40 nye Actros til Skive Køletransport

Actros

40 nye Actros til Skive Køletransport.

Skive Køletransport disponerer dagligt ca. 200 lastbiltræk med køletransport i Danmark. Heraf står der Skive Køletransport på ca. 120 af de trækkende enheder, og kunderne er primært store slagterier, mejerier, supermarkeder m.fl. Vognparken fornys løbende af hensyn til driftsøkonomi og miljøegenskaber, og tidligere i år blev der givet håndslag på 40 nye Mercedes-Benz Actros til levering i løbet af det kommende års tid.


Driftsøkonomi, fleksibilitet og driftssikkerhed.

For syv år siden overtog vognmand Anders Mikael Christensen Skive Køletransport, der blev etableret i 1978. Han blev vognmand med en lang karriere inden for salg af lastbiler bag sig, og han har en meget klar strategi for den store og voksende vognpark:

- Det allervigtigste for os er driftsøkonomi, fleksibilitet og driftssikkerhed. Derfor skal vi have en moderne flåde af driftssikre lastbiler, og derfor har vi også mange Mercedes-Benz Actros i flåden. Og der er flere på vej, fastslår han.


Det er bundlinjen, der tæller.

På trods af en lang salgskarriere i Volvo-koncernen har han ingen følelser omkring bilmærke i sin vognmandsforretning, for det er bundlinjen, der tæller. Når de 40 nye Actros er leveret, er der stjerne på ca. 55 % af lastbilerne hos Skive Køletransport, der på trods af navnet har hovedkvarter i Hobro.

- Siden jeg overtog forretningen, har jeg arbejdet målrettet på at reducere kapitalbindingen i rullende materiel. Vi fik ret hurtigt solgt både lastbiler og trailere fra og kører nu kun med leaset materiel. De 40 nye Actros’er er leaset på 48 måneders operationel leasing, så vi nøjagtig kender vores omkostninger pr. kørt kilometer. Den eneste variable fra mærke til mærke er brændstofforbruget, og så kan du selv regne ud, hvorfor vi har så mange Actros i forretningen, siger Anders Mikael Christensen.

De 40 nye Actros er helt ens. Der er tale om modellen 2545LS 6x2/2med Gigaspace-førerhus og løftbar støtteaksel foran trækakslen. De er udrustet med den nyeste teknologi med kamera-spejle, digital instrumentering osv. Bilerne kører ca. 135.000 i gennemsnit om året, og chaufførerne har i princippet fast bil. Nogle biler køres dog fast af 1-3 chauffører på skift, og så kommer der selvfølgelig afløsere på i ferieperioderne. Der er ca. 175 ansatte chauffører ud af de godt 200 medarbejdere.



Gode chauffører passer på materiellet.

- Vi har gode chauffører, der passer godt på materiellet. Det er vores erfaring, at fast bil giver større ansvarsfølelse, og på de biler, der har flere faste chauffører, sørger den interne selvjustits for, at der også bliver passet dem, forklarer Anders Mikael Christensen.

Af hensyn til chaufførerne har han valgt det største og mest rummelige Gigaspace-førerhus, selv om der nok kunne spares lidt penge og lidt egenvægt på at vælge et mindre førerhus.

- Mange af chaufførerne overnatter hele ugen i bilen, og så skal de selvfølgelig have det bedste. Vi gør meget for at holde på vores folk og har en lav personaleomsætning, så at spare lige på chaufførkomforten ville nok være et selvmål, konstaterer han.

Til gengæld er han overbevist om, at drivlinen med 450 hk-motor er den absolut bedste til Skive Køletransports behov.

- Selv om vi primært kører med 6-akslede vogntog, er 450 hk rigeligt til danske forhold. Vi har løftbar støtteaksel på trækkerne, fordi vi jævnligt kører med mindre læs og egentlig kunne nøjes med 2-akslede trækkere til de ture. Af hensyn til fleksibiliteten har vi dog ensrettet med 3-akslede trækkere, da alle biler skal kunne køre med alle læs, fastslår Anders Mikael Christensen.

For at opnå den bedst mulige driftsøkonomi har Skive Køletransport ansat en chaufførtræner. Det er Kim Christiansen, der ud over selv at have kørt som chauffør i mange år også har undervisningserfaring fra AMU. Han sørger for, at både nye og mere erfarne chauffører får en grundig instruktion, når de tiltræder eller får ny bil. Hans job er desuden at følge op på chaufførernes præstationer.


Danske chauffører på dansk overenskomst.

