 35.000 medarbejdere i mere end 50 lande på alle fem kontinenter. Med kvalificerede og uafhængige eksperttjenesteydelser arbejder de for at skabe sikkerhed i trafikken, på arbejdspladserne og i hjemmet. Porteføljen af tjenesteydelser består af alt lige fra bilsyn og syns- og skøn samt skadesregulering, kontrolopgaver i industri og byggebranchen, sikkerhedsrådgivning samt kontrol og certificering af produkter og systemer samt kursusvirksomhed og ad hoc-opgaver.

I DEKRA Technology Center, der består af et testcenter for køretøjer i Klettwitz og et kollisionscenter i Neumünster, har DEKRA samlet sin kompetence for bilproducenter og leverandører.


DB Schenker.

DB Schenker Logistics er en del af koncernen Deutsche Bahn med ansvar for transport- og logistikaktiviteter. DB Schenker Logistics er – målt på omsætning og aktiviteter – verdens næststørste transport- og logistikvirksomhed. Medarbejderantallet har rundet de 64 000, og omsætningen udgør 14,94 milliarder euro.

DB Schenker har med sine omkring 2000 afdelinger skabt et globalt netværk, der dækker alle vigtige forretningsmæssige regioner i verden. Rygraden i denne succes er de 95 700 medarbejdere i DB Schenker. I regnskabsåret 2014 opnåede man en omsætning på omkring 19,8 milliarder euro - hvilket svarer til omkring 50 procent af Deutsche Bahn-koncernens totale omsætning.

DB Schenker er repræsenteret i omkring 140 lande, men arbejder både med et netværks- og lokalt fokus. Virksomheden tilbyder integrerede serviceydelser: Uafbrudte transportkæder over hele spektret af transportkanaler – jernbane, lastbil, skib eller fly – kombineret med komplekse logistiske supplerende serviceydelser.

Moderselskabet Deutsche Bahn fokuserer konsekvent på at imødekomme de stigende krav om klimavenlige løsninger og har iværksat et eget klimabeskyttelsesprogram, der skal løbe frem til 2020. Med dette program har Deutsche Bahn-koncernen sat sig som målsætning at sænke sin specifikke CO2-emission, det vil sige emissionen i relation til trafikken, med yderligere 20 procent på globalt plan mellem 2006 og 2020.


Elflein.

Virksomheden Elflein Spedition & Transport GmbH tilbyder kvalitetsorienterede og innovative transport- og logistiktjenesteydelser fra elleve forretningssteder i Tyskland og Tjekkiet. Her beskæftiger man totalt mere end 700 medarbejdere. Virksomheden har en vognpark på 375 lastbiler og har i løbet af en årrække har udviklet sig til en væsentlig aktør inden for papir-, fødevare- og bilindustrien. Bæredygtighed & innovation er kerneelementer i Elfleins virksomhedspolitik, hvilket tydeliggøres ved, at man har Tysklands største bestand af ekstra lange lastbiler i sin vognpark. Elflein arbejder med en successiv reduktion af forbruget i sin lastbilsvognpark som målsætning. Således har man i de senere år gennemført en lang række tekniske og aerodynamiske foranstaltninger til sænkning af CO2-emissionen. Fra 2010 til 2014 er det lykkedes at sænke det gennemsnitlige brændstofforbrug for den 375 lastbiler store vognpark med næsten 20 procent.

Anvendelsen af ekstra lange lastbiler og den af Elflein egenoptimerede, akselreducerede variant bidrager i den sammenhæng i høj grad til en forbedring af kundernes og det egne CO2-regnskab. To ekstra lange lastbiler har den samme transportkapacitet som tre traditionelle sættevognstrækkere. Det giver ikke blot en sænket CO2-emission (resultat ved Efficiency Run: -17,4 procent), men mindsker også belastningen på trafikken og vejene tilsvarende. "At deltage i Efficiency Run er helt i tråd med vores virksomheds vision om at gennemføre og bekræfte innovationer så hurtigt som muligt", understreger direktør Rüdiger Elflein. At anvende ekstra lange lastbiler til godstransport er en fremtidsorienteret løsning. Det bekræfter resultaterne af Efficiency Run-forsøget."


Große-Vehne.

Transportvirksomheden Große-Vehne blev grundlagt i 1974. I dag har Große-Vehne mere end 750 køretøjer ude på vejene rundt omkring i Europa. Under navnet GV Trucknet består virksomheden aktuelt af 10 transport- og logistikfirmaer syv forskellige steder i Tyskland, Rumænien og Slovakiet.

Virksomheden har i årenes løb udviklet sig til at være en af de førende transport- og logistikvirksomheder. GV Trucknets virksomheder leverer kerneydelser til kunder fra bil-, tekstil- og drikkevareindustrien samt systemtrafik.

Bæredygtigheden er hos GV Trucknet opbygget i tre fast integrerede søjler. Nemlig miljømæssig, rentabel og social bæredygtighed. Virksomheden er partner i center for bæredygtig virksomhedsledelse på universitetet i Witten/Herdecke og deltager i "Det runde bæredygtighedsbord", som faciliteres af instituttet for bæredygtighed inden for trafik og logistik på universitetet i Heilbronn.

På den baggrund var det ganske naturligt for GV Trucknet at deltage i Efficiency Run. Direktør René Große-Vehne: "For at få transportbranchen til at bidrage til en langsigtet reduktion af CO2-emissionen og understøtte klimabeskyttelsen er det nødvendigt at finde løsninger på udfordringerne med CO2-emission allerede i dag. Og Efficiency Run har bekræftet, at det er hensigtsmæssigt og nødvendigt at anvende kortsigtede løsninger, som allerede er tilgængelige på markedet i dag - som eksempelvis den forudseende fartpilot PPC."


Krone.

Krone-gruppen med hovedsæde i Spelle (i den tyske delstat Niedersachsen) har to grundsøjler i sin virksomhed. Mens produktporteføljen af landbrugsmaskindele sælges i hele verden, fokuserer man på erhvervskøretøjsområdet (Bernard Krone GmbH og forskellige datterselskaber) på det europæiske marked og på Nordafrika samt Centralasien. Det mest betydningsfulde forretningssted inden for erhvervskøretøjsområdet er fabrikken i Werlte. Her producerer man omkring 25 000 køretøjsenheder om året – fra klassiske anhængere og vekselbrosystemer til moderne sættevognsanhængere. Fabrikken i Werlte er i dag Europas største sættevognsproduktionssted i Europa.

Krone har forpligtet sig til, både når det gælder produktionen, men også udviklingen af nye køretøjer, at være opmærksom på bæredygtigheden og at fokusere på miljøvenlige innovationer. Virksomheden støtter derfor anvendelsen af vedvarende energi og nedsættelsen af CO2-emissionen i produktionsprocessen.

På de fire tyske produktionsanlæg i Werlte, Herzlake, Lübtheen og Dinklage samt på den tyrkiske fabrik i Tire er der totalt ansat omkring 1700 medarbejdere. Krone er på trods af de globale aktiviteter fortsat en familievirksomhed under ledelse af fjerde generation af Krone-familien, Bernhard Krone.

Endnu ingen kommentarer