Heavy rotation: Florian Kirschbaum redder skoven fra sin helikopter

Reportage

Helt til den yderste grænse.

Kalker skove fra luften: Piloten Florian Kirschbaum og hans kolleger har et helt særligt job.

Højt til vejrs. Florian Kirschbaum kalker skove – med sin helikopter. Nede på jorden assisterer en Arocs og en Actros.
Højt til vejrs. Florian Kirschbaum kalker skove – med sin helikopter. Nede på jorden assisterer en Arocs og en Actros.
Helikopteren sender en støvsky ind over omgivelserne, når den letter – Rigo Knobelsdorf lukker hurtigt klappen til opbevaringsrummet.
Helikopteren sender en støvsky ind over omgivelserne, når den letter – Rigo Knobelsdorf lukker hurtigt klappen til opbevaringsrummet.

Marc Redlich kigger på sin tablet for at lokalisere, hvor Florian befinder sig. Ifølge kortet på skærmen burde han befinde sig blot en kilometer fra sin destination. Han drejer væk fra landevejen med dens dårlige asfalt og ind ad en skovvej. Med venstre hånd finder han rudehejset og ruller ruden et stykke ned. Han lytter, om han måske allerede kan høre Florian?

Og pludselig går det hele utroligt stærkt. Der lyder en øredøvende buldren fra rotorbladene, og en skygge lægger sig hen over den Arocs, vi sidder i – hvorefter en sky af støv vælter hen imod lastbilen. Marc skynder sig at lukke ruden. "Ellers ville kabinen blive fyldt med støv og kalk", fortæller den 37-årige chauffør. Helikopteren flyver nu omkring 50 meter fra lastbilen. Og 20 meter under den mørkegrå helikopter af typen AS 350 hænger en tragtformet aluminiumsbeholder beregnet til at drysse kalken ud over skovområderne. Helikopteren drejer af i retning mod læssepladsen, som Marc nu også er parkeret i nærheden af.



Forsigtigt sætter piloten den store strøbeholder af, mens han selv forbliver i luften. En hjullæsser fylder beholderen, og helikopteren flyver af sted igen med det samme. Det tog blot nogle sekunder. Marc venter et øjeblik mere, indtil støvskyen har lagt sig lidt. Så fjerner han foden fra bremsepedalen og kører direkte hen til læssepladsen. "Det var Florian", siger han og peger op i luften med fingeren. Uden for smager luften af kalk. Munden føles knastør.

Hetralog-teamet, som Marc og Florian Kirschbaum er en del af, er ansvarlig for kalkning af 1.800 hektar skov i den tyske delstat Sachsen. De drysser 5.400 ton kalk ud over trækronerne, hvorefter den med tiden falder videre ned på skovbunden. Det tager Florian flere uger at udføre dette arbejde med sin helikopter. Han smider gennemsnitligt 300 ton kalk på daglig basis.

Nu har piloten landet sin helikopter for at tanke den. "Vi bekæmper forsuringen i jorden med kalk", fortæller han, mens han åbner spændet på sin gule hjelm. Forskellige industrivirksomheder har efterladt sig kedelige spor igennem flere årtier i regionen. Svovlholdig og dermed sur regn har belastet skoven massivt. "Kalken skal forbedre jordbundens ph-værdi. Det er til gavn for planternes og træernes rødder. På den måde kan vi hjælpe skovens økosystem med at stabilisere sig", fortæller den 38-årige helikopterpilot.


„I skoven har vi brug for hver eneste kW ydelse og det fulde drejningsmoment.“

Marc Redlich, chauffør



Logistik for en sundere skov.

Klaus-Peter Wilhelms er en af direktørerne i virksomheden Frachtente fra Dortmund – speditionen udgør transportsektionen i koncernen. "Vi tilbyder vores kunder en samlet logistikpakke: Når vi skal kalke skove fra luften opretter vi læssepladser, som man skal kunne nå både med lastbil og helikopter. Der skal desuden etableres et optankningssted til helikopteren i nærheden. Det bruger vi to af vores egne tankvogne til. Og med lastbilerne fra Mercedes-Benz transporterer vi kalken ud til læssepladserne i skoven", fortæller Wilhelms.

Det er en af disse, en Arocs 1851 med Hydraulic Auxiliary Drive, som Marc kører i dag. "Det er ikke så kompliceret: Flyvetimerne er den dyreste del af ligningen. Jo længere ind i skoven vi kan køre med lastbilen, desto kortere bliver flyvestrækningerne. Og desto mere effektivt kan vi arbejde," siger Marc.


For at hente nye forsyninger af kalk pendler Marc sammen med sin kollega Rigo Knobelsdorf med henholdsvis en Arocs og en Actros mellem skoven og en mine, som ligger to timers kørsel borte. De kan have 26 ton kalk med på hver tur. "Vi får kørt en hel del kilometer på motorvej. Men vi kører også dagligt på skovvej. Hvis læssepladserne er placeret på dårlige vejstrækninger, kræver det hele lastbilens motorydelse og drejningsmoment. Så får Hydraulic Auxiliary Drive også lov til at vise, hvad det duer til," fortæller han. 

