Antos Loader hos Petrologistics

Bil & teknik

Helt op til 40 tons-grænsen.

Ca. 27 tons brændstof fylder Petrologistics på Antos' tanke, før bilen skal ud på vejene igen.


Langsomt lader Marcel Krähenbühl det fuldt læssede Petrologistics-sættevognstog rulle op på vægten: Den målte værdi: 39.980 kg. Præcis landing: De tre kamre i tanksættevognen med det store BP-logo på siden er fyldt til grænsen med benzin og diesel, og dagens første tur kan begynde. „Godt, at jeg stadigvæk dyrker en masse sport“, spøger Krähenbühl, der engang spillede som semiprofessionel i den tredjebedste fodboldrække i Schweiz. „Havde jeg vejet 20 kg mere, ville det være lige på vippen!“ Så styrer den 45-årige chauffør besindigt sin Antos 1843 Loader ud fra tanklagerområdet i Rümlang uden for Zürich og blander sig med den øvrige trafik.

„Nyttelasten er en vigtig succesfaktor for vores forretning, siger Krähenbühls chef Heinrich Heggli. Heggli er medlem af direktionen i Heggli-gruppen, som sammen med Indermühle AG Rekingen driver ARGE Petrologistics. „Når vi investerer i lastbiler, opbygninger og anhængere til vores vognpark med tankbiler fokuserer vi derfor også på, at egenvægten er så lav som muligt.“

Betalingen fra Petrologistics' kunder sker ud fra den transporterede mængde brændstof. Hver ekstra liter brændstof kan ses på bundlinjen. Alligevel er det ikke alle biler i flåden på i alt 20 lastbiler, som er konfigureret på en sådan måde, at de – ligesom Marcel Krähenbühls Antos Loader – kan nå op på de 40 tons, som lovgivningen sætter som maksimumgrænse. Det skyldes den ofte krævede finfordeling af brændstoffet. På mange ture er det ikke nødvendigt at nærme sig den teoretiske grænse, fordi de tankstationer, der har bestilt brændstoffet, kun skal bruge mindre mængder. Eller fordi man – typisk for Schweiz – kun kan nå frem til de utilgængelige dale og bytankstationer med smidige solokøretøjer.


Safety first. Chauffører som Marcel Krähenbühl, der har licens til at transportere farligt gods, og som derudover også fungerer som underviser hos Heggli, er populær arbejdskraft med masser af knowhow.
Safety first. Chauffører som Marcel Krähenbühl, der har licens til at transportere farligt gods, og som derudover også fungerer som underviser hos Heggli, er populær arbejdskraft med masser af knowhow.
I dag kommer lasten takket være specielt udformede kamre ikke længere så let i svingninger.
I dag kommer lasten takket være specielt udformede kamre ikke længere så let i svingninger.
Ifølge Krähenbühl er det dog stadig vigtigt at være opmærksom på vægtfordelingen: „Når bilen tømmes, skal man så vidt muligt starte bagest og derefter fremad.“
Ifølge Krähenbühl er det dog stadig vigtigt at være opmærksom på vægtfordelingen: „Når bilen tømmes, skal man så vidt muligt starte bagest og derefter fremad.“

Hver ekstra liter brændstof, som tankbilsvogntoget kan have med om bord, øger lønsomheden.

På dagens morgentur har Marcel Krähenbühl dog fyldt lastbilen helt op, idet kunderne er en række store tankstationer i det flade forland neden for Alperne. Første stop er BP-tankstationen i Spreitenbach i kantonen Aargau. Herefter følger yderligere tre BP-tankstationer i nabolaget, som han også kan levere fulde leverancer til uden først at sætte kursen tilbage mod tanklageret.

