4-Xtremes – del 7: VIP-plads på Nordkap for Andrea og Mike

I dag beretter vi fra det nordlige Norge, hvor naturen hele tiden viser sig i nye, efterårsagtige gule nuancer. Vi er ankommet til rejseland nummer otte på vores »World Tour«. Først og fremmest har vi dog nået det første store etapemål, som vi satte os ved den takket være coronaen krævende ruteplanlægning: Nordkap – som man kommer til på typisk norsk vis. 

Denne etape startede i nærheden af den finske by Rovaniemi tæt på polarcirklen. Ligeså bizar denne »julemandens hjemby« er – det har vi jo tidligere berettet om – ligeså spændende er regionen rundt om. Ved et tilfælde opdagede vi i byen Tervola en af Finlands ældste trækirker. Den blev bygget i 1687 og står lige ved siden af en større, ligeledes rød trækirke, som heller ikke er meget yngre. En flink nabo bankede på hos præsten, og så fik vi lov til at besigtige begge kirker og beundre de store træovne.

Uden stop til Norge.

På tilsyneladende uendelige veje kører vi gennem skove i den befolkningsfattige region Inari. Et par dagsture længere fremme sluttede Finland så alligevel, og vi krydsede grænsen til Norge – uden at blive standset. Og vi frygtede ellers, at vi som schweizere ikke uden videre kunne komme ind i landet. Men måske tænkte politifolkene med rette, at vi alligevel ikke havde været i vores hjemland i mange uger.

Efter en nat ved et vandfald »holdt vi kursen« mod Barentshavet. Her i det nordøstlige Norge er vandet klart som i Caribien. Men det står også klart, at det er alt for koldt at bade i. Nætterne bliver ligeledes friskere. Egentlig ville vi gerne forvarme førerkabinen, men parkeringsvarmen virker ikke. Sidst fik vi den repareret i Rusland – og også dengang var det temmelig koldt.

Hele tiden et fotospot.

Man skal ikke undervurdere afstandene i Norge: Fra den første udsigt til Barentshavet er der nogle hundrede kilometer til Nordkap. Jo længere nordpå man kommer, desto vildere bliver landskabet og desto mindre trafik er der. Der er hele tiden nye fotospots. Lyset skifter hurtigt, og lysstemningerne er ganske enkelt episke.

Nordkap, som er vores mål, ligger på en ø. Nordmændene er mestre i at bygge tunneler. Det siger sig selv, at vejen til øen ligeledes fører gennem en tunnel, som er næsten syv kilometer lang. På det laveste punkt i tunnelen befinder man sig hele 212 meter under havets overflade.

Fri bane – kun for os.

Da vi ankom til Nordkap, kunne vi kun tælle fem andre autocampere. Stedet er lavet til busser fyldt med turister – og alligevel havde vi stedet næsten for os selv. Nogle gange opnår man bare fordele med corona.

Vi havde på forhånd undersøgt, at vi måtte køre frem til metalglobussen, som helt foran på en klippe markerer Nordkap. Normalt får man kun lov til at køre til parkeringspladsen for de besøgende. Men under bestemte betingelser bliver der gjort en undtagelse. Og de ansvarlige lagde således fjeldblokkene, som ellers blokerer grusvejen, til side kun for os.

Fuld bredside om natten.

Og så oplevede vi, hvordan trafikken igen tiltog, og udvalget af overnatningssteder aftog. Ikke at forglemme natten på en plads med særligt smuk udsigt til hav og bjerge, hvor en storm ramte os fra siden med fuld kraft. Axoren gyngede så meget, at vi kort og godt valgte at parkere et andet sted.

Stormen rasede endnu et par dage, mens vi kørte mod Alta. Det spændende ved det hele var, at når vindstødene i en fjord var ekstremt kraftige, kunne man nogle gange næsten ikke mærke dem i den næste fjord. Om et par dage kommer vi til Lofoten – og vi håber meget, at fronten med dårligt vejr så er opløst.

Fotos: 4-Xtremes