Carsten Nørgaard tænker ikke på at holde op foreløbig

RoadStars møder

Med kaffe og godt humør.

Hos Carsten Nørgaard er det kun lasten i hans Actros 2545, der er kold. Derimod kan hans smil få dybfrostvarer til at smelte.

Med sin kun et år gamle Actros 2545 har Carsten allerede tilbagelagt 100.000 kilometer.


Mens mange allerede drømmer om pensionen, når de er 61, er det slet ikke aktuelt endnu for Carsten Nørgaard fra Holstebro. „Jeg er glad for mit arbejde og tjener gode penge“, siger Carsten, som er far til fem voksne børn. „Om seks år kunne jeg godt nok holde op med at arbejde. Men jeg tror, at der snarere vil gå ti år. Måske på deltid på et tidspunkt.“

Hidtil har det nogle gange været på mere end fuld tid, at Carsten har siddet bag rattet for speditionsfirmaet Nagel Liller, der hører til Nagel Group. At stå tidligt op hører med til jobbet. „Men med fem krus varm kaffe kommer jeg godt igennem dagen“, siger Carsten med et skælmsk smil. „Og min Actros kører alligevel næsten af sig selv“, siger han med henvisning til det moderne tekniske udstyr. Den lyseblå Actros 2545 har i godt et år været en del af vognparken hos Nagel Liller.



Frihed bag rattet.

Carsten er især glad for selvstændigheden i sit job: „Inden for firmaets regler er jeg fri til at gøre, hvad jeg har lyst til.“ I hans tidligere erhverv var det anderledes. Han arbejdede internationalt som sales manager i en virksomhed for skibslak og var ansvarlig for 100 medarbejdere. „Jo mere man har med mennesker at gøre, jo mere holder man af dyr“, siger Carsten med et grin.

En enspænder er han dog på ingen måde. Han påskønner afvekslingen – „hver dag er forskellig“ – og den daglige kontakt med op til 20 kunder. „Men så stort ansvar for medarbejdere, det har jeg ikke lyst til mere.“ Fra det gamle job har han dog taget kærligheden til det engelske sprog med sig. „Jeg forsøger at tale så meget engelsk som muligt.“


„Min Actros kører næsten af sig selv.“

– Carsten Nørgaard, trucker fra Holstebro i Jylland


Tosset med håndbold – og porre.

På hans ture med frosne fødevarer – nogle gange fisk, nogle gange frosne brødvarer – tværs igennem Jylland sker det nu ikke så ofte. Men så har han muligheden på sine private rejser med hustruen, senest til Tyrkiet.

Fritiden tilbringer parret allerhelst i haven eller i campingvognen. Den står på en campingplads 25 kilometer fra Holstebro. En fælles passion for dem begge er håndbold. Om vinteren kører de gerne igennem hele Danmark og helt til Flensborg for at se vigtige kampe.

Efter en dag på vejen er det vigtigt for Carsten, at han kan tilbringe aftenerne derhjemme med sin kone. Nogle gange ved han godt nok først i løbet af dagen, hvornår han kan holde fyraften. Men selv om det skulle blive lidt sent, bliver det fælles aftensmåltid med konen aldrig droppet. Og Carsten bliver altid ekstra glad, hvis hun har lavet hans livret: Farseret porre.


Foto: Claudia Behrend

Endnu ingen kommentarer