Tur langs kysten: Andreas Freiholz og hans Actros 2530

Panorama

Jubilæumstrucken.

Chauffører som Andreas Freiholz holder i disse måneder gang i forretningen. Han og hans kolleger bringer 320.000 hektoliter drikkevarer ud om året.


Andreas Freiholz trækker arbejdshandskerne af. Han stiger ind i førerhuset og drikker en tår af vandflasken. Det første leveringssted er klaret. Det er højsommer, og det bliver varmt ved Egernførde Fjord i dag. »Drik, drik, drik«, mumler Andreas for sig selv, mens han skruer låget på flasken igen. Han tager selen på, mens han kigger mod venstre og højre. Med højre pegefinger trykker han på motor-start-stop. Turen går videre.

Andreas kører for Behn Getränke GmbH i Egernførde. Virksomheden distribuerer omkring 320.000 hektoliter af forskellige forfriskninger om året: Mineralvand, sodavand, øl, vin og spiritus.


Andreas har efterhånden arbejdet for drikkevaregrossisten i 30 år. Hans arbejdsdag begynder klokken 7 om morgenen på virksomhedens område i udkanten af byen Egernførde – hvis man ikke medregner de omkring 30 minutters kørsel fra hans hjem i Slesvig. Flere end 20 trucks udstyres her til deres ture. Kommissionerede paller står klar. Gaffeltrucks kører deres runder mellem lagerhallen og lastbilernes læsseflader.

125 år.

På solskærmen i Actros henviser en påskrift til firmaets 125 års eksistens. »Jeg kører i jubilæumstrucken«, forklarer Andreas. »Derfor står der også 125 på nummerpladen.« Fem gastronomiske virksomheder og et supermarked skal han levere til i dag og tage de tomme beholdere med tilbage til lageret i Egernførde. Allerede ved læsningen er chaufførerne opmærksomme på at være effektive. Pallerne til den første leveringsadresse sættes sidst ind på læssefladerne. Der skal også være plads til en løftevogn. »Den bruger vi til at køre drikkevarerne ind i lagerrummene. Det er en del af servicen«, fortæller Andreas. 



I dispositionen ved siden af lagerhallen er domicilerne i Egernførde og Flensborg angivet på et kort. Leveringsområdet er østkysten i det nordlige Slesvig-Holsten, op til den danske grænse og mod vest til cirka tolv kilometer bag hovedvej A7. Ingen af adresserne ligger længere end 60 kilometer væk fra et af domicilerne. Gastronomien i landet er afhængig af en fungerende logistik. Et manglende drikkevaresalg ville hurtigt skabe store huller i kassen. I mange virksomheder skal der tjenes penge til hele året i den tidsbegrænsede sæson. Andreas og hans kolleger skal hele tiden være i stand til at levere hurtigt.

Arbejdsrig sommer.

Ikke kun restauranter, cafeer og hoteller forsynes. Også sygehuse, plejehjem, kantiner og supermarkeder får leveret deres drikkevarer fra Behn. Der leveres til 1.000 adresser, 800 heraf er gastronomiske virksomheder. Netop i sommersæsonen, hvor der er mange gæster i ferieregionen ved Østersøen, er feriehjemmene, beværtningerne og campingpladsernes kiosker afhængige af Behn-flådens præstationsevne.



Virksomheden anvender truckene så længe som muligt. Takket være det overskuelige leveringsområde kommer de op på omkring 30.000 kørte kilometer pr. år. Andreas, som har arbejdet for Behn siden 1990, griner og siger: »Jeg har ikke lyst til at give slip på den lastbil lige foreløbig.« Udover Actros'en omfatter Behn-flåden også syv Atego'er, som chaufførerne sætter pris på i leveringstrafikken på grund af den lave indstigning. Til Andreas' ture er Actros'en perfekt. Den generelle pålidelighed i hverdagsbrug på de hidtil 80.000 kilometer overbeviser ham. Og: »På trods af dens længde er den meget manøvredygtig takket være den tredje styreaksel.« Derudover roser Andreas de komfortable sæder og den bekvemme ind- og udstigning.

Den næste levering går til et hotel, væk fra kysten, beliggende ved en sø. Indkørslen er smal, og leverandørindgangen ligger på bagsiden af bygningen. Andreas kører Actros'en baglæns ned ad vejen. Den del af arbejdet, der begynder nu, er den mest fysisk krævende del af jobbet. Ved hjælp af løftevognen bringer Andreas flere paller med tomme beholdere ud fra hotellets kælder til en lille forplads ved siden af trucken.

Der kommer hurtigt svedperler på panden. Han noterer mængderne og bringer de bestilte drikkevarer ind i huset. Så sætter han de tomme beholdere på Actros'ens læsseflade. En hurtig snak med køkkenpersonalet. Lidt mere papirnusseri. Så går det videre – igen med kurs mod kysten.



Foto: Sebastian Vollmert

11 kommentarer