Hans hjerte banker for bier: José Manuel Pérez med sin Atego 1321 4x4

Reportage

Red bierne!

Verdens bestande af bier falder. José Manuel Pérez, biavler fra Aragonien, kæmper imod denne tendens og bidrager til den biologiske mangfoldighed. Og han har altid sin Atego 1321 4x4 med sig.

Under høsten fra marts til oktober kører José Manuel Pérez omkring 180 kilometer om dagen i sin Atego 1321 4x4.


Den voldsomme summen af adskillige tusinde bier ville få enhver anden til at blive nervøs. Men ikke José Manuel Pérez. Biavleren fra Aragonien i Spanien lader knap til at ænse, at det blot er et spinkelt net, som beskytter hans ansigt mod hundredevis af bier. Han nærmer sig roligt, men fuldt koncentreret bistadet, hvor han som det første tænder for røgpusteren. Bierne opfatter røgen som en trussel, hvilket får dem til at gå i gang med at forberede flugten fra bistadet. Det gør de ved skyndsomt at hamstre honning i deres små bimaver, og de er så travlt beskæftiget med dette, at de næsten ikke lægger mærke til biavleren. José Manuel åbner forsigtigt låget for at tage rammen med honning og bier ud. Han nikker tilfreds: Arbejderbierne har lagt et låg af voks over honningen for at beskytte den. Om et par dage vender han tilbage for at høste honningen.


Ansvar for 650 bifamilier.

"Bier forsøder vores liv," siger José Manuel. For 20 år siden stiftede han virksomheden Apihuecha, som har specialiseret sig i biavl og -salg. "Det er et hårdt, men også utroligt spændende arbejde,", fortæller han. Hans bestand består af 650 bistader med ca. 30 millioner bier. José Manuel bedriver nomadebiavl, hvilket betyder, at han bruger sin lastbil til hele tiden at flytte bistaderne til nye steder, hvor blomstringen netop er begyndt. "Temperaturen er meget vigtig," fortæller han. Bier kan kun transporteres ved temperaturer under 14 grader celsius. Derfor udføres transporten altid om natten, når det er sommer.



Høsttid med Atego 1321 4x4.

José Manuel transporterer de fyldte bikager og bistaderne med sin Atego 1321 4x4. Et bistade kan veje op til 150 kilo. "Jeg parkerer min Atego omkring 50 meter fra bistadet. Og den har firehjulstræk, så jeg kan uden problemer bruge den i vanskeligt terræn." José Manuel bruger sin Atego fra marts til oktober – i høsttiden – og kører aldrig mere end 180 kilometer pr. dag. Normalt udnytter José Manuel ikke den fulde lastkapacitet på fem ton, fordi han ikke bryder sig om at stable bistaderne oven på hinanden. Lastbilens kran er desuden konstrueret på en måde, så han kun kan løfte et bistade ad gangen.


"Jeg parkerer min Atego omkring 50 meter fra bistadet. Og den har firehjulstræk, så jeg kan uden problemer køre i vanskeligt terræn.“

José Manuel Pérez, stifter af virksomheden Apihuecha


Det er nødvendigt at beskytte sig mod stik, når man besøger bierne.


30 ton honning pr. år.

I øjeblikket høster José Manuel 30 ton sortspecifik honning pr. år. Bierne samler nektar til honningen i området omkring Borja og Tarazona – fra rosmarin, timian og egetræer. De forskellige honningsorter har forskellig farve, smag og konsistens. Så snart tavlerne med honning ankommer til firmaets hovedsæde, overtager María José Lahuerta, José Manuels hustru, ansvaret for den videre forarbejdning. Hun lægger med præcision hver enkelt honningtavle ind i en maskine, som fjerner vokslaget. Derefter slynges tavlerne. Og efter at hun har siet honningen, er den færdig og klar til at blive fyldt på beholdere.

José Manuel kan stadig huske sit første møde med bier. Dengang var han blot otte år gammel: "Jeg fik frygteligt mange stik, men det gjorde ikke noget! For jeg var bare så fascineret af bierne og deres måde at arbejde på." I dag, 40 år senere, kan han med stolthed sige, at han bidrager positivt til biernes biologiske mangfoldighed og tager afstand fra de pesticider, som udgør en trussel for bierne.



Stikordet er bier.

Bier forsøder vores liv. Mere end en tredjedel af alle plantearter, som bruges til menneskeføde, bestøves af bier. De sociale insekter har eksisteret i hundrede millioner af år og sikrer den biologiske mangfoldighed foruden at skabe balance i økosystemerne.

Vilde bikuber giver ikke lige så meget honning som de kunstige bistader. Når vokskagerne er fyldt i naturen, forhindrer arbejderbierne bidronningen i at lægge flere æg. I de kunstige bistader tilfører biavleren ekstra tavler, så dronningen kan fortsætte med at lægge æg og arbejderbierne producere endnu mere honning. Normalt fjerner man kun en tredjedel af honningen fra bistadet, så biernes behov også tilgodeses. 


Apihuecha har en bestand på omkring 30 millioner bier.


Pesticider udgør en trussel for bier.

I det seneste årti har verdens bibestande været ramt af massedød. Eksperter mener, at dette skyldes den tiltagende anvendelse af pesticider. Den alarmerende tilbagegang i verdens bibestande er så slem, at det har fået verdenssundhedsorganisationen WHO og EU til at reagere. I USA er bier kommet på listen over truede arter. "Hvis bierne uddør, vil der fire år senere heller ikke være nogen mennesker,“ har Albert Einstein engang sagt. Hvis det passer, så ligger vores fremtid i hænderne på mennesker som José Manuel Pérez.


Fotos og video: Begoña Tremps

4 kommentarer