I sneglefart mod Esbjerg

MAGASIN

I sneglefart mod Esbjerg.

Det er i den grad et forhindringsløb, når et køretøj med en totalvægt på 245 tons skal bevæge sig af små landeveje mellem Ringkøbing og Esbjerg. Der er ingen lange, lige motorveje.


Til gengæld er strækning på de små landeveje som mange steder i Danmark i disse år plastret til med rundkørsler – ofte så små, at det lange køretøj må køre modsat vej i rundkørslen for overhovedet at kunne komme rundt. Med mindre – som visse steder – rundkørslen er gennemskåret af en lige vej, spærret af en bom, netop af hensyn til de lange vindmølletransporter.

Vognmandsfirmaet Frank Nørager & Co A/S har netop specialiseret sig i transport af vindmølle komponenter, og RoadStars har fået lov til at følge en transport af en nacelle på en 17-akslet blokvogn trukket af en halvandet år gammel Mercedes-Benz Arocs op til 250 t 4163. For de uindviede er en nacelle møllens hus, hvorpå vingerne er monteret – altså selve vindmøllens hjerte, og da netop denne nacelle er til offshore brug er også navet monteret inden transport.

Efter aftale med vognmand Frank Nørager og Arocs’ens chauffør, Frank Kokholm, møder vi op på Vestas produktionsfaciliteter i Ringkøbing havn, hvor den drabelige Arocs med nacellen holder klar til afgang. Egentlig må vi først starte kl. 20 af hensyn til den almindelige trafik, fortæller Frank Kokholm, men vi tyvstarter lidt, for pludselig er landevejene fyldt op af vindmølletransporter. En transport af denne størrelse skal have to følgebiler med – én foran, og én bagved. Og følgebilen bagved er faktisk mit bakspejl, siger Frank Kokholm, for jeg kan groft sagt ikke se en disse bagud, så jeg er konstant i radiokontakt med begge følgebiler.

Omkring kl. 19 starter han Arocs’en op, så motoren kan nå at blive varm og opbygge det nødvendige tryk inden start. 19.15 sætter vogntoget sig så i bevægelse, og ved hjælp af Turbo Retarder Koblingen sætter lastbilen sig så i gang med det tunge læs uden problemer.



Den har ikke givet op endnu!

Alene for Frank Nørager A/S har Frank Kokholm kørt i 10 år, og tidligere har han også kørt vindmøller i Skotland, så han er en særdeles erfaren chauffør med især denne type transporter, og da vindmøller ofte sættes op i øde områder, har han prøvet lidt af hvert. Bilen med den ultratunge last skal pløje sig gennem al slags terræn, og Frank Kokholm viser billeder på sin iPhone af noget af det snavs, han og bilen har været ude i: Mudder, høj sne osv. – og den her Arocs har ikke givet op endnu, siger han, og det siger lidt om de kræfter, bilen besidder.

Og generelt synes han også den har en god driftssikkerhed. En uge efter vores besøg skal både han og bilen til Kirkenes, og så kan man næsten ikke komme længere op i Lapland. Så er turen mellem Ringkøbing og Esbjerg nærmest det rene barnemad. Når møller skal f.eks. helt til det sydligste Europa, så er vognmanden ofte med i ruteplanlægningen lige fra møllerne bliver bestilt, og det kan være op til et par år før, de skal stilles op, fortæller chaufføren. Og det fortæller noget om, hvor kompliceret ruteplanlægningen er. Her kan man for alvor tale om logistik, for vejmyndighederne i samtlige de lande, der skal passeres, skal give grønt lys.

Men tilbage til Ringkøbing. Kort uden for byen skal den første rundkørsel forceres, og her er der lagt ekstra belægning i rabatten, så det lange køretøj kan lave en blødere kurve. Den forreste følgebil sørger for fri passage, så anden trafik holdes tilbage i de par minutter, manøvren kan vare. 



Specialist i vindmølletransport.

Som det fremgår af ovenstående er vindmølletransport ikke for hvem som helst. Men Frank Nørager & Co har da også mere end 30 års erfaring i denne branche. Virksomhedens fulde navn er Hjortdal Specialtransport Frank Nørager & Co A/S, og den blev grundlagt i 1982 som Hjortdal Specialtransport af Frank Nørager, og med ham selv som eneste selvkørende vognmand.

Virksomheden har en nyere og velholdt flåde af specialbygget transportudstyr med mere end 185 trailere og blokvognsmoduler, 75 blokvognstrækkere og 6 kranbiler fra 36 til 150 tonsmeter og omkring 125 ansatte. Af trækkerne er de 10 Mercedes, og når det gælder de helt tunge transporter, så er tyskerne altså de bedste, fortæller Frank Nørager. De nyeste modeller er også godt med, hvad angår brændstoføkonomi, og chaufførerne er generelt glad for dem.

Men når vi skal vælge biler, så er det også vigtigt, at vi hos forhandleren har en kontaktperson, som nærmest er til rådighed døgnet rundt, og det har vi hos Mercedes – som jo også har et godt værkstedsnetværk ned gennem Europa, så vi kan komme hurtigt videre, hvis vi har et nedbrud, slutter vognmand Frank Nørager.

Firmaet blev i 2010 kåret til Årets Arbejdsplads af 3F, og der er datterselskaber i Sverige, Polen, England og Tyskland.

21 kommentarer