4-Xtremes-teamet oplever anstrengende betjente og afslapning ved Sortehavet – del 11

Da vi stod op i morges, hørte vi for første gang i lang tid igen bølger og fugle. Vi er i Georgien ved Sortehavet. I september mødte vi mange turister her. Nu har vi stranden helt for os selv.

For en måned siden i Sibirien hørte vinterstøvler, jakker, huer og handsker til standardbeklædningen. Siden starten af november havde vi haft minusgrader, og vi længtes efter igen at tilbringe mere tid udenfor og kunne gå længere ture. Det kan man selvfølgelig også gøre i sneen, men når man synker i til knæet ved hvert skridt, bliver det hurtigt anstrengende.

Denne etape begyndte i den vestsibiriske millionby Novosibirsk. Derfra kørte vi til Omsk og derefter over grænsen til Kasakhstan. Med vores russiske visum må vi altid kun opholde os i landet i tre måneder, og vi havde ti dage tilbage.

Ved en hovedvej fandt vi en parkeringsplads, hvor vi ville tilbringe vores sidste nat i Rusland. Kort før vi lagde os til at sove, var der pludselig nogen udenfor, som bankede på beboelsesboksen: To bevæbnede soldater stod foran døren. Vi »camperede« åbenbart i en militærzone, som vi nu venligt blev eskorteret ud fra. Den soveplads, vi fik anvist, lå så praktisk talt ti meter fra grænsen. På trods af vores efterhånden 70. grænsekrydsning i eget køretøj er vi stadig lidt anspændte hver gang. For man ved bare aldrig, hvad der venter en. 

I Kasakhstan.

Denne gang gik alt heldigvis uden problemer. Efter en halv time nåede vi Kasakhstan. Vores mål: Astana. Selvom vi ikke er bymennesker, var vi begejstrede over Kasakhstans hovedstad. Bymidten er næsten futuristisk og står i kontrast til resten af landet. I skumringstimen kørte vi en tur rundt til seværdighederne. Om natten parkerede vi bag operahuset – midt inde i byen!

Efter vi havde forladt Astana, havde vi virkelig brug for at hamstre vand. Så vi satte kurs mod floden. Tøvejret var allerede sat ind. Ved floden valgte Mike at lade være med at køre tæt på bredden med trucken. Vi var begge bange for at sidde fast. For at kunne klare os frem til den næste vandkilde måtte vi en aften endda smelte sne. I en landsby fandt vi så endelig en trækbrønd og kunne fylde vores beholdere en spand ad gangen. Forresten: En spand kan rumme 15 liter, vores beholdere 450.

Egentlig ville vi køre længere gennem Kasakhstan i retning mod vesten, men allerede i løbet af de første tre dage blev vi standset af politiet flere gange. Den ene gang påstod politibetjentene, at de havde taget os med 100 km/t. Så hurtigt kan vores Axor slet ikke køre. To dagsrejser efter Astana var vi så irriterede, at vi besluttede os for igen at køre til Rusland for at fortsætte vores tur der. Så vi kørte mod højre i stedet for venstre, og så var vi allerede ved grænsen igen.

Hvor er snekæderne?

Da vi ankom til Rusland, blev vi budt velkommen af kraftig vind og masser af sne. Jo længere vi kørte mod vest, jo tættere blev trafikken. Kolonner af trækkere, som pinte sig op ad bjerget på de isdækkede veje. Vi undrede os over, at ingen havde snekæder på. Nogle steder i Uralbjergene måtte vi vente i flere timer, før køen igen bevægede sig fremad.

På vejen besøgte vi Volgograd, der som bekendt i en periode hed Stalingrad. Stedet er selvfølgelig berømt på grund af det frygtelige slag under anden verdenskrig. Igen var vi heldige og kunne overnatte direkte bag Mor Moderland-statuen, tage en fototur i mørket og opleve et imponerende vagtskifte næste morgen.

Efter Volgograd var sneen væk, og vi kunne endelig se de første spæde tegn på foråret. Vi udnyttede det bedre vejr til at komme godt fremad.

Den regionale hovedstad Krasnodar er et af de store centre i Sydrusland. Her besøgte vi vores venner Eugene og Tatjana. Vi ville egentlig være kørt til Sortehavet og have camperet der sammen med dem. Men det regnede nærmest uafbrudt. I stedet blev det til en våd tur gennem byen og en øl i en typisk »café«. Det var særligt spændende for os at tale med dem om deres liv i Rusland. Vi må hele tiden konstatere, at for at lære landet og menneskerne bedre at kende, er vi nødt til at blive bedre til sproget. Så vi vil forberede os tilsvarende til det næste besøg.

Vi havde stadig en ting på vores to do-liste: Vi skulle endelig have repareret vores dørlåse. Så Eugene bragte os til et lastbilværksted. I over en måned havde vi hver aften flyttet alt vigtigt fra førerkabinen om bagi og næste morgen det hele tilbage igen. Selv når vi var ude at købe ind – man ved jo aldrig. Nu kan vi igen låse helt normalt. Det er de små ting, der gør livet lettere!

Jvari-passet.

Nu var der kun 500 kilometer til grænsen til Georgien. Vi glædede os godt nok til varmen, det fine stenovnsbrød, Sortehavet og også til Tyrkiet, men vi syntes bare så godt om Rusland. Vi ville helst slet ikke have forladt landet. I de forgangne måneder har vi lært skønne mennesker at kende og set fantastiske landskaber. Og der er stadig så meget mere at se! Vi kommer helt sikkert igen.

Foto: 4-Xtremes