4-Xtremes – del 20: I mål! Andrea og Mike Kammermann kommer til Afrika

Cap Angela er Afrikas nordligste punkt. Det ved vi ikke kun fra Wikipedia. Nej, for vi har oplevet den klipperige landtunge i Tunesien. I de kommende måneder vil vi udforske kontinentet. At krydse Middelhavet var – ligesom så meget andet på vores »World Tour« – mere kompliceret end forventet.

Oprindeligt ville vi højst tilbringe én uge i Italien for derefter at tage færgen til Tunesien i vores Axor og være i karantæne dér i de foreskrevne syv dage. Men så forlød det, at denne karantæne snart ville blive afskaffet. Altså besluttede vi os for at blive i Italien indtil da. 

Pompeji lukket, til gengæld fri sightseeing i Rom.

I nærheden af Salerno ligger Pompejis arkæologiske steder, som er et fremragende udflugtsmål. Men i Italiens provinser bliver der hver uge lavet nye lockdown-regler. Og netop om mandagen, da vi ankom til Pompeji, blev regionen Campania sat på rød. Og så var alle seværdigheder lukket.

Regionen Lazio med hovedstaden Rom var på det tidspunkt på det gule trin, som betød åbne forretninger, restauranter og seværdigheder. Og fra Rom er der ikke langt til Civitavecchia, hvor færger sejler til Tunesiens hovedstad Tunis. Afsted til den evige by!

Modtaget af en schweizergardist.

Vi udforskede Rom i tre dage, indtil vi fik ondt i fødderne. Det næsten mennesketomme centrum inden solnedgang gav en helt særlig stemning. Vi nød også en pizza et sted, hvor vi havde udsigt til Colosseum. Men højdepunktet var en guidet tur i Vatikanet arrangeret af kapellanen i schweizergarden, hvis nummer vi havde fået af en bekendt, som selv havde været gardist engang.

Uden for Rom udforskede vi nekropolen i Cerveteri fra den tidlige jerntid. Gravene er tilgængelige, og frivillige frilægger stadig flere, i alt er det ca. 2.000. Da vi spadserede mellem rækkerne af grave, havde vi en fornemmelse af at være landet i en »Indiana Jones«-film.

Meget rod, mange spørgsmål.

I Civitavecchia fik vi lavet endnu en coronatest og fik klaret en opfriskning af vores vaccinationer samt en gyldig sundhedsattest til Aimée. Desuden sørgede vi for at få nok specialfoder til vores bedagede hunhund og få fyldt vandbeholderne med frisk vand. Vi startede en fredag aften via Palermo til Tunis. Lørdag omkring midnat kørte vi af færgen.

Aldrig har vi oplevet så meget kaos ved en grænse. Som udlændinge skulle vi gå ind i en lille bygning, hvor passene landede uordnet på den ansvarlige embedsmands bord. På et tidspunkt blev vi kaldt frem og skulle oplyse, hvor længe vi ville blive i landet, om vi rejste i køretøj, og hvor mange kontanter vi havde på os.

En hård »dom«.

Og så kom vi til problemet: Selv om de syv dages karantæne var passé, ville embedsmanden se en hotelreservation. Den havde vi naturligvis ikke. Lige så lidt som nogle af vores venner havde, der nogle dage forinden kunne indrejse uden problemer. Vi måtte vente udenfor på faxen fra ministeriet. Kort før kl. 5.00 om morgenen kom vores »dom«: Vi skulle tilbage til Italien! På grund af den manglende reservation. Selv om vi kører i en autocamper.

Det næste kvarters tid var ét stort kaos. Andre rejsende, der blev afvist, forlangte at få indrejsetilladelse. Embedsmænd afventede ordrer. En repræsentant fra rederiet forsøgte at forhandle for alle. Der blev diskuteret på arabisk, fransk og italiensk. Tolderne ville have fyraften, og færgen ventede. Til sidst sendte den ansvarlige embedsmand os og otte andre køretøjer tilbage.

»Bevæbnet« med dokumenter og optimisme.

Da vi igen holdt på færgen, var fortøjningerne allerede sluppet. Kl. 6.00 faldt vi dødtrætte omkuld i sengen i kahytten. Efter i alt 60 timer på færgen var vi igen i Civitavecchia. Vi kørte hen til den strand, hvor vi havde camperet inden overfarten, og vi kunne stadig ikke tro, hvad der var sket.

Hvad gør man så? Ved en landegrænse ville man bare prøve endnu engang. Men skulle vi prøve den lange overfart igen? I starten var motivationen lille. Men på et tidspunkt blev vi enige om, at det ville være for ærgerligt ikke at prøve igen. Så fire dage senere stod vi igen på havnen. Den lastansvarlige genkendte os og jokede med, om vi ville sejle tilbage med ham. Men nu var vi »bevæbnet« med masser af dokumenter og optimisme.

Denne gang gik det hurtigere efter ankomsten – en time efter havde vi fået stemplerne i vores pas. Men grænsebetjentene ville ikke gøre det for nemt for os: Bilkontrol, stempling af adskillige papirer ved tre embedsmænd, kørsel hen til en vagtpost for at aflevere og modtage nye papirer, som igen blev stemplet utallige gange. Det hele foregik med en ubehagelig følelse i maven.

Fotos: 4-Xtremes