Konsekvent offroad – det schweiziske eventyrpar »erobrer« Centralasien – del 7
Serie: 4-Xtremes
Fra Altaibjergene til Gobi-ørkenen: Kammermanns trodser alle vanskeligheder - og opdager det fascinerende store hulrum. Del 7 af vores serie.
Hammerslag og den snurrende lyd af en skiftenøgle udgør lydsporet til denne rapport. Det kan kun betyde: Vi tager et stop i pitten – et værksted i Ulaanbaatar, hovedstaden i Mongoliet. De sidste to måneder har vi kørt næsten konsekvent på ujævne skråninger. I Mongoliet er selv de vigtigste ruter er praktisk taget som at køre offroad. Det stiller store krav til bilen.
Når grusveje er toppen.
Med et dobbelt »men«: Kørsel langt fra asfalterede veje som de europæiske er for os stadig langt fra at være det optimale. Men vores Axor er særdeles hårdfør. Derfor er det kun småting, der skal repareres. For eksempel skal holderne til opbevaringsboksene gensvejses. På grund af den konstante rystning er de gået fra hinanden.
Siden vores sidste »on the road«-historie har vi kørt godt og vel 1000 kilometer i Kasakhstan og derefter en passage på russisk jord, hvorfra vi kørte ind i Mongoliet. I Kasakhstan besøgte vi to utrolig smukke steder: Scharyn og Altyn Emel Nationalpark. Både Mike og jeg – Andrea – og Aimée har nydt at vandre og gå på opdagelse i naturen.
Minus 20 grader om natten i Altaibjergene.
I skrivende stund er temperaturerne lige under nulpunktet. Dette er iskoldt i sammenligning med Tyrkiet eller Iran, men intet imod nætterne i de russiske Altaibjerge: Der har vi oplevet op til minus 20 grader. En forsmag på den »ægte« russiske vinter, som vi kommer til at opleve!
Men landskabet kompenserer for kulden. En gang gjorde vi holdt på en gammel pasvej med en fantastisk udsigt. Det var ikke vejret, som sinkede os i løbet af dagen, men mig selv, der bad om stop for at tage billeder. På en dejlig solskinsdag i Altaibjergene holdt vi en pause, fordi vi ønskede at blive af med vores bjerg af vasketøj. Vi var nødt til først at hugge is for at få frisk vand.
En grænsepost midt i ingenting.
Det var en særlig oplevelse at krydse grænsen til Mongoliet. Men først ønskede vi at proviantere, da supermarkederne i Rusland ikke efterlader noget ønske uopfyldt. Øverst på listen: dybfrosne grøntsager. Vi havde læst i rejseberetninger, at det var et problem at finde grøntsager i landområderne i Mongoliet. Og vi ønskede også at tanke diesel. Og så stod vi pludselig ved grænseposten – 50 kilometer før den faktiske grænse.
Der blev vi sendt fra den ene grænsevagt til den anden. Men det er ikke det hele, vi ønskede at tegne en ulykkesforsikring. Udenfor Europa, hvor vores schweiziske forsikring ikke dækker, har det hidtil fungeret godt ved hver grænseovergang. De fleste forsikringsselskabers kontorer er indrettet i containere – spartansk, men alt fungerer fint.
Men ikke her: Først krævede damen ved skranken to gange den pris, vi havde fundet online, og derefter udfyldte hun formularen med ulæselige kragetæer. Og da en anden derefter ville prakke os alt muligt andet på, så gav vi op. Heldigvis fik vi to dage senere i en landsby mulighed for at tegne forsikringen.
Begejstring ved andet blik.
Det var et mærkeligt førstehåndsindtryk af Mongoliet, men det har ikke sat sig fast! Tværtimod: Vi kom kun langsomt frem, for landskabet var alt for overvældende. Mongoliet er verdens mest sparsomt befolkede stat. Næsten halvdelen af landets tre millioner indbyggere – i et land mere end fire gange så stort som Tyskland – bor i hovedstaden. Resultat: Du befinder dig altid på øde steder. Der er næsten ingen biler undervejs, hegn mangler helt, du parkerer, hvor du vil – og møder ikke andet end geder og kameler.
En måned på grøntsagssuppe.
I øvrigt var rejseberetningerne korrekte: Da vi provianterede var kartofler, løg og indskrumpede gulerødder vores eneste udbytte. Så vores måltider bestod mest suppe med disse tre ingredienser – i næsten en måned. Det er nøjagtig sådan, at de få mennesker spiser, som lever i dette barske landskab.
Af og til mødte vi nogle af dem: på vej til Gobi-ørkenen Vi var nødt til at tanke vand og mødte en nomadefamilie, der los os pumpe vand fra deres brønde. Vi havde kun lige nået at stoppe, da fire drenge stod der med deres heste. Naturligvis var samtalen begrænset til nogle få ord. Men vi forstod, at de ønskede at tage billeder med os. En af drengene red til den nærliggende yurta – og kom tilbage med en iPhone! Og nu er vi venner på Facebook!
Over tørrede flodsenge gennem bjergene.
Gobi-ørkenen strækker sig over det meste af det sydlige Mongoliet og er på ingen måde kun sandklikker, som man kunne forestille sig. Den største del er stenet med spredte buske. Tilsyneladende uovervindelige bjergkæder dukker op, men viser sig at være lette at krydse: på bredderne langs de udtørrede flodsenge. Kun sjældent stødte vi på vejskilte. Men gennem denne ørken kan man også køre uden skilte og GPS: man følger bare de mange spor. Så længe man følger det mest synlige, så når man før eller senere frem til den næste landsby.
