Det var hedt! De to eventyrere fra Schweiz på rejse i Iran – del 4
Serie: 4-Xtremes
Jordtemperatur på 82,9 grader! Andrea og Mike Kammermann er i Iran nået frem til deres første ekstremsted – og må affinde sig med en bitter nedtur. Del 4 af vores serie.
Siden i går har vi holdt parkeret i en atriumgård, der hører til en landsby i det sydvestlige Iran. Storbyen Shiraz ligger en time væk. Vi hører aftenbønnen gjalde over tagene. Vi ville egentlig overnatte ved en kilde i nærheden. Men så tog vi imod invitationen fra en familie. En af mange invitationer: Mindst fem familier har spurgt os, om vi vil parkere hos dem. Længere mod nord var vi allerede blevet inviteret hjem til en motorcyklist, som havde givet os kilovis af frugt. Her er der mange flinke og gæstfri mennesker!
Nervepirrende hede i ørkenen Dasht-e Lut.
For nogle dage siden oplevede vi et af de øjeblikke, vi så længe har glædet os til: Ankomsten i ørkenen Dasht-e Lut i den centrale sydøstlige del af landet. Vores første ekstremsted! I den nordlige del af Kalut, som er en sandstens-labyrint, forlod vi vejen om morgenen og drejede ind på ørkensandet. For at kunne køre offroad mellem klippeformationerne reducerede vi dæktrykket til tre bar. Alligevel skulle vi være meget opmærksomme på ikke at sidde fast.
Efter godt en time var der ikke længere spor fra andre køretøjer foran os, og vi standsede omkring kl. 11. Jorden var så varm, at vi ikke kunne slippe vores hunhund Aimée ud. Hun måtte blive tilbage i boligdelen med klimaanlæg. Vi målte jordtemperaturen i en sænkning: 82,9 grader! Selv lufttemperaturen var på over 60 grader. Det alene havde været til at holde ud. Men de varme vindstød, der kom ud af ingenting, brændte kraftigt på huden! Senest da stod det klart for os: Vi har nået den første Xtreme.
Efter en nat i ørkenen blev vi enige om ikke at tilbringe endnu en nat dér. For det var så tørt, at vores næsefløje klistrede til. Man kunne ganske enkelt ikke opholde sig udendørs i længere tid. Derfor brød vi op ved morgenstunden. Mike styrede lastbilen, og jeg – Andrea – motorcyklen. Det vanskelige terræn gjorde det til en stor udfordring for mig.
Vejhjælp fra „antik“ 1924-tippeladskøretøj.
På turen tilbage mod vejen skete det så: Vi kørte over en betonplade, som dækker en vandkanal. Desværre var den ikke beregnet til vores 13 ton, så det ene baghjul sank 60 centimeter ned. Lastbilen stod så skævt, at vi var bange for, at det var slut på vores eventyr! Men også her viste iranernes venlighed sig som en velsignelse: Mandskabet på et ældgammelt 1924-tippeladskøretøj tilbød os hjælp – og efter en time stod vores Axor faktisk igen på fast underlag. Ud over et par ridser på bagakslen og stabilisatoren var der ikke sket noget med lastbilen.
Siden starten har vi tilbagelagt mere end 10.000 kilometer. Her i Iran er de store forbindelsesveje i ganske god stand. Men på grund af heden var der mange fordybninger og sporriller. Og det er ikke kun det, der gør os bevidste: Vi er meget langt væk hjemmefra og i grunden i en helt anden verden. Et enkelt eksempel: Den forvirrende håndtering af valutaen. Ved grænsen vekslede vi euro til rial. Men i hverdagen regner folk i toman, hvor man i forhold til rial skal fjerne et nul. Som turist ved man derfor ikke, om priserne er oplyst i rial eller toman.
Lange stigninger, overfyldt færge.
I ørkenen Dasht-e Lut er der ekstreme betingelser, men sommeren er meget varm i hele landet. Marker vandes fra underjordiske kilder, til tider kan vi tanke vand fra en sådan kilde. Meget af tiden kører vi over 1.500 meter over havets overflade. På de mange lange stigninger stiger motorens temperatur meget. Det kan dog også skyldes kvaliteten på diesel.I Tyrkiet forblev temperaturen i hvert fald ret konstant på lignende strækninger.
Fra ørkenen af fortsatte vi til det sydlige Iran. Vores mål: Qeshm, den største ø i Den Persiske Golf. Vi kommer med en propfyldt færge, hvor der lige akkurat er plads til vores Axor. Med sidespejlene klappet ind holdt vi så tæt mellem to lastbiler, at Mike ikke kunne forlade førerhuset under overfarten. På øen slog klimaet os så bogstaveligt talt ud: 45 grader og luffugtighed på 67 procent! På trods af en meget lavere temperatur end i ørkenen var det alligevel meget mere anstrengende end den tørre hede dér.
