Mælketransport: Antos 2540 L kører for mejeriet Berchtesgadener Land

Økonomi & Logistik

Bjergpower.

For det sydtyske mejeri Berchtesgadener Land kører Martin Kamhuber ud med en Antos 2540 L og henter mælk fra bønder oppe i bjergene – også på is- og snedækkede veje.


Månelyset falder blødt over landskabet. Langsomt bliver mørke til lys hen over bjergtoppene i det sydøstlige Bayern. Badet i mørkeblåt nattelys hæver alpetoppene sig i baggrunden med klynger af træer, der sender mørke skygger ind over de massive, snedækkede bjergsider. Termometeret viser minus syv grader. Klokken er halv syv om morgenen. Køerne står og tygger rytmisk og langsomt i udestalden med damp fra mulerne. To lyskegler bryder mørket i den natsorte skov. De følger den smalle vej, der snor sig mellem høje snedækkede bjerge op til Heidi Sulzauers bondegård.

Nu er den hvide Antos 2540 L nået frem til gårdspladsen. Chaufføren Martin Kamhuber hopper ud af førerhuset: "Godmorgen, frue!" Efter et kort håndtryk med gårdens ejer tager Kamhuber slangen af vognen og stikker studsen ned i den rustfri ståltank, som indeholder mælk, der er malket samme morgen, og som stadig er varm. Omkring 700 liter mælk i minuttet formår den kraftige pumpe at sende op i en af de tre tanke på Antos-lastbilen, som er udstyret med et kombitankanlæg fra Jansky Optimate og mælketypesortering fra Trema.


Møde før solopgang. Klokken fem om morgenen står de første bønder klar med deres fyldte beholdere på opsamlingsstedet.
Møde før solopgang. Klokken fem om morgenen står de første bønder klar med deres fyldte beholdere på opsamlingsstedet.
Bjergmælkens kvalitet er værd at køre efter.
Bjergmælkens kvalitet er værd at køre efter.
Snekæderne er altid inden for rækkevidde. På dage med meget sne er Martin Kamhuber nødt til at montere og afmontere snekæderne flere gange dagligt.
Snekæderne er altid inden for rækkevidde. På dage med meget sne er Martin Kamhuber nødt til at montere og afmontere snekæderne flere gange dagligt.

"De to store tanke med en kapacitet på 6.500 og 7.000 liter bruger vi til førsteklasses mælk fra bjergbønder, den lille 3.000-liters tank er til økologisk mælk," forklarer Kamhuber. Mælken styres komplet fuldautomatisk til den pågældende tank. Det er muligt, fordi mælkebeholderne har en ID-chip, som Kamhuber scanner, før han starter pumpen. Ved hver pumpeopgave laver systemet desuden en mindre prøve, så det er muligt efterfølgende at måle mælkekvaliteten fra hver enkelt gård direkte i laboratoriet.

Så snart mælken er fyldt på tanken, siger Kamhuber farvel og klatrer op i førerhuset på sin Antos. Tidsplanen er stram. 105 bønder på mindre end seks timer fordelt over 120 spektakulære kilometer gennem et storslået alpelandskab skal Kamhuber nå på sin mælketransporttur for mejeriet Berchtesgadener Land i dag. Også selv om det har sneet kraftigt i de tidlige morgentimer. Ganske vist kører adskillige bønder deres fulde mælkebeholdere ud til opsamlingssteder langs større veje, men Kamhuber er stadig nødt til at køre helt hen til mange mindre gårde.


"Mælketransport i Alperne med høj vægt, skvulpende mælk og smalle kurver på store stigninger – det er ekstremt belastende for en lastbil," siger Kamhuber. "Jeg begynder turen klokken fem om morgenen. På oversigtsplanen kan bønderne se helt nøjagtigt og med minutters præcision, hvornår jeg ankommer til hvilket sted. Mange har desuden andet arbejde ved siden af, som de skal videre til," siger den 34-årige chauffør.



Stram tidsplan uanset vejret.

