Juan Manuel Espinosa kører med 30.000 liter af den fineste olivenolie

Spanien om foråret er lig med regn, nattefrost og morgendis. Modstræbende kravler kviksølvtermometeret over grænsen på fem grader - der er ingen indikation på middelhavsmunterhed. Men det andalusiske indland er jo også tilstrækkelig langt væk fra Middelhavet.

Og giver en og anden forhindring. Skåret ud i pap: De 375 kW i Juan Manuel Espinosas nypudsede Actros 1851 er lige det, der efterspørges, for stigningen har det i sig. Heldigvis er motorvej 4 tresporet, så andre køretøjer trygt kan overhale. I nærheden af bjergtoppen neddrosler Predictive Powertrain Control brændstoftilførslen, for systemet ved, hvad der nu kommer – den næste hældning. Hurtigt er speedometernålen igen på 60, 70, 80 – og Juan Manuel tager fat i den højre Pitman-arm, lader retarderen arbejde endnu mere mod hastigheden – længere fremme er en bil havareret, og den ene vejbane er blokeret.

„Marina“ står der med sølvfarvede bogstaver på førerhuset, navnet på Juan Manuels mor. Lyst quiltede lædersæder med sorte sidedele, passende bundbelægning med stor stjerne på – der hersker ikke tvivl om, at her er det komfort- og hjemmeskozone. Over radiokommunikationsudstyret våger to helgenbilleder over Juan Manuel og hans far Antonio, ved siden af er der en kalender med månedsoversigt. „Egentlig har jeg siden jeg var 12 vidst, at jeg vil være lastbilchauffør. Siden da har jeg være så meget som muligt med ham undervejs“, siger Juan Manuel.

Pertentlig rengøring efter turen.

Men ikke kun planlægningen af turene og livet i førerhuset, også alt andet arbejde har han tilegnet sig i disse år – manøvrering, til- og frakobling af sættevognen, den pertentlige rengøring af sættevognen efter hver tur, uanset, hvad man lige har kørt med. For på tilbageturen transporterer familien Espinosa tit mælk, flydende chokolade, appelsinjuicekoncentrat eller vin.

Selv om et blik gennem forruden i regionen Castilien-La Mancha afslører, at der også er rigeligt af dem i Spanien – i denne region har vinstokke afløst oliventræerne, ikke kun et par, men så langt øjet rækker.

De stejle bjerge viger her for langstrakte bakker. Autovía del Sur, som har bragt Andalusien så meget tættere på Europa, strækker sig i vidtstrakte kurver gennem landet. Actrosen trækker med 1.200 omdrejninger i minuttet og holder sin kurs, og Juan Manuel smiler – så er det sjovt at køre efter den anstrengende morgen.

Dertil kommer, at begrebet trafiktæthed synes at stamme fra en anden verden. Den næste forankørende lastbil kan lige netop skimtes, og i bakspejlet ses i det fjerne med et mørkeblåt førerhus og den sølvagtigt skinnende sættevogn endnu et sættevognstog, der kører i den samme retning. Det samme billede gør sig gældende i den modsatte retning, derimellem enkelte personbiler – betingelser, som egentlig signalerer meget afslapning. Men Juan Manuel er lysvågen – og laver i næste moment en hurtig undvigemanøvre, da en hund er på vej tværs over motorvejen med en kanin som fangst. „Der er altid grund til at være opmærksom“, kommenterer han.

– Actros-chauffør Juan Manuel Espinosa

Næste morgen mærker man ikke mere til vindstødene. Blygråt og så godt som ubevægeligt ligger Middelhavet til højre for motorvejen. Det er godt: Det ser ud til at blive en rolig overfart, for i Barcelona fortsætter turen med færge til Genova. 

I går aftes kørte han helt til Tarragona, fyldte lastbilen helt op med brændstof og holdt derefter hele 11 timers pause. Da han er tilbage på vejen igen, bliver det hurtigt klart, at han nærmer sig metropolen Barcelona: Morgenmyldretiden tåler ingen sammenligning med gårsdagens kørsel på motorvej.

Men det betyder ikke så meget, da Juan Manuel har beregnet nok tid og ender med at vente omkring halvanden time foran terminalen, inden lastbilen gradvist bevæger sig hen imod færgen. „Her er det godt med tålmodighed“, siger han, mens han venter, tager en klud og tørrer bunden i førerhuset. Her har sikkert hverken krummer eller støvkorn forvildet sig ned, så omhyggeligt som Juan Manuel behandler sin lastbil. Men sådan er det nu engang i levnedsmiddelindustrien, hvor forvogne og sættevogne skinner om kap – både indvendigt og udvendigt.

Foto: Sebastian Vollmert
Video: Martin Schneider-Lau