I storbyen Shiraz besøgte vi fantastiske moskéer og imponerede udgravningssteder som Persepolis og Naqsh-e Rostam. En helt speciel oplevelse var dog trafikken: Shiraz har de mest uberegnelige chauffører, vi hidtil har stødt på! Motorcyklister masede sig forbi os, og biler standsede bare op uden varsel. Efter sådanne eventyr er vi glade for, at vi nu får lidt ro her i landsbyen hos vores venlige værtsfamilie. Hvem ved, hvad der endnu venter os.
Tvunget til ændring af planen.
Det gælder især, fordi vi for et par dage siden måtte affinde os med en bitter nedtur, som tvinger os til at planlægge en ny rute mod øst. Og desuden: Vi kan ikke køre på det andet ekstremsted, bjergpasset Marsimik La i det nordøstlige Indien. For vi kan ikke få visum til Pakistan, som vi skulle krydse på vejen derhen. Den alternative rute gennem Afghanistan er for farlig. Så der er altså ikke andet at gøre end at undvære den videre rejse gennem Indien, Nepal og Kina.
I stedet for kører vi fra Iran tilbage mod nordvest og passerer grænsen til Armenien. Derfra går det via Georgien og en kort strækning gennem Rusland igen mod øst til Kasakhstan, som vi mere eller mindre krydser helt. Derefter følger Mongoliet – inden vi på et tidspunkt igen drejer ind på vores oprindelige rute i retning af russisk Fjernøsten. Også på vejen tilbage har vi disponeret om, så vi så vidt muligt kun kører én gang på hver vej og kun besøger hvert sted én gang. Vi vil køre gennem Usbekistan og Turkmenistan og krydse Det Kaspiske Hav med færgen til Aserbajdsjan.
Det er selvfølgelig alt sammen rigtig ærgerligt – især fordi vi så ikke kommer til det indiske ekstremsted. Men vi må og vil være fleksible. Og hvem ved, hvilke fascinerende steder vi kommer til at opleve langs den nye rute? Vi har endda rettet blikket mod en ny Xtreme i Kasakhstan, men vi vil ikke røbe for meget endnu. For det er ikke sikkert, vi kan nå det inden vinteren kommer. Vi får se! Efter at have slugt ærgrelsen med den tvungne ændring af planen kan vi i hvert fald af hele vores hjerte sige: Vi glæder os!
Del 5 i RoadStars-serien kommer den 24. september. Bliv endelig hængende!
4-Xtremes – superlativernes tur:
4-Xtremes: Et par fra Schweiz tager på en superlativernes tur
Andrea og Mike Kammermann foretager en superlativernes tur i ekspeditionskøretøjet: del 1
Andrea og Mike Kammermann præsenterer deres ekspeditionskøretøj på Axor-basis: del 2
Karaoke ved en opstemmet sø og uvejr ud over havet for eventyrparret fra Schweiz: del 3
Det var hedt! De to eventyrere fra Schweiz på rejse i Iran: del 4
Regnet for spioner og landet på månen! Nyt fra det schweiziske eventyrerpar: del 5
Skud i mørket og idyl i spøgelsesbyen – nye eventyr fra det schweiziske eventyrerpar: del 6
Konsekvent offroad – det schweiziske eventyrpar »erobrer« Centralasien: del 7
Frosten kræver ofre – ærgerlige uheld og hjælpende hænder for det schweiziske eventyrerpar: del 8
Kammermann-parret trænger frem til kuldepolen på trods af alle forhindringer: del 9
Poleret is og lidt hjemland midt i Sibirien for de schweiziske eventyrere – del 10
4-Xtremes-teamet oplever anstrengende betjente og afslapning ved Sortehavet – del 11
Et bittert tilbageslag og eventyrlig sightseeing i Bulgarien for Kammermann-parret – del 12
Andrea og Mike afslutter deres ekstremtur. Og er allerede tilbage på vejene igen – del 13
Kommentar
Log ind for at tilføje en kommentar.
22 kommentarer
aber fast 90 Grad....das hätte ich sehr gerne mit erlebt Bin Neidisch !!
Mein Rekord liegt nur bei 55 Grad in Ägypten wo mir die Schuhsohle geschmolzen ist....😂 Macht weiter so 👍
Gruss Andreas
aber fast 90 Grad....das hätte ich sehr gerne mit erlebt Bin Neidisch !!
Mein Rekord liegt nur bei 55 Grad in Ägypten wo mir die Schuhsohle geschmolzen ist....😂 Macht weiter so 👍
Gruss Andreas
Mir stehen die Tränen in den Augen. Ich wollte mit meinem Freund Ende der achtziger Jahre mit einem alten Bundeswehr Unimog an's Nordkap fahren aber es wurde zu einem Fiasko. Jung (beide 20 Jahre alt) keine Ahnung keine Planung aber Abenteuerlust kamen wir bis Oslo dann ging das Geld aus aber es war super . Macht weiter so bin voll neidisch.
