Den nye Silkevej – i Kasakhstan

De kasakhiske myndigheder har udstedt en særlig tilladelse til os, så vi nu også kan køre gennem Kasakhstan uden gyldige nummerplader. Vi forlader Almaty. Lige ved siden af vores rute løber det kasakhisk-kirgisiske grænsehegn. Det deler græsjordens vidder, som mod syd begrænses af de ca. 2.400 kilometer lange Tian Shan-bjerge med sine toppe, der er snedækket hele året.

Sjaslik på rastepladsen.

Det bliver aften, og vi holder endelig en pause på en noget særpræget rasteplads: Til højre og venstre for vejen står der skibscontainere, hvorfra små restauranter og butikker tilbyder fåreprodukter af enhver slags. Sokker, læderjakker, kød og meget mere. Fårene bliver slagtet lige foran butikkerne og straks forarbejdet til sjaslik. Der bliver serveret fladbrød, tomatsalat og løg til – og det smager ekstremt godt.

Restaurantens toilet er dog kun et fritstående bræddeskur. Her er der plads til forbedringer!

Vi kører lidt videre til byen Taras og slår lejr for natten på en overvåget parkeringsplads.

Tiden går.

Klokken 6.00. Etagevask, spejlæg, kaffe. Vi forlader parkeringspladsen. Hvis vi vil overholde tidsplanen, må vi ikke smøle. Taras ligger bag os, og vi triller videre mod vest. Ved Shymkent forlader vi øst-vest-ruten og drejer mod nord. Skilte annoncerer allerede den russiske by Samara – om  2.163 kilometer.

Iskoldt brusebad.

Græsgangene i denne region synes uendelige. Hyrder på heste ledsager kæmpe flokke af får og køer. En kamelkaravane drager forbi i det fjerne. Hele tiden krydser heste vejen. Vi løber ingen risiko og ser bort fra forkørselsretten.

Om eftermiddagen gør vi holdt ved en lille rasteplads og spiser den medbragte ost, salami og fladbrød. Desserten, som består af meloner, køber vi af en bonde på den anden side af den firesporede motorvej. En zebrastribe bringer os „sikkert“ over. Der er endnu 400 kilometer til dagens mål i Kyzylorda.

Vi når til den tidligere fæstningsby Kyzylorda ved solnedgang. På rastepladsen kan man for omregnet én euro få et brusebad. Vandet er iskoldt – og senere er varmen i de førerhuse, der er udstyret med parkeringsvarmesystem, meget velkommen.

Temperaturer omkring frysepunktet.

Morgenen hilser os med temperaturer omkring frysepunktet, men også en fantastisk solopgang. Efter flere timers kørsel gennem den kasakhiske steppe kommer vi til det afspærrede område omkring Kosmodrom Bajkonur.

Verdens største rumstation blev allerede brugt i sovjettiden og er for tiden bortforpagtet til Rusland. Arealet må kun betrædes med en særlig tilladelse. En taxachauffør tilbyder os en tur til Bajkonur for 50 euro. Vi holder øje med klokken og afviser.

En sø uden vand.

I en landsby midt på steppen vinker de lokale til os for at tilbyde tørret fisk. Et blik på landkortet afslører: Vi kører nu nord for Aralsøen. Indsøen, der engang var verdens fjerdestørste, er nu i store områder indtørret. Hvis der ikke havde været tegnet en sø på kortet, ville vi med sikkerhed ikke have troet, at den lå her i dette område.

Vi kører videre i nogle timer, indtil vores Lane Keeping-assistent gentagne gange kommer med en brummende lyd. En tydelig henvisning til, at det er bedre at stoppe for i dag og slå lejr for natten.

Af sted til grænsen.

Vi har fået naboer i løbet af natten. Ved siden af os holder flere familier fra Kirgisistan en pause. Bilerne, deriblandt også en Mercedes-Benz Vito, ligner pakæsler og transporterer hele bjerge af bagage på taget. I Tyskland ville der være tale om overlæsning og manglende sikring af lasten, i Kasakhstan er det ikke noget problem. Familierne har arbejdet i Rusland og er nu på vej hjem til Kirgisistan med alt, hvad de ejer.

Afgang. Vejen bliver tosporet, og dens tilstand bliver stadig værre. I den modsatte vejbane er en ældre lastbil rutsjet ned ad skrænten. Chaufføren kunne uskadt forlade sin bil gennem den ødelagte forrude, og nu er han ved at telefonere. Men der kommer nok til at gå et stykke tid, før der kommer hjælp. Men vi kan trygt køre videre.

Foto: Eberhard Joos