Med helt fremme: På tur med den ny Actros

For den 46-årige chauffør startede denne arbejdsdag præcis kl. 7. Hos Saint-Gobain Glaskontor GmbH, kun et stenkast fra Elfleins firmalokaler i Bambergs havn, læssede han bilen. Fragten: Termoruder, stødsikkert fastgjort på et dusin transportstativer. De fylder både opbygning og anhænger i det 40 tons tunge lastvognstog helt ud. Gerry har med stålkramper forankret stativerne i skinner på lastarealerne. „Det går ret hurtigt, jeg kører nemlig næsten altid med glas, for det meste til vinduesfirmaer“, siger den indfødte bambergenser. Mange af hans kolleger har hele Tyskland og sågar Tjekkiet og Benelux-landene som deres arbejdsplads – og kører med produkter som bildele, papir eller fødevarer. Gerrys glaskunder koncentrerer sig derimod om den sydlige del af Tyskland. Ofte går hans ture til Rhinen eller Mosel. Og i dag som sagt gennem hans hjemstavn Oberfranken til det tilstødende Sachsen.

Helt nøjagtigt 114 km er der til første aflæsningsstation på det lille kursted Bad Steben. Kunden, Therma-Fensterbau, har akut brug for ruderne, så meget længere end halvanden time bør turen til Frankenwald derfor ikke tage. Alligevel lader Gerry sig ikke friste til overhalingsmanøvrer. „Overdrevet fart giver jeg ikke meget for.“ Det koster en masse brændstof, slider på bilen og øger risikoen for ulykker. „Og så øger det stressniveauet! Og så oplever jeg tit, at der er en, der i første omgang overhaler mig og kører hurtigt videre. Og så ser jeg vedkommende igen ved en eller anden frakørsel, fordi han alligevel ikke fik noget ud af manøvren.“

Selv med sin afslappede kørestil kommer Gerry hurtigt frem – og kører ind på den brostensbelagte gårdsplads hos kunden til aftalt tid. Straks stiger han op på den funklende røde gaffelstabler, som er fastgjort bagest på anhængeren, låser den op og sænker den ned mod jorden. Det første stativ løftes op, gaffelstableren køres tilbage og vendes – og så afsted hen over en rampe og ned i firmabygningens kælderetage. Imens er kraftige regndråber begyndt at dryppe ned over gården. Efter at have læsset nøjagtig halvdelen af sin fragt af stiller Gerry de nu tomme stativer tilbage på plads. Også her udføres hver en bevægelse med stor rutine. Efter en lille halv time har Gerry igen fastgjort gaffelstableren på anhængeren og sidder nu i læ for den stadig mere kraftige regn i førerhuset og underskriver følgepapirerne. En lille snak med manden fra varemodtagelsen bliver der ikke tid til, selv om man naturligvis kender hinanden. Og så ud på næste etape! Målet er Grünbach i Vogtland, som ligger godt 70 km væk.

„Holy Moly!“ – kors i himlen –, siger Gerry et par minutter senere på motorvej 72 i retning mod Sachsen og griner. Ifølge Gerry er gaffelstableren næsten vanskeligere at betjene end den ny Actros. „Helt ærligt, det er en fed lastbil – cockpittet er for eksempel meget overskueligt. Alle knapper er placeret ud fra mottoet ‚Her er jeg, tryk på mig!‘ – helt intuitivt.“ Et andet stort plus ifølge Gerry er den nye 6-cylindrede rækkemotor. Ikke kun på grund af dens trækkraft og brændstoføkonomi, men også på grund af dens behagelige lyd. „Selv efter en lang arbejdsdag har man ikke antræk til hovedpine. Jeg føler mig i det hele taget rigtig god tilpas her.“ Fordi man takket være det plane førerhusgulv kan stå oprejst mellem sæderne og for eksempel tage en jakke af eller på uden at vride sig. „Og også simpelthen på grund af de lyse og venlige materialer.“

Det er også den slags tanker, Gerrys chef Rüdiger Elflein har gjort sig. Det er vigtigt for 36-årige Elflein, at hans chauffører har de bedst mulige forhold på de stramt planlagte ture. Og mindst lige så afgørende set fra virksomhedens side: Hvor rentabel er en lastbil? Resultatet af disse overvejelser var en glasklar beslutning om at vælge den ny Actros. Siden januar har Elflein indkøbt imponerende 40 eksemplarer til familievirksomhedens nu 165 køretøjer store vognpark, alle med det specielle aerodynamiske StreamSpace-førerhus. Med dette førerhus bliver det i forvejen lave brændstofforbrug endnu lavere. Præcis som de ældre biler er også de nye alle sammen udstyret med FleetBoard. De kører med 330 kW stærke motorer – og opfylder udstødningsnormen Euro VI. Også dét er en bevidst beslutning. Rüdiger Elflein er nemlig overbevidst om, at Euro VI også i årene fremover vil være den herskende udstødningsteknologi. Chauffør Gerry er af samme mening. „Jeg synes, det er alletiders, at vores chef er så konsekvent på det område.“

I mellemtiden er han næsten nået tilbage til Bamberg. Kunden i Sachsen har fået sine termoruder. Også den tredje og sidste leverance, i Gattendorf uden for Hof, blev afleveret til tiden. Det er kun 5 år siden, Gerry tog sit lastbilkørekort. „Jeg arbejdede i mange år som selvstændig i madbranchen“, siger Gerry, som er far til en voksen søn. Gerry har imidlertid altid været vild med biler og sidder gerne bag rattet også i sin fritid. „Desuden har jeg altid været åben for forandring.“ Beslutningen om at blive lastbilschauffør var således næsten en logisk konsekvens – og at bestå prøverne for at få kørekortet var ikke det store problem.

For megen asfaltromantik vil Gerry dog ikke diske op med. I sidste ende er hans job jo ikke bare lutter lagkage. „Når vinteren er slut, og vejret bliver bedre igen, og der rigtig kommer gang i byggepladserne, så er der rigtig mange ruder at transportere.“ Og året rundt begynder mange ture ikke som i dag først om morgenen, men midt om natten.

Og så er der naturligvis også et par irritationsmomenter. Som for eksempel andre chauffører, der ikke er begejstrede for, at – som alle de andre Elflein-chauffører – kører i støt tempo og dermed angiveligt for langsomt. „Det sker af og til, at jeg får fingeren, når jeg bliver overhalet.“

Ikke engang et minut senere brager chaufføren i en transporter forbi på højre side af Gerrys ny Actros i en halsbrækkende manøvre. Og Gerry var endda trukket til venstre for at give ham plads til at komme ind på motorvejen. Men „Holy Moly“, ikke noget at hidse sig op over! Kun et par kilometer mere, så er det fyraften. Måske skulle man tage sig en cykeltur – i Oberfranken er smukke strækninger jo ikke just en mangelvare.

Billeder: Michael Neuhaus