Hvis man vil have succes som transportudbyder inden for distribution af brændstof, skal man hele tiden have en masse knapper at skrue på, fortæller Heinrich Heggli ud fra egen erfaring: „Man bør sætte sig nøje ind i området, for kravene er høje og ændrer sig hele tiden.“ Indtjeningen fra dag til dag er forholdsvis pålidelig. „Men“, siger Heggli, „ikke sjældent skifter kunderne tanklager ud fra overordnede økonomiske motiver, og så bliver vi som distributør nødt til at udstationere chauffører med den nødvendige knowhow på andre lokaliteter. Også lovgivningen ændrer sig hele tiden.“

Brændstof klassificeres som farligt gods, og sikkerheden for både mennesker og miljø er altid i højsædet for Heggli. Lastbilchaufførerne skal være specialuddannede og hele tiden sendes på videreuddannelse. Hver anden måned mødes Petrologistics' chauffører for at udveksle viden og erfaringer omkring den aktuelle udvikling og nye bestemmelser. En gang om året afholdes der et endags sikkerhedskursus.

Også de teknisk skræddersyede biler gennemgår en omfattende certificeringsproces, før de kommer ud at køre på vejene som tankbiler. I det daglige arbejde er de genstand for streng kontrol. For et sættevognstog, som det Krähenbühl kører rundt med, udgør sættevognen to tredjedele af anskaffelsesprisen. Forvognen står kun for omkring en tredjedel.

En særlig schweizisk detalje er de strenge toldregler samt tællerne på tankene, som skal indstilles ofte. Lige nu roterer tællerne for fuld hastighed i Spreitenbach, hvor Krähenbühl, iklædt advarselsvest, hjelm og beskyttelsesbriller, er i gang med at fylde benzin med 92 oktan på BP-tankstationens underjordiske forrådskamre. Herefter fortsætter han til sættevognens to andre tanke for at forsyne tankstationen med benzin med 95 oktan og diesel. Efter ca. 40 minutter går turen videre til næste leveringssted.


„Nyttelastvognparken“ hos Petrologistics – trimmet og effektiv.

I mere end 15 år har Petrologistics kørt brændstof ud for BP i den tyske del af Schweiz. Et land, hvor transportudbyderne er specielt udfordrede, og ikke kun på grund af landets topografi: Eksempelvis skal der over hele landet allerede fra den første kørte kilometer betales en særlig ydelsesafhængig vejafgift (LSVA) for lastbiler i tung trafik, og i modsætning til f.eks. Tyskland gælder afgiften ikke kun på motorveje og udvalgte hovedveje. Allerede på et tidligt tidspunkt begyndte Petrologistics at satse på Euro VI-lastbiler som Antos Loader, der blev indlemmet i vognparken i 2012. Sammenlignet med Euro V-lastbiler sparer virksomheden således ti centimer (ca. otte cent) pr. kilometer.

Ud over den særlige LSVA-afgift er transport i Schweiz sammenlignet med andre europæiske lande også ekstra dyr af den grund, at der er et generelt forbud for lastbiler mod kørsel om natten. Når Marcel Krähenbühl har fyldt lastbilen tre til fem gange på en dag og været ude og levere lasten, er ikke bare hans, men også bilens arbejdsdag omme.

„Det er yderst vigtigt, at vi hele tiden sørger for, at vores vognpark er trimmet og effektiv“, siger Heinrich Heggli. Og her spiller nyttelasten igen en hovedrolle: „Alle vores forvogne og sættevogne er udstyret med aluminiumsfælge. På den måde sparer vi 12-15 kg vægt pr. hjul, og det er til gavn for nyttelasten, ligesom det også gavner brændstofforbruget, når vi ikke kører med fuld last.“

Antos Loader har alufælge allerede fra fabrikken. Heinrich Heggli: „Man kan kan sammenligne Antos Loader med en kraftfuld atlet: Trods en mervægt på grund af Euro VI-teknologien er vores Loader med sine 6.900 kg stadigvæk 250 kg lettere end de letteste andre biler i vognparken. Det giver os hele tiden et spillerum at disponere med!“

www.petrologistics.ch

www.heggli.com

Billeder: Matthias Aletsee

Endnu ingen kommentarer