»White Angel« fra Zaninelli

Story

En Actros med vinger.

Brødrene Zaninellis »White Angel« er prægtigt udstyret i enhver henseende. Men den har også et budskab til alle chauffører.


Den kaldes »The White Angel« – som står skrevet i stålindlægget over forruden. Med den »hvide engel« er der tale om Actros 1861 fra Simone Zaninelli, som sammen med søsteren Beatrice og broren Nicola leder den traditionsrige familievirksomhed Fratelli Zaninelli Autotrasporti med sæde i Bussolengo i provinsen Verona.

Den hvide engel skilte sig ud blandt massevis af tunede lastbiler, som deltog ved »Week-End del Camionista« – chauffør-weekenden under den italienske etappe af European Truck Race på Circuito di Misano Adriatico. Actros blev ledsaget af Beatrice Zaninelli og Gabriel Varbo, som står bag designet af alle sættevognstrækkere fra firmaet i Verona.



»Kør ikke hurtigere, end din skytsengel kan flyve!«

»Jeg har traditionen tro brugt de azurblå linjers stil på hvid baggrund, som fortsætter på sættevognen«, forklarer Gabriel. »Elementerne af rustfrit stål på taget, på kølergitteret og kabinens sidevæg giver denne Actros en stærk personlig karakter.« Tilbehøret – hornene og de store forlygter på taget, et andet forlygtebatteri forneden og udstødningsrørene i rustfrit stål i siden – giver lastbilen et imponerende udseende.

Bagsiden, som er skjult, når sættevognen er tilkoblet, viser et himmellegeme, som fremhæver Mercedes-stjernen i midten. Over den er der to fugle i skyerne og en tekst, som forklarer kunstværkets mening. Mottoet er samtidig en advarsel til chaufførerne: »Kør ikke hurtigere, end din skytsengel kan flyve!«


Englevinger med advarslen »Kør ikke hurtigere, end din skytsengel kan flyve!«


»En god lejlighed til at lære kolleger at kende.«

Gabriel har udført den individuelle udformning i virksomhedens værksted, som ledes af Nicola Zaninelli. Beatrice derimod tager sig af administrationen og fortæller om virksomhedens historie: »Det hele begyndte, da vores far satte sig bag rattet i en lastbil for at hente mælk. Da vi kom med i virksomheden, udvidede vi forretningen med temperaturstyret transport af frugt og grønt. I dag har vi 15 lastbiler, deraf 14 Mercedes, og 19 sættevogne.«

Det er for øvrigt ikke første gang, at den »hvide engel« deltager i arrangementet i Misano. Beatrice: »Vi var her også forrige år. Det er en dejlig anledning til at lære kolleger fra hele Italien og udlandet at kende og sammenligne de individuelt udformede lastbiler fra andre med vores.« Og derfor er det sikkert heller ikke sidste gang.


Beatrice Zaninelli og Gabriel Varbo, som har udformet »White Angel«.


Fotos: Michele Latorre

4 kommentarer