Florian tager tankpistolen ud af helikopterens tankstuds og sætter den tilbage på tankvognen. Han kan flyve 50 minutter på en tankfuld brændstof og er derefter nødt til at flyve hen til det optankningssted, som Hetralog har etableret i skovens udkant. Helikopterens maksimale startvægt er 2.800 kilo. Strøbeholderen med kalk vejer alene 1.200 kilo, hertil kommer 200 kilo kerosin, 90 kilo pilot og småting, og helikopterens egenvægt på 1.250 kilo. Det betyder, at Florian går lige til grænsen. Her tæller hvert eneste kilogram. Og kabinen indeholder kun det allermest nødvendige. Er der et sæde til en co-pilot eller en passager? Nej. "Motoren arbejder konstant til den yderste grænse, ellers ville projektet her ikke være rentabelt," fortæller han og lukker tankvognen af, som er parkeret ved siden af helikopteren. 

Florian skal af sted igen. Men først skal han lave et udvendigt tjek, som det er krævet af helikopterpiloter. "Det skal jeg tage mig tid til," fortæller han, mens han inspicerer helikopteren grundigt. Han gennemsøger den nøje for mistænkelige oliespor og tjekker lejerne for slør. Derefter kontrollerer han alle visninger i cockpittet: Er olietrykket og -temperaturen okay? Er der en advarselslampe, som lyser? Alt er okay, så nu kan han starte. Rotorbladene skaber turbulens i trækronerne omkring helikopteren.


Masser og skov og endnu mere motorvej: Gennemsnitligt kører Marc 140.000 kilometer om året.


Hvert eneste sekund er kostbart.

Med nogle minutters mellemrum flyver Florian hen til læssepladsen og fylder beholderen. Så snart strøbeholderen står på jorden, tipper hjullæsseren en ny portion pulveriseret kalk ned i den. Teamet spilder ikke et eneste sekund. På kortet med GPS-koordinater på den tablet, der er placeret i cockpittet, kan piloten se, hvor han skal kaste den næste portion kalk ned. "Desuden kan jeg se, hvilken læsseplads jeg hurtigst kan nå fra min destination," fortæller Florian. For hvert eneste sekund er kostbart. Helikopteren bruger omkring 180 liter kerosin pr. time, når den kalker skove.

I sin AS 350 afventer Florian, at rotoren kommer op over 390 omdrejninger pr. minut. Så trækker han i styrestangen, som ændrer rotorbladenes vinkel. Ydeevnen ligger på 632 kW. Helikopteren løfter sig, indtil beholderen er oppe over trækronerne. Det gælder om at være forsigtig: Rotoren har en diameter på næsten elleve meter, og der er træer på både højre og venstre side. Forrest på kabinen er der placeret spejle, så det er muligt for piloten at se arealet under helikopteren.

Ofte er der ikke mere end få meters afstand mellem beholderen og trækronerne. "Jeg må aldrig glemme, at jeg har strøbeholderen med," siger Florian. "Hvis den sidder fast, så bliver det farligt". I nødsituationer kan han droppe den inde fra cockpittet. "Men det har jeg heldigvis aldrig været nødt til," siger han med et smil. Det ville være med livet som indsats. 


Godt organiseret – både på jobbet og hjemme. 

Han er allerede på vej tilbage til læssepladsen. Florian må ikke overskride en arbejdstid på 10 timer. De 8,5 time af dem flyver han. 

"Hvis der er kraftige vindstød, ekstremt dårligt vejr eller nødvendige reparationer, som forhindrer os i at starte, så er der ikke noget at gøre ved det," siger Wilhelms. "Derfor er teamet så meget desto mere bevidste om alt det, som vi selv har indflydelse på." Problemfrit samarbejde og nøje timet planlægning er vigtigt for sikkerheden, men også for at kunne tjene penge på opgaven. Bernd Hell, som kører hjullæsseren, er i radiokontakt med Florian og Klaus-Peter Wilhelms. Piloten skal vide, hvilke læssepladser der stadig har kalk, og hvor der skal hentes nye forsyninger. Lange omveje eller ventetid er der helt enkelt ikke plads til.

Hetralog-teamet er væk hjemmefra hele ugen. "Men det har min familie vænnet sig til," siger Marc. I morgen skal han tilbage til sin hustru, datter og søn i Ruhr-distriktet. Også Florian ser for tiden kun sin hustru og sine to drenge i weekenderne hjemme i Düsseldorf. "Vi er godt organiserede. Ellers ville det være svært for os allesammen," siger han. Marc: "Vi keder os aldrig her, heller ikke om aftenen. Så taler vi om næste dag og sludrer om alt muligt." At kalke skove kræver ægte teamwork. Teamet med Florian og Marc skal fortsætte i dette skovområde, frem til det bliver vinter. De skal være færdige, inden vinteren kommer, så kalken kan nå at virke før den næste vækstperiode.

 


„Maskinerne arbejder hele tiden ud til den yderste grænse.“

Florian Kirschbaum, pilot



Foto: Bernhard Huber
Film: Martin Schneider-Lau

4 kommentarer