Containerforretning: Spinelli har 50 nye Actros 1845

Økonomi & logistik

Containerinnovator.

Spinelli-gruppen fra Genova står for hele containertransportkæden på land – fra havnekaj til modtager. For at sikre optimal produktivitet har koncernen indkøbt 50 Actros 1845 LS med Euro VI.

Ingen tid at spilde. Som her i den intermodale terminal i Arluno uden for Milano er det vigtigt, at containerne transporteres hurtigt videre – og til dette formål råder Spinelli over den helt rigtige flåde.


Containertransporten i Italien boomer – det viser den nye omlæsningsrekord i Genovas havn, hvor omlæsningsmængden nu overstiger to millioner TEU. Havnen i den italienske region Ligurien er – trods problemer med at overvinde bjergene, som så at sige presser byen mod havet – blevet det førende sted for omlæsning af containere mellem hav og land. Den ugunstige geografiske position prøver byens indbyggere at overvinde med gå-på-mod og innovative tiltag.

Togstrækningen Torino–Genova blev indviet i 1848. Det var et kæmpestort byggeri med en tunnel, som dengang var verdens længste: Over en strækning på 3260 m løb den under Giovi-passet. Også med hensyn til vejnettet var Genova en trafikmæssig pioner. Motorvejen til Serravalle, der åbnede i 1935 for blandt andet lastbilstrafik, og som i dag er integreret i A7 Milano–Genova, gik engang for at være den mest moderne bjergmotorvej overhovedet. I 1970'erne, da containerne kom til Italien, begyndte der i Genova at dukke vognmænd op, som specialiserede sig inden for containertransport. En af dem var Aldo Spinelli.

Han startede op i 1963 med transport af træ, men blev hurtigt klar over, hvor vigtige containere ville blive på transportområdet i fremtiden. Spinelli tilpassede derfor sine sættevogne til transport af containere og anskaffede sig i de følgende år arealer til opbevaring og reparation af containerne, ligesom han udviklede kombiterminaler og opkøbte havnepladsbevillinger. „I dag står Spinelli-gruppen for hele containerlandtransportkæden fra havnekaj til modtager“, lyder det fra Valentino Caviglia, virksomhedens ansvarlige på transportområdet.



Ud over den rene transportforretning har Spinelli også udviklet en intensiv forretning med kombitransport vej/jernbane. Denne er baseret på bloktog, der forbinder havnene i Genova, La Spezia, Livorno og Ravenna med indlandsterminalerne i Arluno (Milano), Dinazzano (Reggio Emilia) og Padova. Lastbilen vil dog altid være virksomhedens hovedinstrument. Således ejer Spinelli-koncernen i dag 300 sættevognstrækkere, mens der i den samlede flåde indgår et lige så stort antal lastbiler fra virksomheder, der udelukkende arbejder for Spinelli. Dertil kommer 350 containersættevogne. „At styre sin egen flåde er vigtigt i containerbranchen, da man på den måde beholder den direkte kontrol over aktiviteterne. For mange af vores kunder er det en forudsætning for, at de vil samarbejde med os“, forklarer Caviglia.

Spinellis ordregivere er de rederier, som opererer i Italien, deriblandt verdens tre største. Global containertransport er et komplekst maskineri, der kræver stor præcision og hurtighed, når skibene skal læsses og tømmes, og når varerne skal frem til den endelige destination. Rederne stiller derfor meget præcise krav, som Cavaglia understreger: „Containerne må ikke stå og vente i havnen, og modtageren skal have sine varer til tiden. I denne mekanisme er landtransporten vigtig, og rederierne holder løbende øje med, hvordan det går. For en vejtransportør er det således punktlighed, sikkerhed og pålidelighed, der gælder.“

Disse krav har resulteret i en udvælgelsesproces blandt containertransportvirksomhederne, men branchen er stadigvæk relativt stærkt fragmenteret: Ud over de tre førende virksomheder (blandt dem Spinelli-gruppen) er der stadigvæk masser af små virksomheder med en flåde på mellem 15 og 30 lastbiler. „Denne situation skaber en stærk konkurrence, som ofte også presser priserne. For at opveje dette er vi nødt til at øge lastbilernes produktivitet og hele tiden holde udgifterne under kontrol“, siger Cavaglia.

Derfor har Spinelli iværksat et omfattende flådefornyelsesprogram for at opnå bedre resultater inden for brændstofforbrug, miljøvenlighed og sikkerhed. „Alene i de seneste to år har vi indkøbt 200 nye sættevognstrækkere, så vi nu udelukkende har Euro V- og Euro VI-motorer i vognparken. Vi kører videre med dette program og kan med god samvittighed hævde, at vi er en af de få italienske containervirksomheder, der ikke blot forbedrer vognparken, men også udvider den“, forklarer Caviglia. „De to vigtigste kriterier, når vi vælger køretøjer, er forbrug og pålidelighed.“


De bedste argumenter. Pålidelighed og forbrug var de udslagsgivende faktorer, da Spinelli valgte den ny Actros.


Før købet af det seneste parti på 50 køretøjer testede Spinelli i flere uger en række sættevognstrækkere af andre mærker med lignende ydelse under faktiske anvendelsesbetingelser og med løbende analyser af forbrugsværdierne. „Vi testede køretøjerne på de mest krævende strækninger, som samtidig også er dem, vi benytter mest: Nemlig strækningerne mellem havnene i Genova og La Spezia og terminalerne nordpå. Her passerer lastbilerne gennem motorvejsbjergpas i f.eks. Cisa, Giovi eller Turchino“, siger Cavaglia.

Spinelli endte med at underskrive en købsaftale på 50 Actros 1845 LS med Euro VI. „Denne model leverede glimrende resultater i testfasen, resultater, som er blevet bekræftet yderligere i de følgende måneder“, lyder det fra Cavaglia. For at opnå optimale forbrugsydelser er Actros-køretøjerne udstyret med Predictive Powertrain Control (PPC). „PPC kombineret med Eco Roll passer helt perfekt til de bjergmotorveje, vores lastbiler kører på hver dag. Vi kan konstatere, at det giver os mulighed for at spare væsentlige mængder brændstof.“

Brugen af nye, teknologisk avancerede køretøjer er det vigtigste redskab til at holde driftsudgifterne til vognparken under kontrol, men det er ikke det eneste. Spinelli har således en overordnet strategi, som også omfatter en komplet servicepakke, flådestyring ved hjælp af FleetBoard og Profit Academy-kurser i økonomisk kørsel. Cavaglia: „Vi har brugt FleetBoard i et godt stykke tid og integrerer løbende nye funktioner for at forbedre kontrollen med vores flåde af køretøjer. Vi har også inkluderet EcoTraining-kurser i vores chaufføruddannelsesprogram – og de første resultater er positive. Naturligvis følger Spinelli med særlig opmærksomhed alle aspekter, der vedrører brændstofforbruget, og giver de chauffører, der opnår de bedste resultater, en månedlig præmie.“

Fotos: Michele Latorre


Kontakt

Valentino Caviglia, Gruppo Spinelli
Tlf.: +39/01065701
E-Mail: info@gruppospinelli.com

www.gruppospinelli.com

Endnu ingen kommentarer