Drikkevarelogistik med Atego

Økonomi & logistik

Hej chauffør!

For ølbryggeriet Farny i sydtyske Allgäu er chauffører som Franz Weber helt uundværlige. Han kører Atego og fungerer på en og samme gang som transportør, sjælesørger, pakæsel, guide og bryggeriets »udenrigsminister«.

Ingen vej er for stejl. At nå frem til bjergrestauranten »Falkenhütte« kræver en lastbil med en kraftig ydelse.


»Det forjættede land« kalder Franz Weber dette område. Hans område. I horisonten troner alperne majestætisk med snedækkede bjergtoppe, der glinser i morgensolen. Græsengene på de bløde dalstrøg lyser i et mættet grøn farve omkring landsbyerne. Det er billedskønt som et postkort. »Velkommen tilbage« står der med dialekt på de håndsnittede skilte, der står ved bygrænserne, som vi passerer i Atego. Og Franz Weber føler sig i den grad hjemme med det. For uanset om det er to blandede kasser til den lille knejpe eller knap 8000 liter til de store beværtninger i Ravensburg – så er det ham, der leverer øl til de tørstige i Allgäu.

Den 51-årlige ølkusk har været chauffør for bryggeriet Edelweißbrauerei Farny i Kißlegg ved Wangen i 12 år. At være ølkusk indebærer hos Farny langt flere opgaver, end man normalt skal klare som lastbilchauffør. Franz kender alle sine kunder godt, han ved, om datteren snart skal giftes, eller om bedstefar snart har fødselsdag. Og Franz kender verden. Men han vil helst ikke forlade sin hjemstavn: »Jeg har boet syv år i USA, men jeg kunne ikke undvære Allgäu«, fortæller firebørnsfaderen. I sin hjemby Ratzenried er han blevet medlem af den lokale sækkepipeforening, afslører han, hvorefter han fortæller levende om kilter, kiltmønstre og timer i øvelokalet sammen med »Allgäu-skotterne«.

Hvis man kører med på passagersædet i hans lastbil, fortæller han også gerne med en charmerende sydtysk dialekt, hvor den berømte tyske landsholdsspiller Karl-Heinz Riedle lærte at spille fodbold, og han har også styr på næsten alle de mennesker vi passerer på vores vej, uanset om det er skolelæreren, havemanden eller parkeringsvagten. Franz kender dem alle sammen. Og de kender alle sammen ham – og holder af en venskabelig sludder. Så det sker, at han fungerer som sjælesørger. For Farny-bryggeriet er Franz noget nær den ideelle »udenrigsminister« og ølfabrikantens ansigt udadtil. Farny har eksisteret siden 1833 og er ikke mindst på grund af sine livlige ølkuske blevet til det førende ølmærke inden for hvedeøl i den vestlige og sydlige del af Allgäu-regionen. Der brygges 13 forskellige øl i Kißlegg – blandt andet de spændende »Maskulator Doppelbock« og »Alt Dürrener Weiße«. Den klassiske »Kristallweizen« er Farnys mest populære øl, som sågar blev opfundet her i 1924. »Vores Kristallweizen bliver bestilt helt op til Stuttgart«, fortæller Farnys brygmester Alexander Neugebauer stolt.


Farny-øl skænkes imidlertid ikke kun i ølkrus nede i dalene, men også oppe i bjergene. Så næste destination på Franz' skema er byen Steibis for foden af det 1833 meter høje bjerg Hochgrat. Herfra går det cirka 1500 meter op til Farnys egen bjergrestaurant »Falkenhütte«, der drives af seniorchef Erika Schneider sammen med den næste generation – Baltes og Brigitte Stenzel. Ategoen kører forbi snekanonerne til skipisterne. »Om vinteren er det hele dækket af sne, så kan lastbilerne ikke komme op«, siger Franz. Men selv uden sne skal han koncentrere sig for at få sin Atego op ad de smalle veje, der fører op til bjergrestauranten. Der er ikke meget plads på serpentinvejene. Og en håndsbredde fra vejkanten er der en angstfremkaldende stejl og dyb afgrund. Et par træfældere er i gang med at hente stammer ud fra skoven med en mobil kabelbane. Det kræver al den manøvredygtighed og dynamik, som Atego kan præstere: Og med fuldt læs klarer den at slæbe otte ton op ad dette bjergpas.

Og det ser godt ud, når Ategoen bevæger sig op ad alpevejen til »Falken Hädrich«. Chaufføren er ret alene med sin Atego. For vejen er nemlig spærret for andre biler. Kun et par mennesker på vandretur går tørstige op mod toppen. De sidste par meter stiger vejens igen stejlt. Oppe ved restauranten står Brigitte Stenzel tager imod: »Så længe der ikke ligger sne, er Franz og hans kolleger den rene luksus for os, fordi de leverer varerne direkte til lageret.« Om vinteren får de Farny-øllene leveret med snescootere: »Så skal vi selv læsse hver eneste kasse af. Derfor fylder vi godt op på lageret hvert efterår«, siger Stenzel, mens hun betragter Franz, der er i gang med at læsse kasser og fadølsankere af manuelt. En type som Franz skal ikke blot kunne køre og repræsentere bryggeriet, men også kunne smøge ærmerne op og tage fat. Det hører med til jobbet.

Men der er ikke meget tid tilovers til snak i dag. Franz skal videre. Nede i dalen venter andre beværtninger på ham og på den øl og de nye historier, han er leveringsdygtig i. Franz gearer ned. Han kaster et sidste blik ud over det smukke panorama med Bodensee i baggrunden og kører videre – gennem sit forjættede land.


Tre spørgsmål til Alexander Neugebauer.

Du er brygmester hos Farny og er foruden bryggeridriften også ansvarlig for jeres vognpark med eget værksted. Ville det ikke være mere effektivt at outsource transporten?

Alexander Neugebauer (på fotoet til venstre): Under ingen omstændigheder. Vi holder et tæt kontakt med kunderne via vores chauffører. Det er utroligt vigtigt for os, og det er helt sikkert grunden til, at regionale bryggerier som os ikke kunne finde på at outsource deres vognparker.

Hvad er de største udfordringer for et bryggeri?

Neugebauer: I Tyskland bliver der drukket stadig færre øl. Det betyder, at den kage, vi bryggerier skal dele, bliver mindre og mindre. Som et lille lokalt bryggeri skal vi reagere klogt på den udfordring. Derfor har vi nu også igennem flere år brygget alkoholfri øl og letøl med et lavt indhold af alkohol, for eksempel Tysklands eneste Kristallweizen letøl.

Er det muligt at forene moderne teknik og traditionelt håndværk som ølbrygning?

Neugebauer: Vores filosofi hos Farny er at tilbyde kunderne det bedst mulige produkt med moderne teknologi og traditionsvunden viden. Det gælder både vores nye bryganlæg komplet i rustfrit stål, som stod færdigt i 2008, og vores vognpark, hvor alle 22 biler er fra Mercedes-Benz. Vi har både Atego, Axor og Actros.


Alexander Neugebauer (til venstre), brygmester hos Farny.

Endnu ingen kommentarer