Et enestående klassebillede!

PANORAMA

Et enestående klassebillede!

Transportfirmaet Bach & Pedersen Fragt A/S i Randers har netop fået leveret en hel stribe nye Mercedes-Benz Actros.

Det er ikke hver dag, man ser en kortege på ikke færre end 12 splinternye Actros rulle ind på et firmadomicils gårdsplads. Men det var ikke desto mindre det, man kunne opleve en dag sidst i september i udkanten af Randers, hvor Bach & Pedersen Fragt deler domicil og fragtterminal med Danske Fragtmænd. Og det er et imponerende syn, skulle vi hilse og sige, for RoadStars var med i første række, da det skete.

Firmaet Bach & Pedersen Fragt A/S blev stiftet i 2010, da to hold brødre, Jørgen og Torben Bach samt Carsten Pedersen og Flemming Monberg, slog deres to firmaer sammen. Firmaet ejes og ledes i dag af de fire med Torben Bach i spidsen som administrerende direktør. Men virksomheden har i virkeligheden en historie, der går helt tilbage til 1926, hvor de to brødre Bachs farfar grundlagde firmaet Bach & Søn. Ud over Bach & Pedersen Fragt ejer firmaet også 50 % af Auning Transport med 15 ansatte, som udelukkende beskæftiger sig med transport af tømmer. I moderselskabet er der i dag 125 ansatte. Bilflåden består af 51 biler, og herudover beskæftiger virksomheden også ni selvstændige vognmænd. Af flåden er 31 biler af mærket Mercedes-Benz, og 25 af bilerne kører stykgods i døgndrift.



Antos vinder på økonomien.

De 12 nye Actros er primært en udskiftning af tidligere materiel, fortæller direktør Torben Bach. Og der er selvfølgelig flere parametre, der skal opfyldes, når vi vælger nye biler, siger han. Først og fremmest totaløkonomien, og her er Mercedes godt med. Hvad angår brændstoføkonomi, fremhæver Torben Bach især Antos, som firmaet har ni af, som et godt eksempel, blandt andet med dobbelt så lange serviceintervaller end andre mærker, så den kan klare sig med blot et enkelt servicebesøg om året. Men det er også vigtigt, at vi har et godt samarbejde med den lokale Mercedes-Benz forhandler, og at værksted og service generelt er i orden – og det er det – vi bliver behandlet godt! Chaufførerne er også glade for at køre Mercedes, og de er kommet godt med på komforten – bl.a. med lavere indstigning.



FleetBoard til næste år.

Som alle andre transportvirksomheder har Bach & Pedersen Fragt også oplevet de senere års finanskrise, men alligevel er vi vokset støt og roligt, siger direktøren. Vi har valgt at sprede vores aktiviteter, så vi bliver ikke så hårdt ramt, hvis det går dårligt for en enkelt kunde. Men vi er også meget opmærksomme på brændstoføkonomien, for med så mange biler og så mange kørte kilometer, så er der mange penge at spare på brændstofregnskabet. Et middel til at overvåge og optimere dette er FleetBoard, og netop det har vi tænkt os at koncentrere os mere om til næste år, slutter Torben Bach, inden han skal stille op til klassefoto på pladsen, mens vi andre går for at tage de nye Actros i nærmere øjesyn – og fejre overdragelsen sammen med alle de ansatte, og hvad kunne være mere passende end en omgang hotdogs og fadøl!?



Endnu ingen kommentarer