Færgeoverfart og venstrekørsel: På tur med England-eksperten Stefan Sprenger

Efter to timers ventetid kører Stefan Sprenger sin Actros op på stålrammen og et øjeblik senere ind i »Spirit of Britain«. Køen nåede helt ud til motorvejen, langt fra havnen i Calais. Her blev kontrollen af papirer og ladningen heldigvis klaret i en fart. »Om morgenen er der mest travlt her, særligt på en onsdag som i dag: Her er der mange, der tager over, så de kan nå tilbage igen inden weekenden.«

»Over« betyder: over Den Engelske Kanal til Storbritannien. Det tager halvanden time at sejle fra Calais i Frankrig til Dover. Mens hans Actros står på lastbilsdækket på »Spirit of Britain«, åbner Stefan nogle etager højere glasdøren til »Commercial Drivers«-lounge med chipkortet. Derefter tager han en hurtig kop kaffe og sætter sig i liggestolen. Rundt omkring ham blunder kollegerne. »Her er overfarten ren afslapning.«

Der er brug for klog planlægning.

Og det har chaufføren fra Oberbayern brug for. For hans ture, der for det meste begynder med materialelæsning i Sydtyskland og har destinationer på hele øen, er krævende. Calais er nåleøjet: De lange ventetider, man tit har, – »Jeg har også været ude for at vente i tolv timer; det var, da havnearbejderne strejkede« – kræver klog planlægning af Stefan. »For det meste forsøger jeg at time kørslen på en sådan måde, at jeg når over om eftermiddagen. Derefter behøver jeg mindst fire timers kørsel.«

Det handler om hurtigt at nå kystbyen Folkestone for at sikre sig en plads for natten på fragtcentralen. Hvis det imidlertid ikke lykkes, f.eks. fordi den 54-årige sidder i kø i Belgien, overnatter han på en fragtcentral inden Calais – og tager en tidlig færge om morgenen. Hvis fragten skal gå særligt stærkt, kører han i stedet mod Eurotunnellen og tager med toget til England.

Ingen angst for Brexit.

Stefan er uddannet som automekaniker, har arbejdet som tekniker med betonboring og -savning og er efter en diskusprolaps skiftet over til lastbilkørsel. Han har kørt turene til Storbritannien i flere år. RoadStars-reporteren vil vide, om Brexit snart vil gøre turene mere komplicerede. »Årh, man finder nok en fornuftig løsning, så vi ikke mærker den store forskel«, siger chaufføren og trækker på skuldrene.

Han reagerer lige så afslappet, når det handler om temaet venstrekørsel – og fortæller i stedet, hvor hensynsfuldt man behandler hinanden i trafikken på øen. »Det siges, at englænderne i køreskolen får fortalt, at man har brug for lastbiler, da de sørger for, at hylderne i supermarkedet er fyldt op«, siger Stefan.

Han transporterer selv oftere fødevarer på de ligeledes regelmæssige ture fra Italien til Tyskland. Til England transporterer han samlegods, avispapir eller emballager til en stor onlineforhandler. På tilbageturen medbringer han tit aluminiumspiller med også genbrugsmateriale fra genbrugspapir til metal, der f.eks. udvindes ved ophugning af motorer.

I dag har han indkøbsvogne i sin sættevogn med skydegulv og aluminiumsvægge. Dem skal han levere til East Midlands, hvorefter han kører et stykke nordpå til Sheffield. Der hældes der aluminium, der er presset af en gravemaskine, i sættevognen. »Med denne ladning kører jeg til et sted i nærheden af Peschiera i Norditalien.« Eller rettere sagt: Først kører han til Mittenwald – »Der bor jeg – af og til« –, tilbringer weekenden med sin kone og kører sydpå om mandagen.

Gerne alene på farten.

Hans kone har flere gange været med på turene – og nydt at sidde i lænestolen, der i førerhuset med SoloStar Concept har erstattet passagersædet. »På en tur til Syditalien, der varede ni timer, sov hun engang i otte timer. Hun vågnede i Bari og spurgte, hvor havet er«, fortæller Stefan med et grin.

Hans kone er den eneste, han gerne vil have med: En af de ting, han godt kan lide ved arbejdet, er at han er meget alene. »Hvis det engang imellem bliver for hårdt, sætter jeg AC/DC eller Rammstein på og skruer op for anlægget.« Stefan er for det meste på farten fra mandag til fredag. Efter sin uddannelse besluttede han, at han aldrig ville være det samme sted et helt år ad gangen. Det fortæller han, mens færgen lægger til i Dover på havet, der er overraskende stille i dag.

Men er livet på vejen stadig lige så spændende? Og hvordan håndterer man de anstrengende situationer, der opstår på jobbet? F.eks. i havnen i Calais, der er afspærret som et højsikkerhedsfængsel, fordi indvandrere igen og igen forsøger at nå over til England skjult i en lastbil? »Det er ikke altid nemt, men hvor er det?«, siger Stefan. Og tilføjer med sin sydbayerske hjertelighed den i virkeligheden vigtigste sætning: »Tit er det bare rigtigt sjovt!«

Fotos: Ralf Kreuels