På tur på Tejo i Lissabon med Hippotrip

Reportage

Opskriften på god underholdning.

Det uventede syn af de gule Hippotrip-køretøjer, når de forcerer Tejo-floden i den portugisiske hovedstad, imponerer passagererne og tilfældige iagttagere i lige så høj grad. Der gemmer sig en Mercedes-Benz-motor bagved, men også masser af underholdning – et samlet koncept, der er gået hen og blevet noget af en succes.


Frank Alvarez har boet i byer som Barcelona og Amsterdam, men den portugisisk-canadiske virksomhedsejer kunne ikke få Lissabon ud af hovedet, og i 2008 besluttede han sig for at skifte sin arbejdsplads i Toronto ud med et „eventyr“ i Portugal. Efter at have set, hvordan konceptet med udflugtsture i paddekøretøjer var blevet en succes på andre rejsedestinationer, var Frank Alvarez helt sikker: Lissabon „har brug for“ en virksomhed som Hippotrip.

Ideen går helt tilbage til 2005, da han udviklede en forretningsplan i forbindelse med sin MBA-uddannelse på Harvard: Frank Alvarez var inspireret af de første ture med paddekøretøjer tilbage i 1994 i Boston, og han så Lissabon som det perfekte sted for en virksomhed af denne type.


Til lands og til vands.

Turen med Hippotrip tager normalt 90 minutter, hvor ca. de 25 minutter foregår på Tejo. Turene afgår fra og slutter i havneområdet Santo Amaro og går over Praça do Comércio, Marquês de Pombal, Jardim da Estrela, Museu da Eletricidade og Mosteiro dos Jerónimos. Ved dokken Bom Sucesso starter turen på vandet, som fører forbi VTS-tårnet, mindesmærket over opdagelsesrejser og Belémtårnet.

Den interessante strækning og den usædvanlige måde at tilbagelægge den på har lokket flere og flere kunder til siden 2013. Sidste år nåede passagerantallet op på 59.000 passagerer, og ifølge vores vært overskred det langt forventningerne fra start. Hemmeligheden ligger, fortæller Frank Alvarez, i den måde, „vi erobrer folks sympati på og i den maksimale underholdning i de 90 minutter en tur varer“. Der er allerede planer om en udvidelse og et fjerde køretøj. „Amadeu“ vil så gøre „Chico“, „Lola“ og „Alegria“ selskab, så de sammen kan opfylde Hippotrips primære målsætning om „at tilbyde en både innovativ og fremragende turistservice“.


Frank Alvarez tvivlede ikke på, at Portugal kunne bruge en virksomhed som Hippotrip.

13 kommentarer