Vinderen af Driver's League.

PANORAMA

Den er fantastisk at leve i!

Det er sjældent, man hører en stor lastbil omtalt som et fantastisk levested – selv ikke når det gælder en Mercedes-Benz Actros, men for vognmand Jan Sørensen er det den skinbarlige virkelighed, for han bor og lever i sin Actros fem dage om ugen. Og så havde bilen en stor aktie i, at han og hans team for nylig vandt Drivers’ League dysten.

Jan Sørensen kører ”Boller fra Kohberg”, og hans bil kører syv dage om ugen – året rundt, inklusive juleaften. I weekenderne har han afløsere på, så han selv kan bruge lidt tid i sit andet hjem i Padborg, men ellers kører han selv den lange, daglige rute, som starter i Kohbergs bageri i Taastrup om morgenen. Her bliver der bagt boller og ciabattabrød i den store stenovn, og de bliver læsset i Jans lastbil om morgenen, og så kører han det herfra til videre distribution i Jylland. Ruten hedder Taastrup – Vejle – Bollerslev – Haderslev – og tilbage til Taastrup, hvor han ankommer sent om aftenen og sover i bilen. I disse jyske byer har Kohberg andre bagerier, som bager f.eks. rugbrød, og i takt med at bilen bliver tømt for boller, så bliver den igen fyldt op med disse andre brødtyper, som skal tilbage til Taastrup til videre distribution på Sjælland.


Rullende panservogn.

Jan Sørensen har haft sin flotte, sorte Actros i præcis ét år, og den har allerede tilbagelagt over 225.000 kilometer. Han kom fra et andet mærke, men han har flere gode argumenter for, hvorfor han skiftede til Mercedes-Benz. En kollega i branchen sagde til mig: Vælg en Actros – den går aldrig i stykker, fortæller han. Men vi taler også samme sprog – altså Mercedes-Benz og mig. Og så er der f.eks. 150.000 kilometer mellem hvert olieskift – langt længere end i min tidligere bil. Endelig er den dejlig nem at have med at gøre i den daglige drift, siger han. På siden af det flot og diskret dekorerede førerhus står der ”Panzerwagen”, og på spørgsmålet om hvorfor det, klapper han på siden og siger – det er kram – så stærk som en panservogn!



Vinder af Drivers’ League.

Som nævnt ovenfor blev Jan Sørensen og hans team – dvs. hans afløserchauffører – kåret som vinder af Drivers’ League. Det er primært en dyst om at køre mest økonomisk over en strækning på ca. 12.000 kilometer, og på en skala fra 1 til 10, scorede Jan og hans team 9,6. Kørestilen overvåges og analyseres af flådestyringssystemet FleetBoard, og der indgår parametre som forudseende kørsel, brug af motorbremse, jævn hastighed, turens sværhedsgrad, bilens totalvægt o.l. Og her er en Actros som Jans 2551 en stor hjælp, fortæller han. Dels kan den køre op til 4,5 kilometer pr. liter brændstof, og dels kan bilens PPC-system (Predictive Powertrain Control, dvs. forudseende drivlinekontrol, som kan give op til 5 % brændstofbesparelse, afhængig af køreforholdene) generere en virtuel horisont på et par kilometer via ret nøjagtige 3D kortdata, som den ved hjælp af fartpiloten anvender til at tilpasse speeder, gearskift, gearvalg, ECO-roll (= bilen skifter til frigear og ruller) på lande- og motorveje. Men da det netop er en team-konkurrence, kræver det, at alle, som kører bilen, yder deres bedste og udnytter alle bilens avancerede systemer for at opnå det bedste resultat.



Plads til fitness.

En anden ting, som Jan Sørensen fremhæver som et stort plus ved denne Actros, er den store plads i førerhuset – i hans tilfælde af GigaSpace udformningen. Der er faktisk plads nok på gulvet til nogle gymnastiske øvelser, siger han og demonstrerer noget af sit fitnessudstyr. Og så er førerhuset i øvrigt lækkert indrettet med lædersæder og massagefunktion i førersædet, et stort køleskab, mikrobølgeovn og et TV med HDMI tilslutningsmulighed. Men man forstår jo egentlig godt alle de moderne bekvemmeligheder, som Jan har valgt til sin lastbil, for – som man forstår – han tilbringer rigtigt mange timer i den.


Endnu ingen kommentarer