Frosten kræver ofre – ærgerlige uheld og hjælpende hænder for det schweiziske eventyrerpar – del 8

Udenfor raser en snestorm og sørger for en mægtig larm i førerhuset. Mike skal virkelig koncentrere sig ved rattet, for han kan ikke se ret meget. Men i det mindste kommer vi fremad! På Amur-hovedvejen i Sibirien – eller mere præcist i Ruslands region Zabajkalskij – går det mod øst, og vi er omgivet af uendelige skove. Det gælder om at indhente tabt tid. For stoppet på værkstedet i den mongolske hovedstad Ulaanbaatar, hvor vi sendte vores seneste beretning fra, blev ikke det eneste.

Rækken af uheld begyndte, da vi ville bryde op fra den islagte flod Tuul i nærheden af Ulaanbaatar mod Rusland. Vi havde holdt tre dages pause og blandt andet i herligt solskin besøgt den gigantiske Djengis Khan-rytterstatue, som er opstillet i nærheden. Nu ville Axor'en ikke starte, og vi var hurtigt klar over, hvorfor: Batterierne var flade. Først senere fandt vi ud af, at en forbruger har trukket energi om natten, siden kulden begyndte – og nu bruger vi hver aften for en sikkerheds skyld den killswitch, som Leab AG har monteret. Til nød kan trucken også starte ved hjælp af beboelsesbatterierne, men de var også flade efter de stillestående dage.

Glædelig jul og godt nytår fra Andrea og Mike til alle RoadStars.

Ud at lede efter hjælp til fods.

Så vi måtte ud at lede efter hjælp til fods ved minus 20 grader. En lastbil kunne ikke give os starthjælp: For at komme frem til vores lastbil skulle den være kørt over floden og ville være gået gennem isen. Desto mere lettede var vi, da vi nåede frem til en jurte, hvor der stod en transporter og en personbil udenfor: lette køretøjer og tilstrækkelig batteristrøm, tænkte vi.

Mændene i jurten forsynede os først med en krydret te. Så gjaldt det om at skubbe transporteren i gang – det var slet ikke så let i betragtning af den døde yak, der lå i lastområdet. Da vi nåede frem til Axor'en, forbandt vi køretøjerne til dens batterier og kogte te til vores hjælpere. Men selv efter en halv times opladning kunne trucken ikke starte.

Benzinblæser under bundkarret.

Til sidst fik vi på en eller anden måde en engelsktalende værkstedsejer i telefonen, som – det var søndag aften – ville arrangere hjælp til os. Og rent faktisk: Efter to timer kom der et opkald om, at vores hjælpere var i nærheden. Så vi drog op mod hovedvejen for at vise dem vejen! Endnu en march, denne gang i mørket og i endnu mere isnende kulde.

Mændene satte en benzinblæser og en gasbrænder op under vores bundkar. Axor'ens batterier blev forbundet med personbilen og et ekstra batteri. Så fulgte endnu en halv times ventetid, indtil kølervæsketermometeret viste én grad. Lastbilen startede allerede i første forsøg. Den efterfølgende nat var den første, hvor vi lod motoren køre. Vi ville være sikre på, at batterierne blev ladet helt op.

En sky af damp foran ruden.

Fri bane til Rusland! Troede vi. Da Mike tændte parkeringsvarmen for at forvarme motoren den morgen, vi skulle krydse grænsen – vi havde slukket den, fordi det "kun" var minus 20 grader –, stod der en sky af damp op foran ruden. Mike slukkede parkeringsvarmen og forsøgte at starte motoren. Da den endelig startede, opdagede vi, at der løb kølervæske ud!

Lynhurtigt stillede jeg tre pander efter hinanden under lækken. Mike tippede kabinen og fik bikset en provisorisk bypass sammen. Forsigtigt hældte jeg kølervæsken tilbage i systemet. Heldigvis kunne motoren starte, og der løb ikke mere ud. Rigeligt med spænding før dagens første kop kaffe...

På de 600 kilometer til storbyen Tjita krævede kulden flere ofre. Den ene gang fik et frosset afløbsrør vores vaskemaskine til at gå i stå. Så løsningen blev en lille luftvarmer, som vi placerede i opbevaringsrummet om natten for at tø røret op. Beholderne til AdBlue og sprinklervæske frøs også til. Sidstnævne kunne Mike tø op med en føn og påfylde sprinklervæske, som er beregnet til ned til minus 45 grader.

Skyer af sne og gåture.

Nu mangler vi stadig 2.600 kilometer til Ojmjakon, et ekstremt sted og det østligste punkt på vores rejse. Omkring 1.000 kilometer før, i Jakutsk, får vi tjekket vores truck igennem på et værksted fra producenten Kamaz, som Daimler har andele i. Vejene er gode og for det meste tørre, fordi man her pløjer i stedet for at strø. Vores Goodyear-vinterdæk giver os et godt greb selv på snedækkede vejbaner.

Men når vi møder store lastbiler, hvirvler de skyer af sne op bag sig, så Mike må køre i blinde i et øjeblik. Men på trods af alle forhindringer nyder vi turen gennem vinteren. Kort før Ulan-Ude besøgte vi det superspændende Ivolginsky Datsan, et stort buddhistisk kloster med universitet. Ind imellem tager vi os tid til korte gåture gennem pulversneen ved sprøde minus 20 grader. I nat lyder udsigten på minus 37 grader. Vi lader motoren køre for en sikkerheds skyld.

Del 9 i RoadStars-serien kommer den 28. januar. Følg med!

Foto: 4-Xtremes