I mellemtiden har Antos-lastbilen klaret den stejle tur op til valfartskirken Maria Gern. Kamhuber hører i radioen, at det tyske forsvar har lagt ekstra øvelser ind i dag på grund af det kraftige snefald. "Aha," siger chaufføren med et træk på skulderen. Kamhuber behøver ikke selv at lægge ekstra øvelser ind i sit arbejde. "Vi kører hver dag – uanset vejret. Køerne skal jo malkes hver eneste dag. Men med det rigtige køretøj og de rigtige dæk er det ikke noget problem – om nødvendigt bruger vi snekæder," siger Kamhuber.

Til lettere manøvrering og for større sikkerhed, når man skal stige ud langs kanten af vejbanen, er Antos som højrestyret bil udstyret med et udstødningssystem, der er monteret mod venstre. Og hvorfor gør mejeriet så meget ud af at hente mælk fra så små gårde? "Vi vil have den enestående mælkekvalitet, som gårdene i bjergene kan levere. Og det kan ikke betale sig for bønderne at køre ned til dalen med så små mængder mælk. Så er vi nødt til at køre op til dem," siger Kamhuber.


Små besætninger. Ofte har bjergbønderne blot 10 til 15 malkekøer.


Biler som mejeriets 'visitkort'.

Klokken er 11.22. Dagens tur er færdig. På mejeriet ved motorvej A8 i Piding leverer han mælkeprøver i prøveflasker til laboratoriet. Derefter pumpes mælken over fra lastbilen til videre forarbejdning. Vi taler lidt med Bernhard Pointner. Han er 40 år og udnævnt til formand for andelsmejeriet Berchtesgadener Land Chiemgau eG/Molkerei Berchtesgadener Land, der har eksisteret i 90 år.


"Moderne, brændstofbesparende lastbiler er en fast del af virksomhedens bæredygtighedskoncept."

Bernhard Pointner, formand for andelsmejeriet Berchtesgadener Land


Kvalitet koster. Blandt andet fordi Martin Kamhuber skal køre krævende ture med sin Antos mælketransporter for at hente mælk hos bjergbønderne.
Kvalitet koster. Blandt andet fordi Martin Kamhuber skal køre krævende ture med sin Antos mælketransporter for at hente mælk hos bjergbønderne.
I 2016 solgte mejeriet Berchtesgadener Land alene 200 millioner mælkeprodukter af mælk og økologisk mælk fra bjergbønder.
I 2016 solgte mejeriet Berchtesgadener Land alene 200 millioner mælkeprodukter af mælk og økologisk mælk fra bjergbønder.

Mejeriet henter mælk fra 1.800 bønder mellem Zugspitze og Watzmann og beskæftiger mere end 400 medarbejdere. De sælger økologisk alpemælk og førsteklasses mælk fra bjergbønder primært i Sydtyskland, men også i resten af landet. I 2016 solgte de mere end 200 millioner mælkeprodukter. Omsætningen ligger omkring 205 millioner euro. Med den øgede interesse for bæredygtige produkter har mejeriet fundet en lukrativ niche: "Vores kunder er parate til at betale mere for deres mælk, fordi de er sikre på at få mere end blot mælk," siger Pointner.

De højere salgspriser gør, at mejeriet kan tilbyde bønderne en af Europas højeste mælkepriser. Så det lønner sig for dem at drive mindre gårde, pleje alpeengene, holde brugen af antibiotika nede på et minimum og undgå genmodificering.

Det bæredygtige koncept omfatter også mejeriets flåde: "Når man kører med ferskvarer, er pålideligheden det vigtigste. Med en egen vognpark har vi bedst styr på det hele – og det gælder også muligheden for at sænke brændstofforbruget med moderne køretøjer fra Mercedes-Benz," fortæller Pointner. "Desuden er lastbilerne også en slags reklamesøjler for os – vi er ikke store nok til at have råd til dyre fjernsynsreklamer. Lastbilerne skal derfor se flotte ud, og vi vasker dem derfor grundigt efter hver tur. Kunderne tænker på vores produkter, når de ser vores lastbiler."



Foto: Bernhard Huber
Video: Nikolas Spirk
Klipning: Alexander Tempel

4 kommentarer