André Pereira har to store passioner: At køre lastbil og at drikke kaffe

ROADSTARS MØDER

Varme pauser.

André Pereira elsker at være på farten. Han holder af skønheden i naturen og arkitekturen i de europæiske metropoler – men frem for alt er han vild med kaffe!


For knap 4 år siden opdagede André sin passion for at køre lastbil: „Jeg havde allerede prøvet forskellige andre jobs. Men så snart jeg satte mig ind bag rattet i en Mercedes, vidste jeg det bare: Det her er lige mig“, fortæller han. Den 28-årige chauffør fra Lissabon elsker at være på farten rundt i verden: „Jeg kender næsten alle europæiske storbyer. Jeg synes det er fantastisk!“

Han går dog også meget op i at holde sine hvilepauser. Så drikker han nemlig altid en kop varm, stærk kaffe. „Jeg kan simpelthen ikke undvære smagen“, erklærer han. Af samme grund har han altid en stor dåse kaffepulver med i førerhuset. „Jeg kan måske glemme at tanke, men min kaffe? Aldrig!“, siger han med et grin. Elkedel, krus og ske er lige så uundværlige og derfor altid med i Actros'en.

Når vejret tillader det, tager André bord og stol frem fra opbevaringsrummet og stiller dem op udenfor. Så sætter han sig godt til rette og nyder udsigten med en kop varm kaffe i hånden. „Jeg elsker naturen og alle de nye indtryk, den giver mig“, siger han.



„Så snart jeg satte mig ind bag rattet i en Mercedes, vidste jeg det bare: Det her er lige mig.“

–  André Pereira, Actros-chauffør med forkærlighed for kaffe


Fotos til familien.

Når André har tid nok til det, efterlader han sin lastbil på en sikker parkeringsplads og benytter lejligheden til at se nærmere på byen i nærheden. „Jeg beundrer arkitekturen i storbyer som Berlin, Warszawa eller London.“ André forsømmer aldrig en mulighed for at fotografere ekstra smukke bygninger eller monumenter med sin mobiltelefon. Billederne viser han til sin kone og søn hjemme i Lissabon.

„Jeg har ikke så meget tid sammen med min familie“, siger André, „men jeg gør alt for, at de stunder, vi har sammen, bliver rigtig dejlige.“ Og er der så noget bedre end at blive siddende ved bordet efter maden og få sig en god hyggesnak? Selvfølgelig med en god kop kaffe ved hånden.


Foto: Begoña Tremps

6 kommentarer