Josef Sammer kan ikke forestille sig noget bedre end at køre Arocs

Josef Sammer vil egentlig ikke andet end at køre lastbil. „Det var allerede min store drøm, da jeg var barn“, siger han. „Andre ville være pilot, politibetjent eller brandmand, men jeg tænkte kun på at stige ind i en lastbil og køre af sted.“ Knapt nok myndig opfyldte han dette ønske sammen med en ven, der efterfølgende i en alder af 21 år døde alt for tidligt af en hjernesvulst. Han har aldrig fortrudt sin beslutning. „Hvorfor det?“, spørger han med den sympatisk syngende Salzkammergut-dialekt. „Jeg har på en vis måde gjort min hobby til min levevej, og når jeg så endda kan få lov til at sætte mig i sædet i et så fantastisk arbejdsredskab, kan jeg ikke ønske mig mere.“

Josef taler om sin splinternye Arocs 1851, som han transporterer grus og andet styrtegods med for transport- og jordflytningsfirmaet Windhager Schotter. „Jeg er meget på farten og er i den forbindelse altid min egen herre og møder mange mennesker, og jeg føler mig som en konge, når jeg sidder på førersædet. Der findes ikke noget skønnere end at køre lastbil“, forsikrer han. Josef, der er fra Oberösterreich, fortæller begejstret videre. Han fortæller om den passion, som hans arbejde er. Om hans begejstring for bilen og arbejdsgiveren, hvor „virkelig alt“ bare er i orden. „Det er både menneskeligt og arbejdsmæssigt helt ok – ganske enkelt fantastisk!“

Også hans chef Ferdinand Windhager, der som anden generation leder familievirksomheden, som blev grundlagt i 50'erne, har ingen grund til at klage. I en lille virksomhed som hans – 14 lastbiler og 12 entreprenørmaskiner – er medarbejderne afgørende for successen. „Og der kan jeg kun ønske mig folk som Sepp. Topmotiveret, pålidelig, venlig og kompetent i omgang med kunderne. Desuden ser han på bilen, som var den hans egen – mere kan jeg som firmaets chef ikke forvente mig af en medarbejder.“

Arocs-bilens tilstand er virkelig noget, der ligger Josef Sammer meget på sinde. Han tager enhver ridse personligt, og i førerhuset er han pertentlig med renligheden. Alting ligger på sin plads, i et rum i midterkonsollen opbevarer han ladekabel, nøgler, solbriller og følgesedler, i køleskabet er der vindruer, cola, syltede chilier og „for alle tilfældes skyld“ hårdkogte æg. Hvis man har arbejds- eller udendørs sko på, er der adgang forbudt! „Jeg opholder mig næsten mere i min Arocs end derhjemme“, forklarer Josef. „Så derfor vil jeg have det pænt og rent.“

Og bekvemt. Ganske vist ligger de fleste af målene for hans ture kun 30 til 50 kilometer fra firmahovedsædet i byen Wirling, der ligger mellem St. Wolfgang og Bad Ischl. Alligevel benytter Josef jævnligt sengen i førerhuset. „Det er ren luksus. Hvis jeg har stilstandstid et eller andet sted, eller jeg skal holde min pause, tager jeg en lille en på øjet, og tager så fat igen med ny energi.“

Ligesom nu. Josef Sammer skal hente et læs grus i firmaets egen grusgrav i Weißenbachtal og derefter levere det til en kunde i Redlham.

„Ægte Weißenbacher“, som Ferdinand Windhager forklarer. „Det er af en meget høj kvalitet og anvendes først og fremmest til underbygning af veje.“ Josefs Arocs trækker en lang støvsky efter sig på vej ned i grusgraven. Chaufføren parkerer bilen, iler i løb nogle få meter hen til læssemaskinen, og har kort tid efter fyldt ståldumperladet med 24 tons grus. „For Sepp er der ikke noget, der hedder halv kraft“, siger Ferdinand Windhager, der betragter sin medarbejder fra kanten af grusgraven. „Han har altid fuldt tryk på.“

Han demonstrerer også Hydraulic Auxiliary Drive, en af den toakslede forvogns største fordele. Med et tryk på knappen aktiverer Josef på kort tid et hydraulisk ekstra drev til forhjulene – takket være den ekstra trækkraft bliver den stejle opstigning op fra grusgraven til den rene leg. „Dermed klarer jeg mig godt her“, siger han. „Uden Hydraulic Auxiliary Drive skal man helst ikke komme til at stå stille med lastbilen på vej op.“

Ferdinand Windhager er ligeledes overbevist af teknologien: „Jeg har de samme fordele som ved træk på alle hjul, men sparer til sammenligning vægt og nyder godt af et lavt brændstofforbrug.“ Vognmanden anfører en yderligere, helt væsentlig fordel, at afviklingen af bestemte byggepladser i det hele taget kun er mulig med Hydraulic Auxiliary Drive, som nu senest i Mondsee. „På den opadgående nyanlagte grusvej havde vi ikke haft en chance med en anden trækker.“

Josef Sammer nikker og fortæller begejstret videre igen. Om hans lastbils køreegenskaber, som er „verdensklasse“. Men også om den „gode løsning“ med startspærren og om retarderen. „Det er fantastisk“, siger han. „Jeg behøver praktisk talt ikke længere nogen bremse for at holde stille – det burde være obligatorisk for alle lastbiler.“

Ud over sin passion for lastbiler dyrker Josef Sammer egentlig kun en interesse for musik: Han spiller tuba i by- og bondeorkestret St. Wolfgang. Men det er kun en hobby. „At køre lastbil er derimod mit liv – jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.“