Uanset, hvor João Gonçalves kører hen – skakbrættet har han altid med

RoadStars møder

Skakmat!

Langturschaufføren João Gonçalves er fan af strategi og logik. Intet under, at han spiller skak ved enhver lejlighed.


To konger, to dronninger, fire løbere, fire springere, fire tårne, 16 bønder og et skakbræt – det er alt, hvad João Gonçalves behøver for at kunne skifte fra arbejde til at slappe af. Det – og naturligvis en modspiller. Joãos begejstring for skak er så stor, at han endda spiller mod sig selv af og til. „Jeg forsøger ikke at snyde og at trække lige godt for begge sider“, siger han og smiler.

João bor i Viana do Castelo, som er en lille by i det nordlige Portugal. Naboerne kender også til hans hobby. Nogle gang improviserer de skakturneringer, som de overrasker João med, når han kommer hjem efter lange ture. Han har også lært sine to børn på elleve og ni år at spille skak. „Dette spil er egnet for alle aldre. Man skal blot kende reglerne og kunne tænke strategisk“, siger João.


„Skak kan man også spille, selv om man ikke taler det samme sprog.“

– João Gonçalves, Actros-chauffør fra Portugal



Lykkefarve: Hvid.

Når han holder pause undervejs, prøver han at finde kolleger på rastepladserne, som vil spille et parti skak med ham. „Skak kan man også spille, selv om man ikke taler det samme sprog“, siger han.

Selv om logik og et køligt overblik er så vigtigt i skak, er João en smule overtroisk: „Det er min fornemmelse, at de hvide figurer bringer mig held.“ Før hvert spil har João en bestemt strategi i hovedet: „Jeg koncentrerer mig om midten af brættet for at styrke forsvaret af kongen.“

Han bliver ofte spurgt, om han også spiller computerskak. Men João foretrækker absolut ægte figurer og menneskelige modstandere. „Måske er jeg lidt konservativ dér, men der er ikke noget bedre end at tage modspillerens konge af brættet, mens man siger det magiske ord: Skakmat!“


Foto: Begoña Tremp

3 kommentarer