- Ud over at instruere chaufførerne i den bedste og mest økonomiske kørestil er Kim også ekspert i at analyse de køredata, som vi indsamler fra alle biler. Det gælder alt fra brændstofforbrug pr. bil og pr. chauffør til skader og stilstand på grund af værkstedsbesøg. Det er værdifuld information, som er afgørende for, hvilke bilmærker vi vælger, fastslår Anders Mikael Christensen.

Skive Køletransport kører i Danmark med danske chauffører på dansk overenskomst. Efter aftale med chaufførerne blev der ved den seneste overenskomstforhandling indført en bonus på kr. 2,- i timen til de chauffører, der kører mest økonomisk og præsterer bedst på de nøgletal, som udlæses fra bilernes kørecomputere.

- Vi belønner individuelt for at gøre en ekstra indsats. Det er blevet taget godt imod i chaufførgruppen, og for mange er der virkelig gået sport i den, når det gælder om at køre brændstoføkonomisk. Det er ren win-win for begge parter, siger han.


Chauffør Jørn Westergaard.

Jørn Westergaard er en af første chauffører hos Skive Køletransport, der har fået en ny Mercedes-Benz Actros 2545 LS at køre i. Det er han rigtig glad for.

- Det er ikke for at fedte for vognmanden eller for at gøre en dyd ud af nødvendigheden, men jeg mener bare at det her er den bedste lastbil, fastslår 47-årige Jørn Westergaard.

Han er oprindelig uddannet mekaniker men valgte ret hurtigt ud komme ud og køre. I starten kørte han afløser hos Aldi med en godt brugt MAN 18.282 med Fuller-gearkasse og kort førerhus samt 2-akslet city-trailer. Da Aldi opdagede, at han både kunne køre og skrue bil, kunne han tilføje truckmekaniker ved siden af chaufførafløser på visitkortet.


Først ind, sidst ud.

Senere skiftede han til Arla Foods, hvor han kørte lokal distributionskørsel til butikker og supermarkeder i det midt- og nordjyske, men så trak de store landeveje hos en stor vognmand med mange tankbiler. Det blev dog kun til tre måneder der, for vognmanden havde lige glemt at fortælle, at en stor del af kørslen var sæsonbetonet, og at en del af chaufførerne blev fyret op til vintersæsonen. For Jørn var det ”sidst ind-først ud”, men han fandt dog hurtigt en anden vognmand, der satte pris på hans erfaring med ADR-kørsel i tankbil.

Turene de næste fire år gik rundt i hele Europa, herunder Tjekkiet, men så skiftede vognmandens fokus til billige, østeuropæiske chauffører, og da Jørn ikke havde lyst til at få en tjekkisk adresse og tjekkisk løn, sluttede dét ”eventyr”. Siden har der stået både Taxa, Skanol og Andreas Andresen på siden af Jørns biler. Hos sidstnævnte gennemførte han også merituddannelsen og kan kalde sig for faglært chauffør.

For fem år siden fik han job som disponent på kontoret hos Skive Køletransport. Det blev til fire år foran computeren, men for et års tid siden trak landevejene igen, så Jørn skiftede kontorstolen ud med førerstolen i en af Skive Køletransports lastbiler.


Helt ny Actros.

Han har altid været Mercedes-mand, når han selv kunne vælge, så det passer ham rigtig godt at have fået en helt ny Actros at køre i. Samtidig passer det ham fint, at turene ”kun” går rundt i Danmark, for han har ligesom kørt det eksport, han havde brug for. Samtidig trives han med den frihed under ansvar, som Skive Køletransport giver deres chauffører.

- Nogen gange kan jeg ikke helt slippe, at jeg har været disponent. Hvis jeg bliver sendt ud på en dårligt tilrettelagt tur foreslår jeg venligt en bedre løsning, og det tager de som regel pænt på kontoret, griner han.

Efter knap et par måneder i den nye bil er han fortsat rigtig glad for den. Den digitale instrumentering vænnede han sig til fra den ene dag til den anden, og det samme gælder kamera-spejlene.

- Det er rigtig godt med de gule markeringsstreger på monitoren, som viser bagenden af traileren. Vi bakker altid til ramper, og jeg har ikke ramt ved siden af endnu, siger Jørn. Han har heller ikke noget at udsætte på kameraløsningen, når det gælder kørsel i regnvejr eller mørke.

- For mig er der kun to rigtige lastbiler på markedet. Den ene er en ny Mercedes-Benz, og den anden er en brugt Mercedes-Benz. Den nye Actros er ganske enkelt den bedste bil, Mercedes-Benz endnu har produceret, så jeg klager ikke, fastslår han.

2 kommentarer