En ny Actros 1840 L sørger for gnidningsfri logistik hos Block House

Økonomi & logistik

Steakholder.

Restaurantkæden Block House modtager årligt mere end seks millioner gæster. Og det er en ny Actros 1840 L, der sørger for, at bøffer og burgere kommer på grillen i tide.


En sportsbåds rorblade dykker roligt ned i Alster-søens kølige vand i Hamborg. De første gyldne solstråler klatrer op over tagene på de elegante kontorbygninger og deler tågen, der langsomt hæver sig fra vandet. Det er nok det mest rolige øjeblik i et ellers hæsblæsende døgn for steakspecialisterne hos Block House. Og det slutter da også nu, hvor Michael Walzer ruller hen over brostenene på Rathausmarkt i en ny Actros 1840 L i perlehvid. Han standser ved Block House-restauranten på Jungfernstieg. Det karakteristiske logo med en kæmpe tyr og det selvbevidste motto »Best Steaks since 1968« spejler sig i ruderne.

Så bliver der travlhed her på en af Hamborgs bedste adresser: Michael Walzer, logistik- og vognparkleder hos Block Gruppen, der selv varetager dagens leveringskørsel i anledning af besøget fra »Mercedes-Benz Transport«, åbner læssebagsmækken på kølebilen. Hurtigt trækkes vogne med ingredienser, drikkevarer og andre gastronomiske fornødenheder ind i restauranten. Når der tændes op i restaurantens grill klokken 11, er Walzer allerede kørt videre til en af de andre lokaliteter.

Hvert år modtager de 38 Block House-restauranter i Tyskland omkring seks millioner gæster. Ud over de tyske Block House-restauranter driver Block Gruppen også ni franchiseforetagender, fx i Schweiz og på Mallorca samt burgerrestauranterne Jim Block og bryghusrestauranten Blockbräu i Hamborg. Block House Fleischerei i Hamborg, Block Menü i Zarrentin (Mecklenburg-Vorpommern) og Block Handels GmbH er ligeledes en del af Block Gruppen. Hos Block Menü tilberedes og emballeres der menukomponenter som grøntsagsgarniture og sovse til egne restauranter samt hoteller og andre virksomheder inden for gastronomien. Block Handels GmbH står for salget af det store sortiment af Block House-produkter til detailhandlen. Den samlede værdiskabelseskæde ligger således hos Block Gruppen.


En stærk kombination: Steak, brød og sour cream. For mange gæster er »Mr. Rumpsteak« den sande Block House-klassiker.
En stærk kombination: Steak, brød og sour cream. For mange gæster er »Mr. Rumpsteak« den sande Block House-klassiker.
Mærkeudvidelse med succes. Mange produkter fra Block House's restaurantkøkken har for længst fundet en fast plads på supermarkedernes hylder.
Mærkeudvidelse med succes. Mange produkter fra Block House's restaurantkøkken har for længst fundet en fast plads på supermarkedernes hylder.

Et varemærke for luksusnydelse.

Logistikken bag denne enorme portefølje er kompleks. Det drejer sig nemlig ikke kun om at transportere kød og levnedsmidler mellem de forskellige produktionssteder og hen til restauranterne, men også alt det, som en smidig restaurantdrift kræver – fra spisekort og bestik til saltbøsser og papirhåndklæder. Og ikke at forglemme: Blyanter, tegnepapir og små gaver til børnene.

Restauranterne forsynes dagligt med ca. 15 tons varer. »De største leverer vi til tre gange om ugen, mens de mindre får leveret to gange om ugen«, forklarer Michael Walzer. Ud over afdelingerne i Hamborg kører Walzers folk til restauranter i Berlin, Lübeck, Ahrensburg og Hannover.

