Spedition Kanitz: Instrumenttransporter for Berlinerfilharmonikerne

Berlinsk rapkæftethed møder klassisk musik. Tatoverede mænd møder personer i kjole og hvidt. Går det an? Det gør det! Og det rammer endda plet hos Spedition Kanitz og Berlinerfilharmonikerne.

 – Martin Heitmann

Heavy metal møder klassisk.

De stærke fyre, der sidder bag rattet, hører efter eget udsagn hellere heavy metal eller rocket guitarlyd i deres fritid, selv om de har et helt orkester i bagagen: med violiner, xylofoner, basuner og klarinetter. »Vi transporterer stradivariusser og endda en harpe fra det 16. århundrede«, fortæller Martin Heitmann. Han har nu i 30 år været på tur som chauffør og flyttemand for Kanitz. Og hvad er værdien af en orkestertransport? Martin Heitmann blinker, laver en bevægelse, som om han med en usynlig nøgle forsegler sine læber og derefter smider nøglen væk.

Han og hans kolleger kender godt til instrumenternes ufattelige værdi. Og det ikke kun rent pengemæssigt. Samarbejdet med filharmonikerne gennem flere årtier har skabt en grundlæggende tillid, som ikke kan købes for penge. Nogle musikere overlader kun deres kæreste eje til medarbejdere hos Kanitz. Det accepteres ikke, at en udenforstående kommer i berøring med instrumenterne. »I er vores transportengle«, citerer Martin Heitmann stolt, hvad en filharmoniker engang sagde til ham.

Hver lastbil hos Kanitz har i øvrigt også en personlig musisk skytsengel. Firmaets chef, Jörg Noster, døber selv ethvert nyt køretøj med en flaske champagne og et komponistnavn. Navnene er så synligt for enhver over forruden: Ludwig van Beethoven, Georg Friedrich Händel, Peter Tjajkovskij og Edvard Grieg.

De ti bud hos Kanitz.

Men først filharmonien: Efter ankomsten til koncerthuset går folkene hen mod elevatoren, som kører dem op til kunstnerområdet. Første etage: kantinen. I baggrunden kan man høre bestik mod tallerkener, en stille mumlen fylder rummet. Folkene gør et kort ophold og henter sig ligeledes en forstærkning ved disken. De hører jo på en måde med til ensemblet. Mens de venter på en omgang pølser med pommes frites, kommer der hele tiden musikere hen til dem. Man giver hånd, klapper hinanden på skulderen, sludrer hjerteligt og er dus.

Tilbage til elevatoren, anden etage: lager- og prøverum. Man kan høre musikere stemme instrumenter et eller andet sted. Stille går Martin Heitmann og han kolleger i gang med at pakke. En pauke vandrer i en special-case. Det ser besværligt ud. Og hvor meget vejer så hele denne konstruktion? »Ak, det er ikke så galt«, griner de fjollet, pruster og griner. En af virksomhedens grundsætninger lyder: »En medarbejder hos Kanitz lyver kun ved spørgsmålet: Er der for tungt?« Ordsproget hænger sammen med ni andre bud på væggen i firmaets central. Et andet er trykt på T-shirtene: »En medarbejder hos Kanitz får aldrig buler: i hovedet, på vognen, på kufferten.« Og det går ikke uden en vis portion humor hos berlinerne. Og sådan skal det også helst være. Kanitz og filharmonikerne – det er ved første øjekast modsætninger som Kreuzberg og Charlottenburg eller dur og mol. Men det er præcis disse modsætninger, der skal til for at gøre et stykke til en perfekt komposition. I dette tilfælde en så speciel modsætning, at den i over 60 år hele tiden har været værd at »lytte« til.

Fotos: Kristian Barthen