Regnet for spioner og landet på månen! Nyt fra det schweiziske eventyrerpar – del 5

Hvis I kunne se os i dag, ville vi ikke gøre det mest friske indtryk. Vi camperer ved en flodseng i Georgien, og i de sidste nætter har der været et heftigt tordenvejr. Der er slået mange lyn ned tæt på lastbilen – så vi har ikke fået ret meget søvn.

Alligevel er vi i rigtig godt humør: Om et par dage skulle vores pas gerne ankomme til hovedstaden Tiflis sammen med visa til Rusland og Mongoliet. Efter at vi i sidste måned måtte planlægge en ny rute, fordi vi fik afslag på visum til Pakistan, er vejen ind i den fjerntliggende østlige del af Rusland nu fri. I det mindste hvad formaliteterne angår.

På vejen til den kaukasiske republik Georgien kørte vi tværs igennem Iran fra den tørre sydlige del til den nordligste del. Vores stop i Isfahan var ekstra spændende: På grund af den kæmpestore imamplads, men også på grund af mødet med de lokale. Der kommer ikke længere så mange turister ind i landet, og folk glæder sig over enhver kontakt med udlændinge. Gang på gang henvendte man sig til os, gav os søde sager eller forevigede os på smartphones.

Set i lyset af så megen gæstfrihed var det klart, at vi ville besøge en „gammel bekendt“: En bonde, der havde foræret os kilovis af frugt på vej til ørkenen Dasht-e Lut. Denne gang var det os, der havde gaver med, for eksempel syltetøj, som vi selv havde lavet af hans frugt. Bonden blev enormt glad og inviterede os med hen til sin familie. Hans bror, der var mekaniker, forelskede sig i vores Yamaha. Han tilbød os et gratis serviceeftersyn, som vi dog afslog. Vi ville ikke udnytte hans gavmildhed, og motorcyklen kører ganske fint – ligesom vores Axor.

Indimellem hjælper selv den stærkeste lastbil ikke en videre, det måtte vi sande på vej til Det Kaspiske Hav. Der kørte vi igennem passene, landskabet blev grønnere og klimaet næsten tropisk. Målet var en sø i over 2000 meters højde. På et tidspunkt var vejen så sølet og stejl, at vi måtte vende om. Eller mere præcist: Vi måtte køre baglæns, indtil vi endelig kunne vende.

Også i ørkenen Kavir øst for Teheran tvang man os til at vende. Der antog militæret ved et checkpoint os for at være spioner! Iran er i forvejen ikke det nemmeste land at rejse i. Mens vi camperede blev vi flere gange kontrolleret af politiet. Ganske vist viste alle disse situationer sig i sidste ende at være uproblematiske. Men på grund af sprogbarrieren var vi aldrig sikre på, om alt virkeligt var okay.

Efter fire uger i Iran vejer de positive indtryk alligevel tungest. Mangt et eventyr har vi i øvrigt kun oplevet, fordi vi med vilje rejste igennem landet ad mindre veje. Således endte vi også i en udtørret flodseng, hvor vi følte det, som om vi var på månen. Vi måtte sende dronen op flere gange, fordi vi slet ikke kunne se os mætte på luftbillederne.

Indrejsen fra Iran til Armenien viste sige at være noget af en hurdle. I fem timer blev vi sendt fra den ene grænsebetjent til den anden. Til slut fik vi at vide, at vi skulle vente på en dyrlæge, der skulle undersøge Aimée. Efter en times ventetid kom der pludselig en officiel person og spurgte, hvad vi stadig lavede her, for vi var da for længst færdige!

Det sydlige Armenien består af det ene pas efter det andet. Vejene er udslidte af de utallige lastbiler, der transporterer iransk diesel til det indre af landet, og vi fik en ordentlig rystetur. Mike ville gerne have haft halve gear og en retarder. Flere gange om dagen gik det fra et niveau på mellem 1500 og 2500 meter ned til mellem 400 og 700 meter og op igen. Bygggestilen minder stærkt om sovjettiden. Når vi købte ind, kommunikerede vi med arme og ben, og ekspeditricerne bag diskene fnisede.

Del 6 i RoadStars-serien kommer den 22. oktober. Bliv endelig hængende! 

Foto: 4-Xtremes