Imponerende lavt brændstofforbrug

panorama

Friske mejeriprodukter til hele landet.

Selvom Jann Hviid kun har haft sin nye, flotte Mercedes-Benz Actros 2563 LS 6x2/4 i en uge, er han allerede imponeret over dens lave brændstofforbrug – den kører 2,9 kilometer på literen, og det synes jeg er flot, siger han.


Regnet ud på en anden måde, så betyder det, at den kører 400 meter længere på en liter brændstof end den bil af et andet mærke, som Actrosen har afløst. Det lyder måske ikke umiddelbart af så meget, men der skal ikke meget hovedregning til, for at forstå, hvad det kan betyde med enten et stort kørselsforbrug eller en stor lastbilflåde. Jann Hviid, som er indehaver af Midtjysk Tanktransport, har godt nok kun to biler – den anden lastbil, som også er af et andet mærke, står ligeledes for udskiftning med endnu en Actros – endda blot få uger efter RoadStars besøg i det Midtjyske. Nærmere betegnet på Nørager Mejeri, som er en af Jann Hviids store kunder. Hans to tankbiler har hver deres funktion. Den ene, som altså snart bliver leveret, kører rundt til omegnes landmænd og henter mælk – hos 11 komælksproducenter og 6 gedemælksproducenter – og afleverer det til mejeriet, som udelukkende producerer det, der engang hed Fetaost. Det må det ikke hedde mere, så nu kalder vi det hvid ost, fortæller Jann Hviid.

Den tankbil, som Jann Hviid selv kører – altså den ny Actros, bruges til såkaldte mellemtransporter.  Det betyder, at Jann Hviid henter restprodukterne fra osteproduktionen på mejeriet – primært fløde, og kører det til et andet mejeri i Holstebro, som har specialiseret sig i smørprodukter som Kærgården. Et andet restprodukt er valle, som køres ud som kosttilskud til svineavlere. Et tredje produkt, som Midtjysk Tanktransport kører ud til svineavlerne, er Lysin, som også er et kosttilskud til grise.



Rettidighed og renlighed.

Renlighed er selvsagt alfa og omega, når der skal transporteres flydende levnedsmidler, og det er én af de ting, der tiltaler Jann Hviid ved denne form for tanktransport. Efter år som selvstændig vognmand startede Jann Hviid i 2012 Midtjysk Tanktransport. Inden da kørte jeg med mange forskellige ting, men det har altid været et ønske at køre mejerikørsel, fortæller han. Og netop renligheden er en udfordring, som jeg godt kan lide at opfylde, siger han og demonstrerer, hvordan tanken efter en transport bliver renset – dels med meget varmt vand samt både syre og base. Landmændene kontrollerer renheden af deres produkter, inden vi henter dem, og mejeriet kontrollerer dem, når vi afleverer dem. Og hvis der er sket en forurening imellem de to kontrolpunkter, så kan fejlen kun ligge ét sted – hos os.

En anden fordel ved mejerikørsel er, at det er fast arbejde, fortæller vognmanden. Vi kører 7 dage om ugen, 365 dage om året, for malkekvæget holder jo ikke ferier. Derfor har jeg også 4 tanktrailere, så der altid er en reserve klar, hvis der skulle være noget galt med én, så vi kan leve op til vores leveringsgaranti.



De små finesser gør den store forskel.

Jann Hviids nuværende Actros har GigaSpace førerhus – stort set standardmonteret, bortset fra læder på sæder og gulv. Den næste får et lidt mindre og smallere førerhus, for den skal kunne komme let rundt på gårdene. Blandt fordelene ved Actros nævner Jann Hviid god retningsstabilitet, en suveræn trækkraft med dens 625 hk og perfekt gearskifte.  I det hele taget er det de små finesser, som gør en stor forskel, siger Jann Hviid. For eksempel lukker dørene nærmest så stille som i en personbil.

Både denne Actros og den kommende er udstyret med flådestyringssystemet FleetBoard. Med så følsomme levnedsmiddeltransporter er det utroligt vigtigt med konstant overvågning og backup, men vi kan også lave forbedringer i kørestil og dermed spare endnu mere brændstof, slutter vognmand Jann Hviid.

Endnu ingen kommentarer