Andrea og Mike afslutter deres ekstremtur. Og er allerede tilbage på vejene igen – del 13

Gåtur på den forladte bobbane.

Inden hovedstaden Sarajevo snoede vi os over smalle bjergveje, indtil vi nåede et helt specielt udflugtsmål: den forladte bobbane fra de olympiske vinterlege i 1984. Heldigvis var der stort set ingen trafik, så det var sjovt at køre. Vi mødte kun et par bønder, som vinkede venligt til os. I sådanne øjeblikke følte vi, at det var lidt upassende at køre rundt i en militærgrøn lastbil, for det er jo ikke længe siden, at dette land oplevede en forfærdelig krig. Men det var alligevel en fantastisk oplevelse at gå ned ad bobbanen, som er dekoreret med graffiti – og prustende opad igen.

Derfra gik turen videre ned ad bjerget i Axor'en og ind i centrum af Sarajevo. Basaren i byen mindede os virkelig meget om vores tid i Tyrkiet og Iran, som kun ligger et par måneder tilbage. I Sarajevo sætter krigen også stadig tydelige spor: Der er stadig skudhuller i mange bygninger. Tid til at forlade byen. Ad turistruten nåede vi frem til Mostar og Kravica-vandfaldene.

Filmoptagelser på øen Krk.

I Kroatien gjorde vi stop ved stranden. I flere dage holdt vi på en landtange. På den ene side havde vi en flod, som forsynede os med frisk vand, og på den anden side en rolig bugt med herligt, klart vand, helt typisk for den kroatiske Adriaterhavskyst.

På øen Krk fandt vi også en skøn plads til at slå lejr: i et forladt stenbrud, atter direkte ned til vandet – og lige bag os havde vi den kæmpestore bro, som forbinder øen med fastlandet. På dette sted mødtes vi også med RoadStars-teamet for at lade vores rejse passere revy i en film. I to dage kørte vi sammen rundt på øen for at lave optagelser på mange forskellige steder.

Ingen lyst til at afslutte eventyret.

Efter filmoptagelserne var det så langt om længe tid til – via Slovenien og Italien – at sætte kurs mod Schweiz. Men helt ærligt forsøgte vi at udsætte hjemrejsen så længe som muligt. Selvfølgelig glædede vi os til at se vores familie og venner igen efter et helt år. Men samtidig ønskede vi ikke, at eventyret skulle slutte.

Derfor kørte vi også lige langs hele Istriens kyst og nød varmen og den salte havluft. I Slovenien fandt vi også et sted at overnatte, selvom vi kun skulle køre et ganske kort stykke gennem landet på vej til Italien, som vi snildt kunne have klaret på en time.

Næsten 47.000 kilometer bag os.

Men til sidst kunne vi ikke trække det ud længere og krydsede grænsen til Schweiz ved Chiasso. Vi fik vores CPD-carnet, som vi havde haft brug for til at indføre vores Axor i mange af vores rejselande, stemplet ugyldigt – og blev budt velkommen af et vidunderligt smukt bjergpanorama. Sådan rigtigt typisk Schweiz. Vores første mål var Walensøen sydøst for Zürich. Sidste år ved den officielle start på vores rejse satte vi kilometertælleren på nul her. Standen ved den officielle afslutning: 46.968 kilometer.

Det er forøvrigt helt bevidst, at vi ikke skriver, at vi kørte »hjem«. For vi havde jo vores hjem med os hele tiden. De første to uger stod der en masse god mad med venner og familie på programmet. Heldigvis måtte vi parkere hos nogle venner. Så var vi ikke hele tiden nødt til at finde nye steder, hvor det var tilladt at overnatte.

Foto: 4-Xtremes, Alexander Tempel
Video: Alexander Tempel