Ingo Graul transporterer helikoptere gennem Europa med en Actros 1848

Reportage

Bedre end at flyve.

Krævende kunder, dyre laster og ordrer med kort varsel: Med sin Actros og specialsættevognen transporterer Ingo Graul helikoptere i alle størrelser – for eksempel en EC225 Super Puma.


Varmen flimrer over asfalten på forpladsen. I den gamle lufthavn Kassel-Calden er forberedelserne til at starte en Airbus-helikopter i gang. Men helikopteren bliver på jorden under hele denne transport. Ingo Graul og hans sølvfarvede Actros 1848 gør dette muligt.

Den 53-årige har i snart to år været fører af Heli-Shuttle hos Airglaze Aviation. Actros’en trækker en specialblokvogn, der ikke kun kan forlænges men også gøres bredere. Med dette udstyr kan Ingos lastbil læsse helikoptere af vidt forskellige konstruktioner og størrelser. Helikoptere er ikke bare dyre i sig selv, flyvetimerne med dem er det også. »Ved regelmæssige eftersyn i forbindelse med service og vedligeholdelse er det derfor tit billigere at transportere luftfartøjerne til deres destination på landjorden i stedet for at flyve med dem«, siger Ingo.



Tidligere transporterede Ingo både.

Et fastsurringsøje: 5.000 euro. En beskyttelsesplade: 12.000 euro. En sensor: 20.000 euro. Når Ingo Graul nævner alle de ting, der kan gå i stykker under en helikoptertransport, og hvor dyrt det kan blive, bliver man helt nervøs. »Man skal bare være lidt mere forsigtig end ellers, så går det«, siger Ingo.

Chaufføren, der er født i Bremen, har masser af erfaring med værdifulde laster. Han har tidligere arbejdet i flere år med transport af yachter, så han ved alt om dyre laster og krævende kunder.



»På- og aflæsningen er særligt tricky. Tidligere brugte man en kran til dette«, fortæller Ingo. »For at kunne passe til konventionelle anhængere skulle chassiset på EC225 for eksempel demonteres.« Med Heli-Shuttle skal helikopteren bare skubbes på plads.

»Dermed behøver vi ikke at leje nogen kran i længere tid. Vi er hurtigere og mere fleksible«, siger Ingo. Dette er særligt vigtigt ved de såkaldte aircraft-on-ground-anvendelser. Her skal havarerede helikoptere gøres flyvedygtige igen så hurtigt som muligt. »Det tager lang tid, hvis vi først skal bestille en kran til afhentningsstedet til en redningshelikopter. Og det handler også om menneskeliv.« 



Raffineret teknik.

Ingo justerer lastbilen og anhængeren på den asfalterede forplads foran hangaren. Et lille stykke frem, et lille stykke tilbage, så den gule kørebaneafmærkning befinder sig nøjagtigt i midten under vogntoget.

»Dette er den rigtige position, når vi skal skubbe helikopteren op«, forklarer Ingo. Derefter klatrer han ud af førerhuset for at aktivere bremsen på bagakslen på sættevognens bagende.

Og så tilbage til rattet igen. Gashåndtaget betjenes en smule, og Actros’en forlænger den teleskoperbare anhænger med fem meter.



Chefen står selv for læsningen.

Efter at hydraulik- og pneumatikledningerne er løsnet, kan den bageste del af anhængeren frakobles. Ingo parkerer lastbilen et stykke derfra og begynder at opbygge ramperne og udvidelsen i bredden. Og det er på tide, for fra den anden ende af forpladsen kommer et hvidt køretøj kørende.

»I dag kører chefen selv«, siger Ingo. Hans chef, der hedder Graham Clarkson, stiger ud af bugserkøretøjet. Og også i det næste trin vil Clarkson selv sidde bag rattet. Skotten manøvrer EC225 op på blokvognen, mens Ingo og hans kollega Marcel Lohse giver håndsignaler. 



På det seneste har der været to Heli-Shuttles i brug.

Kollegaen Marcel Lohse hjælper med at surre Super Puma fast på sættevognen. Den 29-årige har kun siddet bag rattet på den anden Heli-Shuttles i seks uger.

Før det arbejdede den uddannede flyvemaskinemekaniker med transport af både. »Efterspørgslen efter helikoptertransporter er ekstremt høj«, siger chefen Graham Clarkson som forklaring på anskaffelsen af den anden lastbil.

»Da vi fik idéen til vores shuttle, havde vi allerede de første ordrer i bogen, før anhængeren overhovedet var bygget. Og nu kører vi allerede med to.« Heli-Shuttle har allerede transporteret omkring 90 helikoptere. 



En Super Puma til Shanghai.

Kl. 19. Efter et par timers pause går vi i gang. Drøftelse af situationen med besætningen på de ledsagende køretøjer BF-4 og BF-3. Ruten fører fra lufthavnen Kassel-Calden først ca. 30 kilometer via Bundesstraße 7. »Her skal vi lave et engelsk sving. Ellers kommer vi ikke igennem«, siger Ingo og peger på et brokryds i sin road book. »Det vil sige: køre ned på vejen via nedkørslen og den modsatte kørebane.« Kort før kl. 20 er vi alle sammen klar, og vogntoget ruller afsted. Foran Ingo venter en strækning på ca. 430 kilometer. Hans destination: den internationale havn i Bremerhaven. Derfra fortsætter turen to dage senere, og igen er det uden flymaskine: Turen går til Shanghai i Kina med et fragtskib. Og her er det så andre, der skal sørge for, at han kommer sikkert frem.


Fotos: Sebastian Vollmert
Video: Martin Schneider-Lau

30 kommentarer