Når intet andet virker – så er det frem med skovlen.
Ikke en sjæl vidt og bredt, da vi kørte fast igen. Om sommeren sker
dette ofte, genkendeligt af fordybningerne langs vejen. Vi kørte uden
om den ene efter den andet, ligesom vi kørte uden om vandhullerne med
de drikkende kameler. Og så pludselig sad trucken fast på højre
side.
Da vi stod helt uden hjælp, var vi afhængige af
vores sandplader som underlag. Og faktisk: efter at have skovlet jord
og med god gas havde vi igen solid grund under hjulene igen. Men så
hed det »find pladerne«. To af dem havde boret sig ned i mudderet,
mens vi kørte over, og var ikke længere var synlige. Vi måtte grave
mudder i to nedslående timer, før vi endelig fandt dem.
Kort før Ulaanbaatar havde vi endelig en dag, der perfekt afspejler vores fascination af Mongoliet: Om morgenen kørte vi over sandklitterne, hvilket var meget behageligt efter den lange kørsel på grus. Om eftermiddagen kørte vi over et snedækket plateau og endelig igen ned i tør steppe. Nu er vi i hovedstaden ved pitstoppet - og ser frem til at være klar til at komme videre om nogle få dage.
Del 8 i RoadStars-serien kommer den 17. december Følg med!
4-Xtremes – superlativernes tur:
4-Xtremes: Et par fra Schweiz tager på en superlativernes tur
Andrea og Mike Kammermann foretager en superlativernes tur i ekspeditionskøretøjet: del 1
Andrea og Mike Kammermann præsenterer deres ekspeditionskøretøj på Axor-basis: del 2
Karaoke ved en opstemmet sø og uvejr ud over havet for eventyrparret fra Schweiz: del 3
Det var hedt! De to eventyrere fra Schweiz på rejse i Iran: del 4
Regnet for spioner og landet på månen! Nyt fra det schweiziske eventyrerpar: del 5
Skud i mørket og idyl i spøgelsesbyen – nye eventyr fra det schweiziske eventyrerpar: del 6
Konsekvent offroad – det schweiziske eventyrpar »erobrer« Centralasien: del 7
Frosten kræver ofre – ærgerlige uheld og hjælpende hænder for det schweiziske eventyrerpar: del 8
Kammermann-parret trænger frem til kuldepolen på trods af alle forhindringer: del 9
Poleret is og lidt hjemland midt i Sibirien for de schweiziske eventyrere – del 10
4-Xtremes-teamet oplever anstrengende betjente og afslapning ved Sortehavet – del 11
Et bittert tilbageslag og eventyrlig sightseeing i Bulgarien for Kammermann-parret – del 12
Andrea og Mike afslutter deres ekstremtur. Og er allerede tilbage på vejene igen – del 13
Fotos: 4-Xtremes
Kommentar
Log ind for at tilføje en kommentar.
18 kommentarer
Meine Hochachtung 👏👏😎
Meine Hochachtung 👏👏😎
Konstant geht es weiter. Was hier ganz selbstverständlich ist, wird auf der Tour zum Arbeitsinhalt - Trinkwasser beschaffen, Lebensmittel beschaffen, Strecke bewältigen. Gleitschutzketten hab' ich auch gesehen und Schnee, mehr Schnee wird wohl noch kommen. Kalt ist es auch bereits. Hoffentlich gute Kleidung an Bord und Heizung und Kabinenisolierung gut. Das Abenteuer liefert weiter spannende Geschichten. Vielen Dank Andrea & Mike!
Gruß
Klaus
Konstant geht es weiter. Was hier ganz selbstverständlich ist, wird auf der Tour zum Arbeitsinhalt - Trinkwasser beschaffen, Lebensmittel beschaffen, Strecke bewältigen. Gleitschutzketten hab' ich auch gesehen und Schnee, mehr Schnee wird wohl noch kommen. Kalt ist es auch bereits. Hoffentlich gute Kleidung an Bord und Heizung und Kabinenisolierung gut. Das Abenteuer liefert weiter spannende Geschichten. Vielen Dank Andrea & Mike!
Gruß
Klaus
Genau...kleine, tägliche Aufgaben von 'zu Hause' sind gier manchmal echte Hürden aber das gehört zum Abenteuer :)
Bis jetzt läuft alles gut, die Heizung hält den Wohnaufbau konstant zwischen 17-20C wo es nachts draussen bereits -30C ist. Brrr.
Gerade heute haben wir die ganz dicken Jacken aus dem Stauraum, einsatzbereit :D
Liebe Grüße aus Sibirien, wir zwei
Genau...kleine, tägliche Aufgaben von 'zu Hause' sind gier manchmal echte Hürden aber das gehört zum Abenteuer :)
Bis jetzt läuft alles gut, die Heizung hält den Wohnaufbau konstant zwischen 17-20C wo es nachts draussen bereits -30C ist. Brrr.
Gerade heute haben wir die ganz dicken Jacken aus dem Stauraum, einsatzbereit :D
Liebe Grüße aus Sibirien, wir zwei
Goede Reis !!
Goede Reis !!
Reiset wiiterhin guet und sicher 👍
Reiset wiiterhin guet und sicher 👍