Levnedsmiddellogistik: Schmidt Zeevis har tillid til lastbiler med stjernen

Økonomi & logistik

Kongelig frisk fisk.

En flytning og en udmærkelse fra kongen har givet Schmidt Zeevis mange nye kunder. Og det er ensbetydende med nye stjerner i vognparken.

Udmærkelse: Stjerne Med blandt andet en Actros og 18 Sprintere sørger Schmidt Zeevis også for et godt renommé i transportflåden.


På hverdage omkring middagstid er butikken fuld af mennesker, som ved, hvad der smager godt. For slet ikke at tale om lørdag eftermiddag. Koninklijke Schmidt Zeevis' tidligere fiskehandel i udkanten af Rotterdams centrum var allerede en af de flotteste i Europa, men den nye forretning ved A20 er en sand juvel. En, der absolut fortjener sit adelsprædikat.

Virksomheden blev grundlagt i 1916 af Oma Schmidt og havde sit domicil i hjertet af byen i 99 år. Dér var den dog langsomt, men sikkert ved at sprænge alle rammer, især da webshoppen blev oprettet i 2011. „Vores gamle bygning fra 1962 var for datidens forhold banebrydende med blandt andet et opvarmet fundament til at forhindre en mulig skade på kølerummene“, forklarer direktør Marcel van Breda. „Byggeriet blev dengang udført, så det perfekt opfyldte Schmidt Zeevis' behov. Men med kun to læsseramper opstod der i de senere år stadig større trængsel og behov for at improvisere. For fiskebutikken var den gamle placering helt fin, men i årenes løb udviklede vi os mere og mere til en forarbejdningsvirksomhed. Og det medførte en livlig intern transport. Også rent praktiske aspekter som f.eks. parkeringspladser til vores medarbejdere blev et problem. Derfor opstod de første forsigtige planer om et nybyggeri i 2009.”



I dag beskæftiger virksomheden ca. 150 medarbejdere, fordelt på seks forretningsområder. Omkring 140 fiskearter leveres over hele verden til restauranter, hoteller, cateringfirmaer, butikker, grossister, krydstogtskibe, luksusyachter og lufthavne. I webshoppen blev barren med det samme sat meget højt med servicen „Bestil før kl. 12, levering dagen efter“. En anden specialitet: Schmidt Zeevis er en af de største fiskehandlere i Holland, som stadig udøver det traditionelle håndværk. Fisken fileteres stadig manuelt, selv om maskinel filetering er meget billigere. Men ved maskinel filetering bruges der store mængder vand, hvorved fisken mister sin karakteristiske smag og smagen af hav. Omhu og kærlighed til produktet er den røde tråd i fiskespecialistens historie. Derfor er stamkunderne der stadig, og nye kunder har også hurtigt fundet vej til Schmidt Zeevis. Selv efter den gennemgribende flytning til erhvervsområdet Spaanse Polder. „Vi fik undersøgt de mulige konsekvenser for vores butikskunder”, siger van Breda. „Det fremgik, at vi skulle regne med en tilbagegang på 25 procent på grund af flytningen. I praksis var det modsatte tilfældet: Vi har endda fået mange nye kunder.”



Flytningen har en historie: To generationer af familien Schmidt havde udbygget virksomheden til en blomstrende forretning med et anset navn. Men da Marcel van Breda i 2000 overtog stafetten fra familien, var virksomheden stadig ejet af Kennemervisgroep. I 2012 gennemførte van Breda sammen med sin økonomidirektør Jos van Vuren et management-buyout uden store eksterne investeringsselskaber. Da den hollandske bank ABN Amro på det tidspunkt mere eller mindre overraskende overtog forretningerne fra den mere afventende Deutsche Bank, blev der pludselig sat kraftigt skub i planerne om nybyggeriet. Den 8. december 2015 var det Hendes Majestæt Dronning Máxima, der indviede den nye bygning, som ikke helt tilfældigt havde samme form som et højsøskib: Forrest var der en fornem butik og bagved en stor lagerhal med masser af plads og infrastruktur til opbevaring og forarbejdning.

„Fra to til tolv læsseramper er da også en væsentlig forbedring”, fortsætter van Breda. „Lad os tage den sidste uge i året. Der har vi ud over vores regulære ordrer også godt 2500 bestillinger fra privatpersoner. I denne uge kører ikke mindre end 91 transportere, deraf 18 Sprintere, der er vores egne, for os i alle regioner i Holland.”


Traditionelt håndværk. Andre steder fileteres fisk i dag maskinelt, men på grund af det store vandforbrug går noget af smagen tabt - sådan er det ikke hos Schmidt Zeevis.


De fyrstelige forhold på de nye lokaliteter blev understreget rent billedligt, da der den 2. september 2016 blev optaget en krone i logoet. Hans Majestæt Kong Willem-Alexander gav personligt sin tilladelse til at tilføje prædikatet „Koninklijk” til navnet Schmidt Zeevis. Van Vuren: „Det var virkelig en anerkendelse af kvaliteten, men inden for landets grænser heller ikke mere end det. For vores internationale kunder giver det til gengæld en væsentlig emotionel merværdi. Og dem har vi ikke så få af. Ofte får vi international omtale via verdensberømte stjernekokke, der kun vil bruge de bedste produkter, og derfor i mange år har købt ind hos os. Vi betjener virkelig det øverste markedssegment, og derfor synes jeg, det er skønt, at vi har fået den anerkendelse, som vi arbejder så hårdt for.”

Det betingelsesløse krav om kvalitet afspejler sig også i vognparken, der helt og holdent er leveret af Mercedes-Benz I 1984 købte van Breda sin første Mercedes-Benz 508 D – således opstod den tætte forbindelse til forhandleren ROGAM. Van ProCenter i Bergschenhoek kender ønskerne hos Koninklijke Schmidt Zeevis. Hvis det sker, at en bil havarerer, sender man straks en erstatningsbil, således at chaufføren kan læsse bilen om og køre videre.

Van Breda: „Det står slet ikke til diskussion. Med vores friske produkter kan vi ikke først vente og se, om mekanikeren er i stand til at reparere bilen på stedet eller ej. Men samtidig må man også sige, at defekterne i vores unge vognpark er minimale. Efter gennemsnitligt tre år og 300.000 kilometer udskiftes Sprinterne, selvom de egentlig stadig kunne køre uden problemer. Så vidt jeg ved, findes der intet andet mærke, der kan leve op til dette.”



Sprinterne med 7G-TRONIC-automatgearkasse leases via Mercedes-Benz CharterWay. De smart konstruerede kasseopbygninger er udstyret med både køle- og dybfrostafdeling, der kan åbnes uafhængigt af hinanden. Ud over transporterne har Koninklijke Schmidt Zeevis en Actros og to Atego'er, som anvendes til palletransport til grossister. Vognparken skal udvides og udnyttes endnu mere intensivt. „Vi skal ende med at levere syv dage om ugen”, forklarer van Breda. „Gastronomivirksomheder, især på dyre mondæne adresser, har ikke råd til den luksus det er at indrette et stort kølelager. Derfor får det større og større betydning at levere friske varer dagligt. Så planlægningskalenderen hos vores logistikmanager Kees Groenenboom vil blive fyldt endnu mere op. Men vores bygning er indrettet til det, og vi er forberedt på det. Mercedes-Benz vognparken har aldrig været en begrænsende faktor.”

Fotos: MCR

2 kommentarer