Gruß Kieskutscher
Mir stehen die Tränen in den Augen. Ich wollte mit meinem Freund Ende der achtziger Jahre mit einem alten Bundeswehr Unimog an's Nordkap fahren aber es wurde zu einem Fiasko. Jung (beide 20 Jahre alt) keine Ahnung keine Planung aber Abenteuerlust kamen wir bis Oslo dann ging das Geld aus aber es war super . Macht weiter so bin voll neidisch.
Gruß Kieskutscher
Tönt aber nach einem super Abenteuer. Ist doch manchmal viel lustiger und spannender wenn man nicht alles geplant hat! :)
Wir haben schon relativ viel geplant für dieses Abenteuer, aber es gibt tag täglich sooo viele Faktoren die einem einen Strich durch die Rechnung machen können dass auch das nicht immer klappt. Flexibilität und Improvisation sind immer wichtig und ein grosser Teil des Reisens und genau das mögen wir daran :D
Alles liebe, Andrea & Mike
Tönt aber nach einem super Abenteuer. Ist doch manchmal viel lustiger und spannender wenn man nicht alles geplant hat! :)
Wir haben schon relativ viel geplant für dieses Abenteuer, aber es gibt tag täglich sooo viele Faktoren die einem einen Strich durch die Rechnung machen können dass auch das nicht immer klappt. Flexibilität und Improvisation sind immer wichtig und ein grosser Teil des Reisens und genau das mögen wir daran :D
Alles liebe, Andrea & Mike
Sehr schöne Bilder und schöner Bericht👍.
Ich befürchte, soweit werden wir mit unserem Bimo auf Sprinter nicht kommen...😜
Sehr schöne Bilder und schöner Bericht👍.
Ich befürchte, soweit werden wir mit unserem Bimo auf Sprinter nicht kommen...😜
👍👍
👍👍
Vorsichtige Frage: Ist das Nachtbild mit der Milchstraße so echt? Das find' ich super.
Motortemperatur erhöht? Wundert mich eigentlich nicht, wenn Lufttemperaturen von 60°C herrschen. Das ist ja wie ein Heißluftfön... Einmal eingebrochen? Ist für eine solche Tour sicher nicht so ungewöhnlich; würde mal vermuten, da kommen noch andere Sachen auf Euch zu; drücke natürlich die Daumen, daß alles so glimpflich abgeht.
Touränderung? Wäre es nicht möglich, vom östlichen Kasachstan nach Süden, durch China an den Xtrempunkt in Indien zu gelangen? Ich weiß, ich kenne mich nicht aus...
Gruß
Klaus
Vorsichtige Frage: Ist das Nachtbild mit der Milchstraße so echt? Das find' ich super.
Motortemperatur erhöht? Wundert mich eigentlich nicht, wenn Lufttemperaturen von 60°C herrschen. Das ist ja wie ein Heißluftfön... Einmal eingebrochen? Ist für eine solche Tour sicher nicht so ungewöhnlich; würde mal vermuten, da kommen noch andere Sachen auf Euch zu; drücke natürlich die Daumen, daß alles so glimpflich abgeht.
Touränderung? Wäre es nicht möglich, vom östlichen Kasachstan nach Süden, durch China an den Xtrempunkt in Indien zu gelangen? Ich weiß, ich kenne mich nicht aus...
Gruß
Klaus
ja das Foto der Milchstrasse ist echt. Der Himmel war so klar in der Wüste, das mussten wir nutzen für ein Bild :)
Mit dem einbrechen und der Temperatur hast du wohl recht, nur eben inder Türkei hatten wir auch bereits über 40C deshalb hatte es uns doch einwenig erstaunt. Aber wer weiss...
Wegen der Route hast du Recht, das Problem ist nur dass wir das im Frühling erst machen könnten und der Pass und alle Pässe dorthin, noch geschlossen wären. Also müssten wir wie auf den nächsten Sommer warten, das ist dann doch einwenig lang 😬
ja das Foto der Milchstrasse ist echt. Der Himmel war so klar in der Wüste, das mussten wir nutzen für ein Bild :)
Mit dem einbrechen und der Temperatur hast du wohl recht, nur eben inder Türkei hatten wir auch bereits über 40C deshalb hatte es uns doch einwenig erstaunt. Aber wer weiss...
Wegen der Route hast du Recht, das Problem ist nur dass wir das im Frühling erst machen könnten und der Pass und alle Pässe dorthin, noch geschlossen wären. Also müssten wir wie auf den nächsten Sommer warten, das ist dann doch einwenig lang 😬