Block House's succeshistorie tog sin begyndelse i 1960'erne, da Eugen Block, søn af en kolonialvareforhandler og gastronom fra et område i nærheden af Oldenburg, fik kendskab til restauranter i USA i forbindelse med sin læretid. Han kunne godt lide de rustikke skihytter, de såkaldte blockhouses, hvor man på rå borde uden dug serverede saftige steaks. Og han bragte steakhusene til Tyskland. I 1968 åbnede han det første »Block House« i Hamborg. Temaet var lækre steaks, små priser og – ingen duge. Konceptet bliver en succes. I dag er tyren i logoet et varemærke, der repræsenterer luksusnydelse – lige meget om vi taler restaurantbesøg eller convenience-varer i supermarkedet.



Sikre biler til effektiv kørsel.

For at kunne bevare fleksibiliteten råder Block House over sin egen lastbilflåde med fire biler – alle med køleopbygning. »Og det er vigtigt, at alle chauffører føler sig som en del af Block House«, siger Walzer. »Kun på den måde tager de også selv ansvar for virksomhedens succes.« For det er ofte detaljer, der forhindrer unødige omkostninger: »Hvis en chauffør holder i kø, skynder han sig at ringe til restauranten. Så kan restaurantmanageren bestille pakkehjælp til senere og behøver dermed ikke at betale for ventetid«, forklarer Walzer.

Det yngste medlem af vognparken er en Actros 1840 L, der kom til i sommeren 2016. Som så meget andet hos Block House var det chefen, der stod for konfigurationen. Eugen Block var selv med hele vejen frem mod valg af bilfarve og placering af firmaets logo, da indkøbet af den ny Actros blev planlagt – der var ikke overladt noget til tilfældighederne. Han lagde især vægt på chaufførernes sikkerhed og komfort på lange strækninger. Der blev derfor afgivet bestilling på en ny, fuldt luftaffjedret Actros 1840 L. Det har ikke kun chaufføren glæde af, men også de ting, der skal transporteres. Og udstyret afrundes med Safety Package.


»Chaufførerne er en vigtig del af Block House's succes. Derfor satser vi på biler med udstyr, der gør dem særligt sikre og komfortable.«

Michael Walzer, logistik- og vognparkleder hos Block Gruppen


Fuld fokus på pålidelighed og sikkerhed. Michael Walzer, logistik- og vognparkleder, der her ses ved en Block House-restaurant i Hamborg, er ansvarlig for, at gæsterne ikke mangler noget.


Fuel Duel og RoadEfficiency imponerer.

Efter en succesfuld Fuel Duel, hvor en ny Actros viste sig klart mere brændstofbesparende end den hidtidige Block-flåde, overbeviste en detaljeret analyse af den samlede rentabilitet også de ansvarlige hos Block. »Fuel Duel var det, der gjorde forskellen«, siger Peter Wichert fra salgsafdelingen for lastbiler til storkunder hos Mercedes-Benz Vertrieb NFZ GmbH Hamburg, som sammensatte Actros-pakken i fællesskab med Block House. »Herefter kunne vi helt i ånd med Mercedes-Benz RoadEfficiency påvise, at kombinationen af lave samlede omkostninger, høj sikkerhed og en høj biludnyttelse munder ud i en imponerende effektivitet«, husker Wichert.


Block: Steaks og meget andet.

Restauranter: Block Gruppen driver 47 Block House-restauranter, elleve luksus-burgerrestauranter under navnet Jim Block samt bryghusrestauranten Blockbräu i Hamborgs havneområde.

Beef: Block House Fleischerei er firmaets egen slagtervirksomhed, der forarbejder eksklusivt oksekød, som de først og fremmest får hjem fra Sydamerika. 70 procent af dette leveres til nationale og internationale kunder.

Menu: Ud over sine egne virksomheder leverer Block Menü i Zarrentin menukomponenter til ca. 1 400 gastronomivirksomheder, hoteller, storaftagere og cateringvirksomheder i ind- og udland.

Handel: Block Handels GmbH sælger mere end 50 forskellige artikler inden for sovse, dressinger og kødspecialiteter.

Hotel: Elysée Hotel AG, der er en del af gruppen, driver Grand Elysée Hamburg, som er det største femstjernede private hotel i Tyskland.


Billeder: Sebastian Vollmert

Endnu ingen kommentarer