Specialkøretøj på besøg i Esbjerg

Arocs

Fint besøg i Esbjerg - Arocs 3258 8x4.

Bent Pedersen i Esbjerg havde inviteret kunder og leverandører til demonstration af en suge/grave opbygning og andre spændende opbygninger.

På en herlig junidag med blå himmel og burgere ad libitum, havde Mercedes-Benz forhandleren i Esbjerg Bent Pedersen og opbyggeren Ove Kock inviteret til åbent hus med demonstration af både et spændende suge-grave specialkøretøj og fremvisning af flere færdigopbyggede Mercedes-Benz og Fuso modeller.

 

Arocs suge-grave bilen er bygget på en 3258 8x4 Tridem med 2,3 m førerhus og lav indstigning. Bilen har 9 ton for- og efterløbsaksel. Opbygningen er foretaget af MTS i Tyskland, som Ove Kock har agenturet for i Danmark.

Bilen, som er leveret til K-Rens i Esbjerg, kan helt bogstaveligt suge huller i jorden i stedet for at grave. Det gør den meget mere nænsom over for kabler og rør i undergrunden. Samtidig kan der bores meget mindre huller end med en grab, og metoden gør desuden at der ikke er noget jord tilbage på fortov eller vej, idet alt bliver suget op i tipladet, der kan rumme op til 12 m3.


Den glade chauffør Finn Jacobsen fortæller, at han faktisk har en fortid som selvstændig vognmand med en enkelt Volvo trækker, der primært kørte køl. ”Så det er noget helt andet at komme op i en entreprenør-bil med så meget teknik, der skal styres med sikker hånd. Og så er der jo lidt flere og større aksler på bilen end på min gamle Volvo”, fortæller Finn Jacobsen.

Vognmanden Anders Kold, der ejer K-Rens har ellers tidligere primært kørt MAN, men har nu udelukkende Mercedes-Benz. ”Ikke mindst fordi der er rigtig fin support hos Bent Pedersen, og de følger godt op på tingene. Og så går bilerne jo stort set aldrig i stykker”, siger Anders Kold.
 


På gårdspladsen hos Bent Pedersen viste Finn suge-aggregatet og tippelad ”live” og mange m3 jord blev problemløst og præcist flyttet fra en container til ladet og videre til en anden container. Og uden at Finn rystede på hånden, til trods for at det var en af de første gange han skulle håndtere den avancerede fjernbetjening.



Flere af K-Rens’ biler var på plads til arrangementet i Esbjerg. Blandt andet den fine lille Atego 1530 slamsuger, der bærer navnet ”Lille Sut”, og kalder sig ”byens bedste pølsevogn” på skiltet over opbygningen. På billedet ses Ole Hansen fra Ove Kock, der har solgt opbygningen og Klaus Kjær Jørgensen, der har solgt lastbilen.

Blandt de andre biler på pladsen var der to færdigopbyggede Fuso Canter. Den ene med 3-vejs fabriksmonteret lad, og den anden med hejs. Begge klar til omgående levering. Et par fine nye trækkere til HSC i Esbjerg, udsmykket med de karakteristiske skibe over dørene, havde også fundet vej til pladsen.

En fin dag for både ejer Anders og chauffør Finn fra K-Rens, og bestemt også for de to leverandører Ole og Klaus.
 


Endnu ingen kommentarer