Remo Greiner elsker Italien – og sin Actros

RoadStars møder

På vejen mod syd.

Remo Greiner fra Schweiz kører hel- og dellast tværs igennem Europa med sin Actros. Hans store passion ud over arbejdet er middelhavets køkken og kultur.


Samnaun er en by i den schweiziske kanton Graubünden. Her, omringet af det fantastisk smukke bjerglandskab i dalen, der grænser op til Tyrol, og hvor man også finder det berømte skiområde „Silvretta Arena“, hører Remo Greiner hjemme.

Derfor er det heller ikke nogen stor overraskelse, at den 32-årige chauffør er en ægte alpin sportsmand i sin fritid. Så snart den første sne falder, er det af sted ud på pisterne med ski eller snowboard. Af og til spiller han også ishockey.


Hjemme i bjergene: Remo bor i Samnaun i den schweiziske kanton Graubünden. Når der ligger sne, og han ikke sidder bag rattet, kan man ofte møde ham ude på pisterne.


Nydelse i Italien.

Remo er dog ikke kun vokset op med vintersport, men også med lastbiler. Med en far, der var langturschauffør, er Remo så at sige flasket op med truckerlivet. „Jeg er på farten fra mandag til fredag, nogen gange også i weekenden. Mit privaliv er ret begrænset“, siger Remo og fortsætter med eftertryk: „Man skal virkelig elske det her job for at leve, som vi langturschauffører gør.“

Remo, der er udlært mekaniker, elsker i hvert fald at være på farten med sin Actros uge efter uge. Remos arbejdsgiver er Jenal AG, en familievirksomhed med hjemsted i Samnaun.

Remo kører for det meste sin last fra Schweiz til Italien. Og hver gang en tur fører ham til fremmede lande, er det en ren nydelse for ham. „Jeg elsker den gode mad og livet i det hele taget i Italien eller Spanien. Det kompenserer for, at jeg ikke altid kan komme til at se familie og venner, lige når jeg har lyst.“


Forkærlighed for vejen og middelhavslandene: Remo elsker sit job.
Forkærlighed for vejen og middelhavslandene: Remo elsker sit job.

Individuelt førerhus.

Et andet plaster på såret for de lange perioder, hvor Remo er væk hjemmefra, er hans lastbil. „Det er den ultimative bil for mig“, siger Remo, som også gerne viser sin Actros frem ved forskellige chaufførevents. „Jeg er vild med det moderne førerhus og alle de elektroniske dimser, det er udstyret med.“ Desuden har han udsmykket sin lastbil med diverse applikationer både udvendigt og indvendigt.

Med stor kærlighed til detaljen har Remo investeret ikke så lidt af sin ledige tid i at designe bilen efter sit eget hoved. Og for ikke så længe siden kom belønningen: Ved truckertræffet „Oberland Trucker Treffen“ i Bad Tölz i Bayern kom han i 2017 på femtepladsen. „Det er jeg rigtig glad for, det er klart“, siger Remo. „Men det bedste er selvfølgelig, at jeg også til hverdag kan glæde mig over min dejlige lastbil.“


Foto: Silja Schriever, Remo Greiner

20 kommentarer