Tredje generation trucker

For Paulina, som altid har haft en forkærlighed for motorer, må der gerne være gang i den.

»Som ung pige gik jeg ikke kun meget til ridning, men kørte også meget motocross. Og også crossmaskinen, som stod hos os i garagen, skulle jo ud og røres«, fortæller Paulina.

»Jeg kan endnu huske, hvordan snakken ved ridning hele tiden faldt på, hvilken hestetrailer forældrene måtte trække med hvilken bil og med hvilket kørekort. Jeg tænkte allerede dengang, at jeg ville køre de største lastbiler, der kører på vejene!«

På et tidspunkt blev de motoriserede hestekræfter mere interessante end de firbenede, og Paulina begyndte at gå med tanker om at blive selvstændig. Tilbage i tresserne grundlagde hendes bedstefar en vognmandsforretning, som faren senere overtog.

»Som skoleelev oplevede jeg, hvor hårdt min far skulle arbejde for at holde virksomheden i gang – og det i al slags vejr. Og jeg ville på et eller andet tidspunkt godt give noget tilbage. Altså besluttede jeg mig i de sidste skoleår for at gå i en motorkøretøjsspecifik retning – og det var det bedste, der kunne ske for mig!«

I starten var Paulinas far ikke ligefrem begejstret og syntes, at datteren hellere skulle holde sig væk fra branchens stress. Men efterhånden som Paulina tilegnede sig flere og flere kompetencer, begyndte han efterhånden at se anderledes på tingene.

»Da jeg fyldte 18, tog jeg kørekort til personbil i marts og til lastbil i december. Efter et par måneder havde jeg også tilladelse til at køre med sættevognstrækkere. Jeg er simpelthen som skabt til det arbejde«, sammenfatter hun grinende.

Aske og slagge.

Efter flere praktikophold i andre speditionsfirmaer begyndte Paulina så at arbejde i farens virksomhed. Far og datter delte i starten en Arocs med tippeladsanhænger, hvor de i dobbelte skiftehold transporterede slagge og aske for Stockholm Exergi (tidligere Fortum). Efter kun et halvt år blev der indgået en langfristet aftale med den samme kunde, som omfattede betydeligt flere ture. Derefter anskaffede de sig en yderligere lastbil til Paulina, som samtidig blev medindehaver af virksomheden.

Også her faldt valget af lastbil på Mercedes-Benz, denne gang dog på en Arocs med treakslet hejselad. Nu transporterer Paulina i hele vinterhalvåret aske og slagge for Stockholm Exergi, mens transporterne om sommeren omfatter alt lige fra containere til maskiner - hvad der lige byder sig.

»Vi har altid arbejde! Der har ikke været en eneste dag, hvor der ikke har været brug for lastbilen, siden jeg hentede den.«

»Mercedes-Benz tilbyder ganske enkelt de bedste serviceaftaler og -ydelser! Vi betaler en fast pris om måneden, og så skal vi ikke have hovedbrud med, hvor meget et arbejde koster, eller om det måske bedre kan betale sig at gøre det selv. Så kan vi altid regne med, at der ikke kommer nogen ubehagelige overraskelser. Jeg ringer bare om formiddagen, og så afhenter servicemedarbejderne køretøjet om aftenen – for de ved godt, at det skal køre i løbet af dagen.«

I ugens løb står Paulina op hver morgen kl. 3.45 og kører så fire rundture mellem kraftværket Högdalen og sorteringsanlægget i Södertälje.

»Jeg elsker denne tur! Desuden giver den os en stabil indkomst og dermed en god sikring for fremtiden.«

»Man skal værdsætte tingene.«

I de senere år er der kommet flere og flere kvinder bag rattet i lastbiler, og Paulina har næsten kun fået positive reaktioner på det.

»I mellemtiden ansætter mange vognmandsvirksomheder endda især gerne kvindelige lastbilchauffører«, fortæller hun os.

»Jeg tror, at kvinder måske kører lidt forsigtigere end mænd og derved forårsager færre skader.«

»Man skal værdsætte tingene«, understreger Paulina.

»I fremtiden skal vores virksomhed vokse, og fremtidige medarbejdere skal være sig bevidst om det. De skal forstå, at vi transporterer værdifuldt gods, som andre har betalt dyrt for. Jeg ville dog ikke kun ansætte kvinder. Efter min mening kører det bedst med en blanding af kvindelige og mandlige medarbejdere.«

Hvis man som Paulina læsser og aflæsser en lastbil flere gange om dagen det samme sted, ser man ikke så mange forskellige mennesker. Det laver hun om på i weekenden. Så er det tid til at få luftet hendes Chevy Biscayne fra 1958. En klassisk, firedørs amerikanerbil.

»Denne bil er ikke en højglanspoleret garagebil, men heller ikke en rustbunke. Det er slet og ret en brugt bil med den rette mængde coolness. I weekenden er der altid store træf et eller andet sted, hvor de fleste deltagere er noget ældre end mig.

Og så kommer jeg ikke altid i min Chevy. Ærligt talt, så kommer jeg temmelig ofte i min Arocs. Med den overdådige LED-belysning og mange detaljer i rustfrit stål gør den sig jo også ganske godt.«

»Jeg elsker at komme til truckertræf. Her kan man slappe af, udveksle lidt erfaringer og tale med rare mennesker. Blandt Mercedes-Benz chaufførerne hersker der derudover et helt særligt fællesskab. Via RoadStars kommer vi i kontakt online og lærer ved disse træfs så også hinanden at kende i det virkelige liv.«

»Vi holder sammen og har det bare sjovt. Når vi på vejene møder andre lastbiler med stjernen på kølergrillen, hilser vi på hinanden – som om vi kørte i en gammel amerikanerbil!«