Emipesas Arocs sørger for, at vejene i Aragón forbliver farbare

Økonomi og logistik

Kamp mod snemasserne.

Emipesas Arocs sørger for, at vejene i Aragón er farbare om vinteren. Virksomheden har også erfaring inden for andre områder.

Fælles strategi. Firmaerne Sergruco og Emipesa under brødrene Miguel (til venstre) og Carlos Pérez arbejder tæt sammen.


Den sidste snestorm førte til en vejspærring af A-23. Denne motortrafikvej, der forbinder Zaragoza med Valencia, måtte spærres i begge retninger over en strækning på 15 kilometer på højde med Barracas. Salvador Guillén, chauffør på en af Emipesas sneplove, arbejdede på akkord i tre dage med sin Arocs for at gøre motorvejen sikker igen: Mens ploven foran fjernede sne fra vejbanen uafbrudt, fordelte salt-/grussprederen, som er anbragt bag på lastbilen, salt og saltopløsning for at forebygge ny dannelse af is.


»Vedligeholdelse af veje i vintersæsonen indebærer et stort ansvar«, forklarer Carlos Pérez, direktør hos Emipesa. Virksomheden har arbejdet i denne branche siden 2010. På dette tidspunkt udvidede Carlos Pérez med sin pragmatisme og sit iværksætterinstinkt aktiviteterne i virksomheden, som indtil da havde skabt sig et navn inden for brydning af stenmaterialer og transportarbejde for byggepladser i provinsen Teruel. Ud over ti sneplove, som er monteret på Arocs, råder firmaet over tre industrielle læssemaskiner og en 2,5 meter bred snefræsemaskine, der tages i brug, når snemængderne eller snedriverne gør det nødvendigt.

Hvor streng vinteren i Aragón er, kan tydeligt anskueliggøres gennem de ressourcer, som ministeriet for infrastruktur og trafik stillede til rådighed til den forgangne vintersæson 2016/2017: 122 sneryddere; 29 lagre til afisningsmidler og 77 siloer med en samlet kapacitet på 21.440 ton salt; 19 produktionssteder og 33 lagre til saltopløsning – med en samlet kapacitet på 860.000 liter; 79 vejrstationer til analyse af vejrdata og 11 kanoner til lavinebekæmpelse. Om vinteren hersker der temperaturer ned til –18º C i Teruel. På vejene ligger der af og til op til 60 cm sne.



»Så snart vintersæsonen er ovre, vender de ti Arocs, der er udstyret med sneplove, igen tilbage til stenbrudene, eller transporterer beton.«

– Carlos Pérez, direktør hos Emipesa


Medarbejderne hos Emipesa ved, hvor vigtigt det er, at motorveje, motortrafikveje og landeveje er farbare: Der står menneskeliv på spil. Til Salvador Guilléns hyppigste ruter hører tilkørslerne til skipisterne i Javalambre og Valdelinares, hvis parkeringspladser befinder sig i 2.000 meters højde. Fagmanden forklarer, at betjeningen af ploven kræver stor snilde og erfaring.

I ikkeasfalteret terræn eller på veje i dårlig stand kan den fryse fast på underlaget, eller der kan opstå en løftestangseffekt og forårsages en ulykke. Salvador forklarer, at hastigheden varierer afhængigt af arten og mængden af sne, samt af vejrforholdene: På motortrafikvejene kører sneplovene med maksimalt 60 km/t.


Ministeriet for infrastruktur og trafik har sidste vinter stillet 122 sneplove til rådighed til vejene i Aragón.


Ved hjælp af en anordning i kabinen regulerer Salvador salt- eller saltopløsningsmængden i gram, som bliver fordelt pr. kvadratmeter. Han forsikrer, at køretøjernes værste fjende på vejen er isen. Her er Arocs med dens fordelagtige forhjulstræk hans forbundsfælle.

Normalt varer vintersæsonen fra november til april. I disse måneder tilbyder virksomheden ikke kun sine tjenesteydelser i Teruel, men også i Castellón, Valencia og Guadalajara. »Så snart vintersæsonen er ovre, vender de ti Arocs, der er udstyret med sneplove, igen tilbage til stenbrudene, eller transporterer beton«, forklarer Carlos Pérez. Han vognpark består af i alt 55 lastbiler, næsten alle Mercedes-Benz. Grunden til dette? »Det er lastbiler med en lang levetid. Det er det afgørende kriterium for os«, bekræfter han.


Lastbilerne anvendes uafhængigt inden for de forskellige virksomhedsområder. Især brydning af stenmaterialer og transport for byggepladser og af asfalt er kerneområder hos Emipesa, der er ejer af fem stenbrud. I et af disse bryder de grusmateriale for ADIF. Dette materiale blev for kort tid siden leveret til to af de vigtigste byggepladser inden for anlægs- og vedligeholdelsesarbejde i de autonome regioner Valencia og Aragón: Middelhavskorridoren og højhastighedsjernbanestrækningen Madrid-Barcelona. Derudover har virksomheden deltaget i levering af asfalt og beton til parkeringspladsen i lufthavnen i Teruel samt til den efterfølgende udvidelse af lufthavnens faciliteter.



Emipesa suppleres af virksomheden Sergruco: Et »søsterselskab«, der er specialiseret i industrikraner og løftesystemer til bjergning af vejkøretøjer og udlejning af entreprenørmaskiner. Det ledes af Miguel Pérez, broder til Carlos Pérez. Sergruco sørger ligeledes for, at vejene forbliver farbare om vinteren, og tilbyder udlejning af maskiner med og uden fører. Til det formål råder virksomheden over to sneplove, der er monteret på Arocs.

Ligesom snefnug vokser Emipesa og Sergruco symmetrisk. De forfølger lignende, men ikke identiske mål. Carlos Perez sammenfatter: »Der findes ingen identiske snefnug«.


Indsats under belastning. Arocs med sneplov er det bedste valg for Emipesa til at sikre, at vejene er farbare om vinteren.


Foto: Begoña Tremps

4 kommentarer