Firmaet Rüdebusch bruger Arocs til opgaver i vanskeligt terræn

Økonomi & logistik

Månelanding i Harzen.

Hos firmaet Rüdebusch bruger man Arocs til opgaver i vanskeligt terræn. Det er et passende valg for den dynamisk voksende transport- og entreprenørvirksomhed fra Braunschweig i Tyskland, hvor det er tabu at holde stille.

Læsset af. En dumper læsser frisk materiale af – Arocs står klar til læsning.


Når man kigger på det antracitfarvede grus under fødderne og tager et par skridt nærmere kanten på det gigantiske krater med udsigt til den fine nåleskov i horisonten – så kunne man godt tro, at man var landet på månen. Lige netop et sted, hvor en månebil med mørkerød lakering skærer sig igennem landskabet og efterlader tydelige hjulspor i underlaget. Men det er ikke nogen scene fra det ydre rum. Det gør dog ikke kulissen mindre imponerende her hos diabasværket Huneberg, der er et stenbrud i nærheden af Bad Harzburg i den sydlige del af delstaten Niedersachsen. "Månekøretøjet", der bruges, er en Arocs-sættevognstrækker med træk på alle hjul og tippelad. Tippeladet er netop blevet brugt til at fylde en hjullæsser – med finkornet grus, der ligger som et stort bjerg. "Diabas er en typisk stentype her i Harzen. Det er en hård og robust sten. Derfor bruges den meget som funderingsmateriale til veje eller fremstilling af asfalt", forklarer Arne Buhle, som sidder bag rattet i Arocs.

Arne Buhles chefer, Hans-Hermann Rüdebusch og hans søn Wieland, har ikke kun anskaffet en, men hele 28 Arocs lastbiler til familievirksomheden. Foruden toakslede sættevognskøretøjer med træk på alle hjul også treakslede tippeladskøretøjer. Alle Arocs lastbiler har en ydelse på 448 hk (330 kW). Totalt indeholder virksomhedens vognpark mere end 210 tunge lastbiler – der næsten alle har en Mercedes-stjerne på kølergrillen. Kernen i forretningen er kørsel som den i dag med grus, sten og lignende, der bruges til at bygge veje og fundamenter.

"Vi bestilte Arocs, så snart det var muligt – fordi vi har stor tillid til Mercedes-Benz mærket", fortæller juniorchef Wieland Rüdebusch. Og de blev ikke skuffede, tværtimod. "Det er et rigtig godt entreprenør- og offroadkøretøj, som klarer selv det mest mudrede og dybe underlag uden problemer", fortæller den 32-årige delejer. Desuden har Arocs et "sensationelt" brændstofforbrug. "Vi sparer utroligt mange penge i terræn, men også på bjergrige strækninger!"


Tildækket. Med en presenning forhindrer Rüdebusch-medarbejderen Arne Buhle, at det fragtede materiale forsvinder ud af tippeladet.


Det kan Arne Buhle bekræfte: En af hans opgaver består i at være køreinstruktør for sine omkring 250 chaufførkolleger. "En godt uddannet chauffør kan alt efter anvendelsen komme op på gennemsnitligt 2,85 til 3,12 kilometer på literen." Forbruget måles i alle virksomhedens lastbiler ved hjælp af FleetBoard kørestilsanalyse. Buhle har netop kørt den læssede lastbil op på vægten i stenbruddet: Vægtens digitale display viser en totalvægt på nøjagtigt 40 ton. Nu ruller han en presenning hen over lasten og fastsurrer den til tippeladets to sider med bånd. Han er klar til at køre de godt 65 kilometer tilbage til Braunschweig.


Her grundlagde Hans-Hermann Rüdebusch firmaet i 1978, med blot en enkelt lastbil. Siden har den uddannede forsikringsmand udvidet virksomheden løbende. For omkring ti år siden kom hans søn Wieland ind i firmaet. Foruden medarbejdere og lastbiler samt filialer i Sachsen-Anhalt, Thüringen og Hessen er der løbende blevet tilføjet nye tjenesteydelser.

I dag transporterer virksomheden således forskellige former for materiale – dog primært, men ikke kun til byggebranchen: Maskiner på blokvogne, støv- og pulverformet materiale i siloer, flydende bitumen til asfaltproduktion i tanke, frisk og stadig varm asfalt i fuldt isolerede Actros dumpere. Siden 2012 har containerservice også været en del af produktsortimentet med genbrugsstation til aflevering af murbrokker og byggepladsaffald. Datterselskabet, der er oprettet til dette formål, ledes af Marlene Rüdebusch, som faktisk lever op til navnet ved at være datter.

"Byggebranchen er konstant i bevægelse – derfor skal vi blive ved med at være mobile“, siger seniorchefen – det er tabu at holde stille. Der ligger imidlertid en omfattende research forud for enhver tilføjelse af nye tjenesteydelser. "Efterspørgslen efter transport af opgravet jord fra byggepladser stiger." Netop her, hvor terrænet ofte er vanskeligt, er investeringen i Arocs en betydelig forstærkning. Opgravet jord køres efter resultatet af den lovpligtige "analyse" til genbrug eller til deponering. Virksomheden er certificeret både til bortskaffelse og til egen deponering. Så Rüdebusch er altså mere end en rendyrket transportør. "Vi udarbejder også bortskaffelses- og saneringskoncepter inklusive den lovpligtige dokumentation“, fortæller seniorchefen. "Hvis vi havde været et mindre firma, ville vi ikke have kunnet tilbyde det." Det gælder også driften af to grusgrave, de egne lagerarealer og to køreskoler til alle kørekortklasser – som Inga Rüdebusch har ansvaret for. Siden 2012 har man drevet "Braunschweigs første betontankstation", siden 2013 anlæg til processering af asfalt og skinnemateriel. "Vi vil kunne tilbyde vores kunder et komplet sortiment af tjenesteydelser."


Aflæsning. Grustransporten fra Harzen er på vej til havnen i Braunschweig ved Mittellandkanalen.
Aflæsning. Grustransporten fra Harzen er på vej til havnen i Braunschweig ved Mittellandkanalen.
Afskibning. Rüdebusch-firmaets eget skib "Inga R." sejler stenlasten til Hamborg.
Afskibning. Rüdebusch-firmaets eget skib "Inga R." sejler stenlasten til Hamborg.

I en årrække har Rüdebusch-firmaet desuden ejet et transportmiddel, som kun få logistikvirksomheder i deres størrelse kan prale af, nemlig et skib, det næsten 86 meter lange indlandsskib "Inga R.". "Vi bruger det på vandveje i Tyskland og i Nederlandene", siger Wieland Rüdebusch. "Den vigtigste rute med faste ture er fra havnen i Braunschweig til Hamborg.“ Skibet rummer næsten 1400 ton styrtegods som for eksempel grus – eller diabas-grus. Arne Buhle er på vej til "Inga R." i sin røde Arocs. Kort før solen går ned, trykker han på knappen for at sætte tippeladet bag førerhuset i bevægelse. Med et forsigtigt drøn forsvinder grusladningen ned i "kassen" ved kajkanten. Næste morgen omlastes gruset med kran, hvorefter "Inga R." sejler mod Hamborg – ad Mittellandkanalen, Elbe-Seitenkanal og floden Elben. Skibets destination er nærmere bestemt en asfaltfabrik. Også Arocs lastbilen vil på det tidspunkt være ude at køre igen – højst sandsynligt uden asfalt under hjulene.


Billeder: Tom Roelecke

Endnu ingen kommentarer