Perfekt tilpasset: Det nye redningskøretøj hos Salzburgs brandvæsen på basis af en Arocs 2546

Køretøj & teknologi

En stjerne, som går gennem ild.

Moderne indsatslastbil: Salzburgs professionelle brandvæsen har for nylig taget et nyt tungt redningskøretøj på basis af en Mercedes‑Benz Arocs 2546 i brug.


Meterhøje flammer, dybsorte røgskyer, biler, som er kilet sammen til uigenkendelighed – arbejdet hos Salzburgs professionelle brandvæsen har ofte et højt adrenalinniveau. I gennemsnit rykker de ud ti gange om dagen for at slukke brande og hjælpe ved trafikuheld. Men deres alarmer lyder også, når personer skal reddes ud fra blokerede lejligheder, når heftige vindstød river tage af huse, ved oversvømmelser og vandrørsbrud, eller når husdyr ikke selv kan komme ud af vanskelige situationer.

Specialvognpark med 50 køretøjer.

Den 128 mand store trop er både uddannet til ekstreme indsatser i luftige højder og til søgning efter og redning af savnede personer i floder og søer samt til snesevis af andre nødsituationer. I arbejdet støttes de af en vognpark på omkring 50 specialkøretøjer. For nylig er flåden blevet udvidet med et tungt redningskøretøj – på basis af en Mercedes‑Benz Arocs 2546 6×2.



Tilpasset præcist til behovene.

Den konstituerede brandchef Werner Kloiber, køretøjsofficer Stefan Jakolitsch og driftsleder Thomas Karl er begejstrede over den nye stjerne i vognparken hos station Maxglan med forkortelsen SRF-K: »Køretøjet spiller på alle registre og er tilpasset præcist til vores indsatsbehov.« Og det er der ikke noget at sige til: i løbet af en næsten toårig proces er der blevet drøftet indsatsmuligheder og udstyrskendetegn samt blevet defineret ydelseskriterier.

Gennemtænkt udstyr.

Kravene var en ekstremt højtydende kran, en medstyrende efterløbsaksel og en kort akselafstand for størst mulig manøvredygtighed. Derudover skulle der overholdes en maksimal konstruktionshøjde på 3,65 meter, så køretøjet kan anvendes uden begrænsninger i Salzburgs indre by, hvor der nogle steder er meget lave viadukter. »Med et permanent firehjulstræk ville køretøjet være for højt«, forklarer Werner Kloiber. »For alligevel at være mobile selv ved dårligere kørselsbetingelser og på veje med stejle stigninger valgte vi en ekstra hydraulisk drevet foraksel.« Når det er nødvendigt, leder højtrykspumpen fra Hydraulic Auxiliary Drive (HAD), der er placeret på motoren, trykket videre til hjulnavsmotorerne på forakslen. Her presser trykket cylinderstemplerne udad, der til gengæld driver knastringen og sørger for ekstra drivenergi.


Mercedes-Benz Arocs 2546 6×2 redningskøretøj.

  • Hydraulic Auxiliary Drive (HAD)
  • Palfinger PK 42.002 SH G kran med 20,8 meter fremspring og 2,5 t kabelspil samt kabelspilsynkronstyring
  • 20 kVA indbygget strømgenerator
  • 8 t drivskivespil
  • Trykluftkompressor (driftstryk 14 bar)
  • Plasmaskærer
  • Løftepude (1 bar og 12 bar)
  • Trafikstyringsanordning
  • Lysmast

Omhyggelig planlægning af anskaffelsen.

Problemstillingerne og deres løsninger blev drøftet i en særligt nedsat gruppe hos Salzburgs professionelle brandvæsen. I den forbindelse blev der også taget højde for ønsker, erfaringer og ideer fra praksis. Alle krav blev hældt i et samlet koncept og afstemt med hovedentreprenøren, Empl-Fahrzeugwerk i Kaltenbach, forklarer Werner Kloiber. Brandmanden fra Salzburg smiler: »Det gik til dels så vidt, at medlemmerne af denne særlige gruppe også undersøgte muligheder for forbedringer i deres fritid. Engagementet var enormt, og glæden ved nu faktisk at have modtaget køretøjet er kæmpestor.«



God service, høj fleksibilitet.

For Werner Kloiber øger SRF-K hele troppens fleksibilitet takket være sit udstyr og sine mange opbygninger. »Med køretøjet dækker vi mange indsatseventualiteter lige til søsætning af en redningsbåd i svært tilgængeligt farvand.« Hvis der ikke er noget slæbested til rådighed, bliver kranen kørt ud for at sætte båden i vandet fra anhængeren. »Der er indgået rigtigt mange overvejelser i opbygningen og udstyret«, siger Werner Kloiber. »Det er skønt at se, at den store arbejdsindsats nu betaler sig fuldt ud i indsatshverdagen.« I hvor høj grad spillede stjernen på kølergrillen en rolle ved anskaffelsen? Werner Kloiber: »Grundlæggende er sådan en proces naturligvis producentneutral, men da vi hidtil har gjort virkelig gode erfaringer med Mercedes, og der er sikret flere årtiers reservedelsforsyning samt en fremragende servicering, glæder det os, at det blev en Mercedes.«



Foto: Sebastian Freiler

14 kommentarer