4-Xtremes – del 14: Begivenhedsrigt årsskifte for Mike og Andrea

Når man har rejst længe nok, tæller man på et tidspunkt kun de lande, man ikke må rejse ind i. Det sagde en af vores venner engang. I den forstand er vi stadig nybegyndere. Men der er ét land, hvor vi allerede har været uheldige ved grænsen to gange. Hvilket land er det? Det afslører vi et par afsnit længere nede.

I slutningen af forrige år tilbragte vi flere uger i Kroatien. Vi kørte kun korte strækninger pr. dag, og undervejs så vi mange landsbyer, som formodentlig er blevet forladt under krigen i 90erne. Men heldigvis er der endnu flere byer i Kroatien, som ikke bærer præg af disse mørke år. Vi var meget imponerede over klosteret Visovac. Det ligger ikke langt fra kystbyen Šibenik på en lille ø i nationalparken Krka.

Tvungen pause i Split.

I Split måtte vi igen indlægge en tvungen pause. En af sideforlygterne på Axor'en var stået af – og reservedelen, som var bestilt i Schweiz, lå adskillige dage i tolden. Da vi på grund af gråvejret ikke kunne regne med vores solcelleanlæg, satte vi kursen mod en campingplads med sikker strømforsyning og benyttede tiden til at lægge planer for den videre rejse. Desuden udforskede vi den imponerende gamle bydel i Split. Da pakken med forlygten endelig ankom, var vi alligevel glade.

Med fulde batterier og vandtanke gik turen videre langs kysten i sydøstlig retning. Kort før Dubrovnik kører man et par kilometer gennem Bosnien-Hercegovinas territorium, som strækker sig helt ud til Adriaterhavet her. Normalt rejser man ind i Kroatien igen efter et par minutter. Denne gang holdt vi i kø i næsten to timer – juletrafik. Vi hentede snacks i førerhuset og nød den dejligt varme sol bag ruden.

Lost places i nærheden af Dubrovnik.

Da vi var ankommet i Dubrovnik, lagde vi mærke til, at Aimée ikke havde det godt. I løbet af natten måtte vi ud med hende næsten hver time, fordi hun havde diarré. Havde varmen i køen været for meget for vores gamle dame? Næste morgen havde Aimée det stadig ikke bedre. Derfor tog jeg – Andrea – alene ind i den historiske by Dubrovnik. At udforske denne skønne by på en søndag morgen i december helt uden andre turister var en fantastisk oplevelse.

Syd for Dubrovnik kunne vi give os hen til fascinationen af lost places. Vi fandt opgivne hoteller fra jugoslavisk tid: tre betonbygninger og i midten af dem et, som engang har været meget kønt og stadig spreder charme trods krigssporene i facaden.

Ro i bjergene.

I dag skydes der heldigvis kun med fyrværkeri i Kroatien. Men det sker også i stor stil i dagene op til nytåret. Fordi det stresser Aimée, tilbragte vi nogle nætter i bjergene bag Dubrovnik. Her var der fred og ro, og vores tæve kunne endelig komme sig.

Fra det sydlige Kroatien kommer man via Montenegro og Albanien ret hurtigt til Grækenland. Men på dette tidspunkt var grænsen mellem Albanien og Grækenland lukket for turister. Derfor besluttede vi os for at rejse gennem Montenegro, Serbien og Bulgarien til Tyrkiet. I Montenegro var vejret ekstremt dårligt, og der lå sne i bjergene. Derfor kørte vi nonstop til grænseovergangen til Serbien, overnattede på en parkeringsplads og gjorde os klar til indrejsen om morgenen.

Materielskade i Serbien.

Desværre var grænsebetjentene meget strikse. De kontrollerede ethvert rum, ethvert krydderi, ethvert medikament og åbnede endda afdækninger til ledningsnet. Igen og igen stillede betjentene os adskilt de samme spørgsmål om stoffer. Det var altså grunden til det store postyr! Vi viste og forklarede beredvilligt alt, og efter to stive timer opgav de.

Så var der kun ti timer tilbage til at tilbagelægge de knap 350 kilometer til den bulgarske grænse. En længere transit ville have krævet negative coronatests. Frem til den nærmeste motorvej skulle vi tilbagelægge et godt stykke på veje, som kun lige er brede nok til, at to lastbiler kan passere hinanden. Hvis der så også opstår huller i vejen, siger det bang. Heldigvis kostede det kun et sidespejl. Efter så mange kilometer uden ulykkesskader måtte det jo ske på et tidspunkt.

Foto: 4-Xtremes