Turbo Retarder Koblingen brænder aldrig varm!

MAGASIN

Turbo Retarder Koblingen brænder aldrig varm!

Det er virkelig tungt materiel, den Herning-baserede transportvirksomhed Tage E. Nielsen A/S kører rundt med. Det er entreprenørmaskiner af sværeste kaliber som store gravemaskiner og rammemaskiner, og det er en af grundene til, at virksomhedens nyeste bil er en Mercedes-Benz Actros SLT til 180 tons vogntogsvægt med den nye og meget roste Turbo Retarder Kobling. Altså en såkaldt sværgodstrækker, som bogstaverne SLT indikerer.


Supergod førerhusindretning.

Og det er netop en rammemaskine – en maskine til at ramme piloteringspæle ned i undergrunden i forbindelse med nybyggerier – som Actrosen skal afhente på en byggeplads i Ørestaden på Amager. Her møder RoadStars både bilen og dens daglige chauffør, Mikkel Sonnenburg. Han er svært tilfreds med bilen. Det er hans første erfaring med en Mercedes lastbil, men han er imponeret - især over koblingsystemet. Man kan ganske enkelt ikke lave de samme manøvrer med lastbiler af andre mærker, siger han. Man kan for eksempel rangere ved meget lav hastighed, og koblingen brænder aldrig varm. Det fungerer rigtigt godt, og generelt er det dejlig bil – en rigtig arbejdshest, siger Mikkel Sonnenburg, som har kørt for Tage E. Nielsen siden 2016. Førerhuset er det største af slagsen, nemlig GigaSpace, og førerhusindretningen er også super god, mener chaufføren. Det er ikke så tit, jeg skal overnatte i bilen, men en sjælden gang i mellem skal jeg bo her en uge i træk, og så er det godt med både god plads og en god køje.


Driftstabilitet.

Tage E. Nielsen startede virksomheden i 1990, og selvom han for nylig har rundet de 70, er han selv stadig på arbejde syv dage om ugen. Vi er jo i en servicebranche, så vi skal være klar, når kunderne har brug for os, som han siger. Han arbejder nu mest på kontoret, men selvom han ikke selv kører lastbil længere, er han også glad for den nye Mercedes sværgodstrækker. Vi har primært anskaffet den på grund af Turbo Retarder Koblingen, og den er vi meget glade for, men herudover er det væsentligste kriterium ved valg af biler stabilitet og en pålidelig drivline, og her har Mercedesen klaret det rigtigt godt i de godt halvandet år, vi har haft den, siger vognmanden. Men jeg vil også gerne have, at vores biler tager sig godt ud, så derfor har vi i godt samarbejde med den lokale salgskonsulent brugt både mange penge og mange timer på at få den helt rigtige og flotteste løsning. Derfor vil Mercedes-Benz også komme i betragtning, næste gang vi skal have ny bil. Bilflåden består i dag af 15 biler, og virksomheden beskæftiger 19 medarbejdere.


Det kører godt i dag.

Som de fleste andre transportvirksomheder oplevede Tage E. Nielsen A/S det også, da finanskrisen satte ind i 2008. Men vi kæmpede hårdt, og derfor led vi ingen store tab, og i dag synes jeg, at det kører rigtigt godt. Vi kører mest i Danmark, men selvfølgelig kører vi til udlandet, hvis en kunde beder os om det. Vi er jo en servicevirksomhed, slutter Tage E. Nielsen.

Bilen er af typen Mercedes-Benz SLT med Turbo Retarder Kobling, GigaSpace førerhus og en 15,6 liters rækkemotor med et moment på 3.000 Nm.

Endnu ingen kommentarer