Retro Classics 2017 – fabrikken i Gaggenau

Retro Classics

Fabrikken i Gaggenau.

Specialiseret i manuelle og automatiske gearkasser til lastbiler.


Mercedes-Benz fabrikken i Gaggenau blev grundlagt i 1894 som »Bergmann-Industriewerke GmbH« og er dermed verdens ældste bilfabrik.

Efter mere end 50 års produktion af Unimog holdt man i 2002 helt op med at bygge hele lastbiler på fabrikken i Gaggenau. Fabrikken i Wörth overtog produktionen af Unimog, og i Gaggenau blev man specialiseret i produktionen af manuelle og automatiske gearkasser.

Med sine omkring 6.600 medarbejdere er det både byens største arbejdsplads, men også den største uddannelsesvirksomhed i regionen. Fabrikken producerer manuelle og automatiske gearkasser, udvendige planet- og portalaksler, omformere og pressedele.

Produktpaletten inden for gearkasser strækker sig over manuelle gearkasser beregnet til personbiler til aggregater beregnet til tunge lastbiler. Fabrikken i Murgtal fungerer i dag som underleverandør for andre Mercedes-Benz fabrikker. Frem til i dag har fabrikken i Gaggenau leveret omkring ti millioner gearkasser.


Produceret i Gaggenau.

Lo 2000.


Brændstofbesparende motorkoncept i økonomisk vanskelige tider: I 1932 blev Lo 2000 markedsført som verdens første letvægtslastbil med dieselmotor som standard, hvilket samtidig blev et gennembrud inden for brugen af dieselmotorer i lastbiler.

I den ekstremt vanskelige tid vovede Daimler-Benz AG skridtet at udbygge erhvervskøretøjssortimentet, så det blev større end nogensinde, og for første gang at tilbyde en dieselmotor som standard også inden for segmentet af såkaldt hurtige lastbiler. Den lette lastbil, som Daimler-Benz præsenterede på bilmessen i Geneve i 1932, fik navnet Lo 2000. Med sin nydesignede 3,8-liters forkammerdieselmotor OM 59 blev den startskuddet til en mere udbredt anvendelse af selvtændende motorer.

Lo 2000 markerede et vendepunkt i en verden fyldt med opbrud. Forud for Daimler-Benz AG's ekstremt moderniserede og mest diversificerede lastbilssortiment nogensinde var gået en tid med inflation, global økonomisk krise og politisk uro. Den omfattende krise var imidlertid heller ikke gået sporløst hen over Daimler-Benz: Det var svært at finde købere til lastbilerne. Hvor der i 1928 blev produceret 4692 erhvervskøretøjer, kørte der i 1932 blot 1595 køretøjer af samlebåndet på fabrikken i tyske Gaggenau. Efter fusionen af virksomhederne Benz & Cie og Daimler-Motorengesellschaft i 1926 havde virksomheden med det nye navn Daimler-Benz AG besluttet sig for at flytte produktionen af erhvervskøretøjer til denne fabrik.

Med universelle egenskaber som manøvredygtighed, hurtighed og et brændstofbesparende koncept vandt denne lastbil hurtigt stor popularitet. Det universelle koncept gav mulighed for brug som tippeladskøretøj, møbeltransporter, tank- og kølebil og som specialkøretøj for kommuner, politi og brandvæsen. Også som ambulance var Lo 2000 anvendelig. Fra 1934 kunne man endda også tilbyde de første sættevognstrækkere i sortimentet.



LK 1418.


I 1959 kunne Mercedes-Benz præsentere en generation af nye lastbiler med et kort motorhjelmsdesign og deraf navnet »Kurzhauber«. I 1960 introducerede man LK 338 som en tidlig repræsentant for denne modelrække fra fabrikken i Gaggenau. Den nye lastbil med en kort, separat motorhjelm var et modstykke til de stadig mere fremherskende forhjulstrukne biler med motoren monteret under førerhuset. I forhold til forgængermodellerne med lang motorhjelm gav den korte motorhjelm en afgørende fordel: Den havde nemlig samme totale længde, men en øget nyttelængde, hvilket gjorde den mere rentabel. Det var så meget desto vigtigere i slutningen af 1950'erne, fordi der var indført lovbestemmelser om en maksimumlængde for lastvognstog på 14 meter.

Under den korte motorhjelm på »Kurzhauber«-lastbilerne lå en sekscylindret dieseldrevet rækkemotor med gennemprøvet forkammerprincip. Med deres slagvolumen mellem 4,5 og 10,8 liter præsterede de en ydelse mellem 100 og 180 hk. I 1964 begyndte Mercedes-Benz at bruge direkte indsprøjtning i hele sit lastbils- og busprogram – en teknik, som gav fordele, når det gælder brændstofforbruget og kilometerydelsen.

I Tyskland blev »Kurzhauber«-lastbilerne i 1973 afløst af en ny generation af forhjulstrukne lastbiler, mens enkelte tunge »Kurzhauber«-modeller fortsat blev produceret og afsat uden for Tyskland helt frem til 1995: Overalt i verden havde de nemlig et enestående image som ekstremt pålidelige og ydelsesstærke lastbiler.


1 kommentar