Tilbage til Tyskland

De 2300 kilometer igennem Rusland og Hviderusland udstår vi på fire regnvåde, grå dage. Alt er ensformigt: Dagene, nætterne, maden… Om dagen kører vi igennem store sumpområder og birkeskove. I de små landsbyer sælger gamle mennesker frugt og honning ved vejkanten. Om natten holder vi parkeret med vores tre Actros-biler på mudrede grusparkeringspladser.

Toiletsituationen har ikke forbedret sig ret meget i forhold til rastepladserne i Kasakhstan: For det meste er der kun et das og kun af og til et brusebad. Maden begrænser sig for det meste til pølse med æg, lejlighedsvis også æg med pølse og Soljanka-suppe til afveksling. Den varme sammenkogte ret hjælper mod kulden. Hvis vi ikke kan finde noget sted at spise, laver vi nudler med dåsepølse i vores Actros.

Næsten i Polen.

Moskva og Minsk kører vi udenom af tidsmæssige grunde. I Brest i Hviderusland standser vi kortvarigt hos WEA Transport og tager afsked med vores ledsagere. Derefter går det videre til den polske grænse.

Egentlig regner vi med at komme hurtigt over grænsen, da der kun holder nogle få lastbiler foran os i køen. Ved skranken viser vi dokumenterne for vores biler. Tolderen meddeler os efter en grundig kontrol, at der mangler nogle dokumenter. Vi telefonerer og organiserer papirerne med hjælp fra kollegerne hos WEA-Transport. I mellemtiden har der fundet et vagtskifte sted på toldkontoret. Den nye tolder kontrollerer samtlige dokumenter endnu en gang og forlanger nu yderligere dokumenter. Nu er det allerede blevet midnat og definitivt for sent til at telefonere endnu en gang. I stedet overnatter vi så ved grænsen. Hvordan det kommer til at gå i morgen, ved vi endnu ikke.

24 timer ved grænsen.

Efter en urolig nat kontakter vi igen WEA Transport og får skaffet de manglende dokumenter. Tilbage til toldbygningen. Denne gang tager tolderens kontrol næsten en hel time. Så er beskeden, at vores Actros-lastbiler endelig må køre igennem. Told er én ting, grænsepoliti noget andet. Denne gang bliver passene og stemplerne gennemgået yderst grundigt. Der følger en opslidende diskussion om en manglende seddel, som vi skulle have fået ved den kasakhisk-russiske grænse…

Efter næsten 24 timer i grænseområdet lykkes det os endelig at komme videre til Polen. Tiden bliver knap, derfor springer vi middagsmaden over og begiver os ud på den sidste 1300 kilometers etape til Stuttgart. Vi kører til ud på natten og finder en rasteplads for natten i den polske provins.

Den næste dag krydser vi grænsen til Tyskland ved Frankfurt (Oder). Via A9 kører vi med kurs hjemad. Euforien breder sig, men vi kommer kun langsomt fremad: Tyske motorveje er i sammenligning med kasakhiske eller kinesiske direkte overfyldte. Det nytter ikke noget, vi kommer ikke til at nå det inden for vores køretid. Så i Nürnberg lægger vi et sidste stop ind.

Lørdag morgen, kurs mod Stuttgart. Til minde om turen tager vi et afsluttende foto af de tre Actros-biler foran Mercedes-Benz Museum. Efter 10.828 kilometer og tre ugers kørsel når vi så endelig frem til fabrikken i Untertürkheim.

Foto og video: Eberhard Joos
Klipning: Alexander Tempel