Mercedes-Benz LPS 333

Oldtimer

Unikt eksemplar.

"Sjælden" er ikke det rigtige udtryk for LPS 333 fra Heinz Kempf – han har det eneste køreklare tusindben som sættevognstrækker i hele verden.


Den som allerede i dag vil vide, hvad der om 20 år vil være efterspurgt, skulle måske ringe på hos Heinz Kempf. I det mindste hvis man tager historien om hans LPS 333 som udgangspunkt. For mere end 20 år siden købte han den bulede og forfaldne sættevognstrækker med ulykkeshistorie, der havde slidt og slæbt som containerkøretøj. Så stod tusindbenet først der og ventede.

Det varede omkring 15 år, før Kempf kunne tage sig tid til den, men så gik det rigtigt løs. "Vi har bøjet nye plader og organiseret og monteret dele, hvor det er muligt. Vi har ikke ladet noget være uberørt. 333'eren er opbygget komplet på ny. Det var et vanvittigt arbejde", siger Kempf. Det er nok at kaste et blik på bilen – alene pyntelisterne udgør mange løbende meters filigranarbejde. "Vi har møjsommeligt restaureret dem. Ud fra dem, der var der og ud fra andre, som vi har kunnet få et eller andet sted", siger sættevognsbyggeren fra Westerwald.

Og så taler han i begejstrede vendinger om detaljerne, der alle er de rigtige - ingen luftspjæld på køretøjets front, de kom først et år senere på 334'eren. Små sidespejle og ikke de store, to små tagluger i stedet for den ene mere effektive, de rigtige bliklys, de rigtige kontakter. "Vi har gennemgået alt, hvad der var af dokumenter. Alt er som det var på originalen ned til mindste detalje", siger Kempf.

Bare ikke motoren. "Den originale forkammerdiesel havde 192 hk og accelererede til vanvittigt høje omdrejningstal. De holdt allesammen kun to til tre år. Så leverede man pr. kulance en ny med direkte indsprøjtning på 200 hk. Det er præcis den, der er heri", siger Kempf, som har den eneste køreklare LPS 333 i verden. Den anden, som stadig findes – og ikke er køreklar –, står i Norge.

Nu skal myndighederne i distriktet Westerwald bare komme ud af busken og tillade de gamle nummerplader igen. Så kan Kempf få indregistreret sin 333'er med ønskenummerpladen "WEB-HK 333" (WEB for Westerburg, det tidligere distrikt Oberwesterwald). Men ved Kempfs næse for fremtidstemaer bør man vel ikke gøre sig nogen bekymringer. Måske skulle myndighederne prøve at ringe på hos ham.


Endnu ingen kommentarer