Joaquín Andrés Elena arbejder hos Cementos El Molino

Reportage

Hård af natur.

Joaquín Andrés Elena legemliggør sin hjemegn Teruels energi. Hertil passer materialet, han transporterer, glimrende: Cement.

Joaquín arbejder hjemmevant med at fylde cement på lastbilen.


Klokken er 08.30. I det tørre fladland Santa Eulalias mærker man den barske nordenvind. Det lader Joaquín Andrés Elena sig ikke kue af, mens han kører rundt i sin Actros 1845 mellem store bjerge af kalksten, slagger og cementklinker.

Joaquín Andrés føler sig hjemme på området omkring cementfabrikken El Molino. I fire år har han arbejdet for firmaet, som er hjemmehørende i Teruel, og som har specialiseret sig i fremstilling og transport af cement. „Det, jeg sætter størst pris på ved transportbranchen, er kontakten med andre mennesker“, siger han.

Med energiske bevægelser påbegynder Joaquín Andrés påfyldningen af transportvaren. Han holder øje med, at overførslen af cement fra siloen til tromlen på lastbilen forløber uden problemer. „Der findes forskellige slags cement“, forklarer han. Cementens kvalitet er af afgørende betydning for holdbarhed og modstandsdygtighed for bygninger og infrastruktur. Cementos El Molino producerer syv slags cement, som Joaquín Andrés transporterer som styrtegods eller i sække.


Fabriksområdet rundt om Cementos El Molino er præget af bjerge bestående af kalksten, slagger og cementklinker samt gigantiske siloer – her føler Joaquín og hans Actros sig hjemme.
Fabriksområdet rundt om Cementos El Molino er præget af bjerge bestående af kalksten, slagger og cementklinker samt gigantiske siloer – her føler Joaquín og hans Actros sig hjemme.

Kunderne – f.eks. betonfabrikker, firmaer, der har specialiseret sig i betonprodukter, eller materialelagre – ved, at Joaquín altid leverer varerne til tiden. „Punktlighed er et must for mig”, bedyrer han.

Dagens destination er Zaragoza, men ofte går turen også til Castellón eller Madrid. Efter at have udleveret sin last vender Joaquín Andrés tilbage med tom lastbil, så det er yderst vigtigt at holde forbruget nede. „Denne lastbil er helt utrolig. Den kører i snit 3,4 km på literen. Det er jeg meget tilfreds med“, fortæller han. Telematiksystemet FleetBoard bidrager i høj grad til bilens rentabilitet: „Tidligere tænkte jeg ikke over måden, jeg kørte på, men med FleetBoard kører jeg både bedre, mere økonomisk og mere økologisk“, siger han stolt.



Joaquín Andrés er født i Santa Eulalia og er glad for at arbejde i et miljøbevidst firma som Cementos El Molino, der udfører sine bjergværksaktiviteter uden sprængninger. I stedet for at benytte sig af miljøskadelige metoder bruger firmaet bjergdriftsmaskiner til at udvinde materialer såsom kalksten, ler, jern, kul eller gips. „Det er svært at forklare, men jeg synes, det er afslappende at stå og se maskinerne arbejde i dette tørre landskab“, siger han.

Santa Eulalia har næppe mere end 1.000 indbyggere. „Alle kender alle her“, siger Joaquín. I sin fritid er han på farten med sin motorcykel og udforsker nye ruter sammen med vennerne. „Vi fra Santa Eulalia kan klare lidt af hvert. Vores land er tørt og ugæstfrit, men i mine øjne alligevel smukt. Vi har vænnet os til den stride nordenvind. Vi er rendyrket energi – på en eller anden måde har vinden sat sit præg på vores karakter.“

Billeder: Begoña Tremps

Endnu ingen kommentarer