José Manuel Fernández kører offroad – fra Actros til mountainbike

Han er klar til at bremse, står op i sadlen med vægten så langt bagud som muligt. Det går stejlt nedad for José Manuel Fernández, så stejlt, at han næsten er ved at falde ud over styret. Men det gik. Selv om han har kørt ned ad denne bakke ofte, bliver han hver gang lige overrasket over, hvor stejl den er. Stødene, som fjedergaflen ikke optager, forplanter sig videre op i hænder og underarme. Vel nede drejer han skarpt til venstre – trækker baghjulsbremsen og manøvrerer hjulet gennem svinget. Der flyver sten op, og han træder endnu et par gange i pedalerne. Rejser sig i sadlen, løfter op i styret – og flyver et par sekunder gennem luften. Så bøjer han sig forover for at holde sin mountainbike vandret. Samtidig rammer hjulene jorden igen. Han træder i pedalerne igen med det samme for at holde farten oppe – for snart går det opad igen.

– Actros-chauffør José Manuel Fernández

En time forinden: José kigger i sidespejlet på sin Actros. Det firma, han arbejder for, er i gang med at genetablere et område, der har fungeret som stenbrud i mange år. Tippeladskøretøjet bruges til at tippe tusindvis ton jord ud over de bearbejdede overflader. José skifter til bakgear, kører den orangefarvede lastbil tilbage, indtil han holder i den helt rigtige position ved kanten med tippeladet. Ugens sidste læs jord vælter ned over skrænten.

Det er fredag eftermiddag, og snart er det fyraften. José har kørt lastbil i 18 år. »Og der er stadig ikke noget, jeg hellere vil,« siger han, mens han langsomt kører sin Actros væk fra skræntens kant. »Jeg er glad for at køre og for, at jeg ikke skal arbejde det samme sted hver eneste dag,« fortæller José. »Og alligevel kører jeg som regel her omkring Saragossa.« Byen, som ligger godt 300 kilometer nordøst for Madrid, er også hans hjemby.

Snævre sving, stejle skråninger.

Det har været en hård uge. Áridos y Excavaciones Carmelo Lobera, det entreprenørfirma, som José kører for, har 40 procent flere ordrer end årene før. Firmaet deltager i byggeriet af en lang række veje og motorveje i Saragossa-regionen – og også i at anlægge højhastighedsbanen for det spanske jernbaneselskab. For José og hans kolleger betyder det mange ture og lange dage.

Men lige ved siden af firmaet ligger hans legeplads, som der er udsyn til allerede fra førerhuset. Arealet er et paradis for mountainbikere. Smalle stier, snævre sving, stejle nedkørsler og seje spring. 300 kvadratkilometer adrenalin. »Det er et rent lykketræf,« siger den 40-årige lastbilchauffør med et smil.

Altid fuldt koncentreret.

I dag er Miguel med til træningen. Det var ham, der introducerede José til sporten for fem år siden. »Jeg var nødt til at gøre noget. Jeg var 35 år gammel, var lige blevet far og vejede mindst 15 kilo for meget. Og så røg jeg mindst en pakke cigaretter om dagen,« fortæller José. »Jeg sidder jo meget på mit arbejde, så det er godt at bevæge sig i fritiden. Det kan jeg mærke.« De penge, han tidligere brugte på cigaretter, går i dag til at købe moutainbikeudstyr. Og José kan nu efterhånden følge med Miguel. José kalder ham alligevel stadig for »Maestro«. »Det er en god fornemmelse at køre sammen med andre,« siger Miguel. »Vi kører ofte i en gruppe på 5 mænd. Når vi træner, passer vi på hinanden.«

Som regel undgår de alvorlige kvæstelser. »Men når man styrter, gør det faktisk ofte ondt.« José og Miguel har godt udstyr, bruger hjelm, handsker og beskyttelsesudrustning. »Hvis jeg styrtede, hver gang jeg var ude at køre, ville min kone nok have taget cyklen fra mig for længst,« siger José. Og de griner begge to.

Spøg til side: »Man skal være fokuseret hele tiden. Når jeg kører et par centimeter fra kanten af en skråning og med 30 kilometer i timen, så kan jeg ikke lade mig distrahere. Jeg tænker ikke på noget som helst andet. Det er nødvendigt.«

Nu vil de to venner udnytte tiden, inden det bliver mørkt. De stiger op på cyklerne igen og hilser på et par andre bikere. Den kraftige vestenvind blæser sand og støv op i ansigterne.

Fuld power igen.

»Det her er mit yndlingsafsnit,« fortæller José, næste gang han holder pause. Han har taget venstre handske af og masserer hånden, som har fået tæsk i det vanskelige terræn. Næste måned skal de to venner køre mountainbike-maraton i Monegros, der minder om en ørken. 216 kilometer, i 1.600 meters højde. Med 8.000 deltagere. »Konkurrencerne er meget motiverende. Vi vil jo gerne forbedre os hele tiden,« fortæller José.

For at være i god form til det forestående maraton løbetræner han desuden flere gange om ugen, og han passer også på, hvad han spiser. Sidste gang tog det ham fem timer at køre distancen. »Så jeg vil selvfølgelig gerne forbedre min tid lidt denne gang.« Han tager en tår vand. Så trækker han handsken på igen og ruller ud i sporet. Med udsigt til ti minutter mere på fuld power. Josés øjne lyser.

Fotos: Sebastian Vollmert
Video: Martin Schneider-Lau