Bjærgning: Arocs 4451 hos Pappas Eugendorf

Bil & teknik

»Ikke muligt« findes ikke!

Hvis en lastbil er havareret i Salzburg-området, kommer Alex Kircher og Werner Huber med deres bugseringskøretøj. De kan løse ethvert problem med en Arocs 4451 AK 8x6/4 med turbo-retarder-kobling (TRK).

Werner Huber (th.) tager noter på vej til næste arbejdsopgave, mens Axel Kircher sidder bag rattet i Arocsen.


Hvis der er problemer på Tauern-motorvejen ved Pfarrwerfen, et køretøj på 40 ton er kørt ind i autoværnet ved Salzburg-Mitte, eller en lastbil er havareret på en skovvej oppe i Ebenau og skal bjærges – ja, så går der sjældent lang tid, før Alex Kircher og Werner Huber modtager et opkald på mobilen. Så rykker de to specialister fra Pappas Eugendorf ud med deres spritnye Arocs 4451 AK 8x6/4 bugseringskøretøj med turbo-retarder-kobling og forsøger at redde, hvad der kan reddes.

Sådan er det også denne morgen, hvor de først bugserer en havareret lastbil med bremsedefekt væk fra vestmotorvejen ved Salzburg-Kasern – og efterfølgende en bus med motorskade fra motorvej A10. Kircher og Huber ankommer ofte til ulykkessteder samtidig med brandvæsen, politi og redningstjenester. Og ofte står de ikke kun for at transportere de beskadigede køretøjer væk og opsamle og bortskaffe vragdele samt bjærge og omlæsse fragt – de hjælper også med at redde folk ud af bilerne.


»Vi hjælper selvfølgelig brandvæsen og redningsfolk, så godt vi kan«, fortæller Werner Huber. Det var fx tilfældet den 10. august 2004, da de efter en alvorlig busulykke ved Dürrnberg med deres bugseringskøretøj hjalp til med at bjærge de tilskadekomne. Mange af dem var klemt inde under eller klemt inde i bilvraget, der lå på hovedet. For det meste er det harmløse tekniske defekter, der gør, at duoen skal bugsere køretøjer væk. Men ulykker er dog blot mere end en undtagelse fra reglen.

»Vi bliver især tilkaldt, når der er sket kollisionsulykker«, siger Alex Kircher. »Tunnelulykker og harmonikasammenstød er heller ikke sjældne.« Mens alt er kaos, skal situationen hurtigt analyseres: Hvad skal der gøres, og hvordan løses opgaven bedst? Hvilket ulykkeskøretøj skal der begyndes med? Hvordan skal det hæves eller bugseres? Forrest – eller hellere bagest? Det er ikke altid lette beslutninger, der skal træffes. Men de to professionelle bjærgningsfolk har henholdsvis 16 og 20 års erfaring, og de tager udgangspunkt i den erfaring, når beslutningerne skal træffes – i dialog med de andre redningsmandskaber. »Vi har et fremragende samarbejde med politi og brandvæsen«, fortæller Alex Kircher. »Men alligevel må man ikke glemme, at der altid er tale om en ekstremsituation, når sådanne opgaver skal løses.«

Til at starte med drejer det sig ene og alene om at få bjærget ofrene for ulykken. Først derefter er der fokus på at få ulykkeskøretøjet bugseret væk. Og heller ikke det er altid lige nemt. »Alle ulykker er forskellige«, forklarer Alex Kircher. Nogle gange er en lastbil kørt af vejen og skal trækkes tilbage på sporet, eller også skal et havareret køretøj bugseres væk. Andre gange er et entreprenørkøretøj skredet ud over en skovbeklædt skrænt og derefter væltet, så det skal hæves op mellem træerne og efterfølgende rejses op igen på en smal skovvej.

»Vi har både hjulpet til i forbindelse med en helikopterbjærgning og er blevet hidkaldt for at fjerne træstubbe – og filmoptagelser har vi også været en del af«, fortæller Werner Huber. »Det er netop det, der gør vores job spændende. Ikke to dage er ens. Vi bliver hele tiden konfronteret med nye udfordringer og lander ofte i usædvanlige situationer, hvor vi først lige skal finde ud af, hvordan vi bedst griber det an.«



Men hvis det som nu drejer sig om at bugsere en lettere beskadiget Actros fra et tjekkisk firma, der har været ude for et uheld, er der dog tale om en rutinesag. Alex Kircher kaster et undersøgende blik på den uheldsramte bil, med henblik på at bringe den i den rigtige position, så den kan blive transporteret væk. Han bakker langsomt i sin fireakslede Arocs, indtil den er få meter fra Actrosen og kører derefter bjærgningsarmen på Empl EH/W Bison 200-opbygningen ud ved hjælp af en radiofjernbetjening. Armen kan køres 6,8 meter opad og 3,6 meter bagud – i dag rækker få centimeter. Kircher griber ud efter bjærgningsarmens hydrauliske kabelspil – begge med en trækkraft på 20 ton – og hægter dem på foran på ulykkesbilen.

I mellemtiden har Huber placeret en Antos 2535 med plateau-opbygning bag den havarerede sættevognstrækker, kørt støtterne ud og gjort Palfinger-18002-kranen klar. »Hvis vi hæver lastbilen forrest og bagest samtidig, kan vi faktisk mere eller mindre anbringe den i den position, vi ønsker«, siger Huber. Derfor kommer de altid både med en Arocs og en Antos, når de skal bjærge køretøjer, der har været involveret i en ulykke. »Det er ofte nødvendigt at rejse bilerne op, før de kan transporteres væk«, fortæller Alex Kircher.


Werner Huber (tv.) og Alex Kircher får den forulykkede Actros fra et tjekkisk firma på krogen – en smal sag for de to proffer.


Det er dog ikke nødvendigt i dette tilfælde. Kircher sænker det hydraulisk drevne løfteåg. På dette kan han montere forskellige holdere, der – som kæder, styreruller, trisser etc. – opbevares i funktionskasserne i siden af Empl-opbygningen. Kircher beslutter sig for løftegaflen og trækker med et tryk på en knap ulykkeskøretøjet op på gaflen med kabelspillene. Herefter hæver han lastbilen med løfteåget. Færdig.

»Arocs er en fantastisk lastbil«, siger Alex Kircher, da arbejdet er udført. »Vi har kun haft den i en uge, men vi er allerede overbeviste.« En særlig fordel sammenlignet med forgængeren er turbo-retarder-koblingen, som især er en fordel i terræn. »Med den er det muligt at sætte slidfrit i gang med fuld last. I forbindelse med bjærgning er det meget vigtigere end en høj motorydelse. Kraften er også til rådighed ved lave omdrejningstal og overføres straks og meget mere direkte til vejen.«

Retarderen understøtter desuden føreren med en høj bremsevirkning. Endda allerede ved lave hastigheder og også ved bakkørsel. Takket være det slidfrie arbejde øges bilens effektive driftstid på den lange bane. Erwin Pfeiffer, direktør i Pappas Eugendorf, er da også imponeret over den ny Arocs – i øvrigt det eneste bjærgningskøretøj med træk på alle hjul i Salzburg. »Vi er alt i alt meget tilfredse med bilen, siger han og blinker til sine to ansatte, Kircher og Huber. »Men det kræver selvfølgelig meget dygtige folk at få det optimale ud af disse fordele.«

Billeder: Matthias Heschl

Endnu ingen kommentarer